Tvivl om jagttid for canadagåsen
Først fra den kommende jagtsæson må canadagåsen jages i Fuglebeskyttelsesområderne i januar.
Fra i år eller først fra den kommende jagtsæson?
Mange jægere har været i tvivl, om det er fra denne jagtsæson eller først fra den kommende, at canadagåsen atter må jages i EF-Fuglebeskyttelsesområderne i januar.
Derfor slås her fast med syvtommersøm: Ændringen gælder først fra den kommende jagtsæson, hvilket med andre ord vil sige: Første gang, canadagåsen atter kan jages i januar i EF-Fuglebeskyttelsesområderne, bliver i 2008.
Forvirringen i jægerkredse skyldes efter al sandsynlighed det forhold, at jagttiderne, der gælder for tre år ad gangen, forhandles på plads i Vildtforvaltningsrådet omkring halvandet år, før den nye bekendtgørelse træder i kraft.
Beslutningen i Vildtforvaltningsrådet om at anbefale miljøminister Connie Hedegaard, at canadagåsen atter bliver jagtbar i januar i EF-Fuglebeskyttelsesområderne, blev truffet først i 2006. Men da den gældende jagttid er fastsat i “Bekendtgørelse om jagttider for visse pattedyr og fugle m.v.” (nr. 152) af 20. februar 2004, og denne gælder for tre år, ja, så giver det sig selv, at normaliseringen af canadagåsens jagttid med januar i EF-Fuglebeskyttelsesområderne først kan komme med den nye bekendtgørelse, der træder i kraft i foråret i indeværende år.
Jægerforbundets detroniserede formand, Kristian Raunkjær, gjorde ved forhandlingen i Vildtforvaltningsrådet om den gældende jagttidsbekendtgørelse regning uden vært, da han kom for skade at “sælge” den hidtidige jagt på canadagåsen i januar i EF-Fuglebeskyttelsesområderne. En deal, der ikke mindst vakte harme på Sydsjælland og Lolland-Falster, hvor hovedparten af de svenske canadagæs overvintrer, og de følgelig er skattede jagtobjekter.
Harme er også god nok. Men det første skridt på vejen frem mod at få canadagåsejagten tilbage i januar i EF-Fuglebeskyttelsesområderne, blev taget, da en resolution til hovedbestyrelsen i Danmarks Jægerforbund, udarbejdet og foreslået af denne artikels forfatter, blev vedtaget i Jægerklubben for Næstved og Omegn. Da den efterfølgende blev bakket op af de syv nuværende strandjagtforeninger i det tidligere Storstrøms Amt, indså Jægerforbundets hovedbestyrelse, at der i Vildtforvaltningsrådet kun var ét at gøre: Argumentere for at få canadagåsejagten i EF-Fuglebeskyttelsesområderne i januar tilbage, hvilket skete helt uden sværdslag.
Men gentaget: Først fra den kommende jagtsæson!
|