|
Opret dig som bruger 
|
Vildt, men ikke vildt
Hvordan drives trækjagt bedst på Værneengene? Det fortæller en kender om i “Ande- og gåsejagt”.
Af Henning Kørvel og Michael Sand
Fra bogen “Ande- og gåsejagt”
Jagten på Værnengene var i mange år nærmest en akilleshæl for dansk andefuglejagt. Værnengene var ofte i mediernes søgelys og var i reglen altid gode for et dårligt eksempel eller to, der var til skade for hele den danske jægerstand. Lodsejerne solgte dagkort til det enorme jagtareal, og naturligvis fandt også jægere med mindre fin moral frem til jagten i det attraktive vådområde. Da området samtidig støder op til fuglereservatet Tipperne, siger det sig selv, at der var dømt problemer imellem jægere og ikke jagende fuglekiggere.
Bestaltede jagtbetjente
I den bedste sendetid viste en TV-udsendelse jagtens brutale bagside, hvilket naturligvis var vand på kritikernes mølle. Billedet af anskudte gæs, der kravlede rundt på den fredede del af grænsen, løb koldt ned ad ryggen på alle jagtelskere og medførte, at området fik et temmelig blakket ry. Men meget vand er løbet over engene siden, selv om Værnet, som det populært kaldes, næppe helt har sluppet fortidens skygge. Ifølge Thomas Pedersen, Esbjerg, er situationen dog forbedret ganske markant inden for de sidste år.
I dag kan der kun løses årskort til området, og den generelle fokus på anskydningerne i almindelighed og anskydningerne på Værnet i særdeleshed har medført, at jægerne har taget fat om problemets rod.
Et antal såkaldte jagtbetjente er således udstyret med bemyndigelse til at bortvise jægere, der ikke overholder jagtloven og det regelsæt, der er formuleret i de jagtetiske regler. Der er også indført en opsamlingszone imellem Værnet og Tipperne, således at anskudte fugle, der falder ned uden for selve Værnet, kan apporteres og affanges. Skulle der alligevel falde en gås på det fredede areal, er der rapporteringspligt til områdets opsynsmand, som tager sig af eftersøgningerne inden for reservatgrænsen. Politiet kontrollerer også jævnligt området og sikrer, at jægerne har indløst jagttegn, og ikke anvender fx ulovlig ammunition.
Alt i alt tåler jagtafviklingen ifølge Thomas Pedersen derfor ikke længere sammenligning med tidligere tiders mere løsslupne stil. Dog understreger han, at stemningen jægerne imellem stadig er gemytlig og munter. Jægere, der har lyst til at løse jagtkort, behøver ikke at føle, de er til eksamen, når de er på jagt i området. Omtanke og almindelig sund fornuft er det eneste, der forventes, oplyser han.
Bekkasiner i hobetal
Man skal ikke gøre sig forhåbninger om klapsalver, hvis man begynder at skyde til de allestedsnærværende dobbeltbekkasiner, så længe håbet om gæs og ænder på tasken stadig er i live. Først op ad formiddagen eller over middag bør man overveje at skyde til de små vadefugle, som Thomas Pedersen fortæller, findes stort set overalt, hvor der er fugtigt på de mange tønder land afgræsset eng. Blandt jægerne i almindelighed ynder bekkasinerne ikke den store opmærksomhed. Det er først og fremmest yngre jægere, der ynder at gå sig en tur over engene, når morgentrækket er ebbet ud. Noget der i øvrigt kan praktiseres uden at forstyrre gåsejægerne alt for meget, da bekkasinerne i reglen skal opsøges langt fra Tipperskellet. Dog bør bekkasinjægerne vise flertallet hensyn, da gæssene har for vane først at ankomme op ad formiddagen.
Afventende i rørene
Thomas Pedersen kører flere gange i sæsonen den lange vej fra Esbjerg til Værnet for at mærke vildmarksfornemmelsen i det enorme areal med enge og rørskær.
Thomas Pedersen har fornøjelse af områdets jagtmuligheder hele året, men objektivt betragtet mener han, at sæsonens højdepunkt må være september. På dette tidspunkt er trækket af unge grågæs mest intenst. De unge fugle er ukendt med jagt og jægere og forlader reservatet i passende lav højde, hvilket medfører, at der opstår chancer til jægerne, der sidder gemt i de skelgrænsende rørskove.
I modsætning til tidligere anvendes der ikke længere nedgravede tønder, og de fleste skjuler sig blot i rørene, så godt de kan, hvilket i reglen også er tilstrækkeligt. Når fuglene opdager, at der er uro i rørskoven, hænger de lige over jægerne. Også jagt over lokkere
Gæssenes trækruter kan svinge fra år til år, men i området op til det fredede Tipperne kan der i reglen altid opleves et pænt træk, når jagten går ind. Af samme årsag er det også Tipperskellet, som tiltrækker flest jægere. Når der er flest i området, kan jægerne sidde i rørskoven med en indbyrdes afstand af cirka 30 meter, hævder Thomas Pedersen, men understreger, at billedet meget hurtigt ændrer sig. Allerede 14 dage inde i sæsonen er antallet kraftigt decimeret, og når man når hen i sæsonens sidste måneder, kan der være endog meget langt imellem jægerne. Thomas Pedersen har oplevet at være eneste mand på mere end 500 hektar fladland.
Når trafikken i området daler, begynder det også at blive mere og mere almindeligt at anvende lokkegæs. Først på sæsonen er det mere eller mindre virkningsløst, da der altid er en jæger, som er undervejs. Og blot synet af én jæger i det overskuelige område er tilstrækkeligt til at afholde gæssene fra at slå for lokkerne.
I oktober afløses grågæssene af kortnæbbede gæs. Men hvor længe de bliver her, svinger fra år til år. I nogle år trækker de ret hurtigt videre, og først når de ved juletid vender tilbage fra vinterkvarteret, får Værnets jagtkortindehavere atter glæde af dem. På den tid tillader jagttrykket anvendelse af lokkegæs, ligesom der sidst på sæsonen fra tid til anden kan opleves canadiske gæs i området, oplyser Thomas Pedersen.
Høj vandstand, mange ænder
Værnet er meget mere end gåsejagt, og hvor gåsejagten først og fremmest er koncentreret om morgentræk, nedlægges ænderne også på aftentræk. Andetrækket er dog bestemt af en række faktorer. Først og fremmest spiller vandstanden ind. Er engene tørre, er der langt imellem chancerne, fordi trækket så er koncentreret om nogle få fugtige lokaliteter.
I begyndelsen er det først og fremmest krikænder og i mindre omfang unge spidsænder, der står for skud. Enkelte gråænder bliver også nedlagt, navnlig under morgentrækket, men særlig meget fylder de ikke i det samlede billede. Knarænder og skeænder kan på lignende vis blande sig i trækket, men spiller ingen rolle i det større udbyttebillede.
Efterhånden som sæsonen skrider frem, bliver det pibeænderne, der dominerer luftrummet over Værnet. Disse nedlægges både morgen og aften, og navnlig på Værnsande er det almindeligt at anvende lokkere i fladvandet foran rørskæret, hvor jægerne kan finde en tør plet til sig selv og hunden. Enkelte jægere vælger desuden at anvende en skydepram som tørt skjul, når de venter på, at ænderne skal slå for lokkerne.
Vandstanden er en af de mange faktorer, der påvirker jagten på Værnet. I tørre somre ligger ænderne på fjorden, selv om fødeudbuddet i de seneste år er reduceret kraftigt i Ringkøbing Fjord. For at minimere risikoen for iltsvind, har myndighederne besluttet at hæve saltprocenten i den gamle brakvandsfjord. Ifølge Thomas Pedersen har dette påvirket fuglelivet negativt. Fx er alt ålegræs i den fredede Vesterfjord, som er betegnelsen for den sydvestelige del af Ringkøbing Fjord, nu helt borte. Som konsekvens har fuglene, herunder pibeænderne, søgt nye græsgange.
Det omfattende projekt ved genetableringen af Skjern Ådal har ligeledes påvirket trækket over Værnengene. Førhen trak gæssene under morgentrækket fra Tipperne og mod Filsø og de omkringliggende områder med fx vintersæd. Hen på eftermiddagen vendte de tilbage til Tipperne, og både til og fra passerede de Værnengene.
Ifølge Thomas Pedersen er Skjern Ådal dog blevet en alvorlig konkurrent til de gamle gåseterræner, og han føler sig overbevist om, at gæssene har ændret vaner. I fugleflugt er der ikke mere end to-tre km mellem Værnengene og Skjern Å’s udmunding i Ringkøbing Fjord, og han anser det for sandsynligt, at det oversvømmede og delvis fredede område tiltrækker både ænder og gæs i større stil.
For at minimere konflikterne mellem landbrugere og gæs er der ligeledes iværksat statsfinansierede fodringer. Bl.a. på ejendommen Lønborg. Også dette har trukket gåsetrækket væk fra området, fortæller Thomas Pedersen. Små hagl til små ænder
Først på sæsonen, hvor krikænderne spiller hovedrollen på aften- og morgentrækket, foretrækker Thomas Pedersen 32 gram jernhagl i nr. 6. De små hagl giver en god dækning. Også på lidt længere hold, og de er desuden også gode, når pibeænderne overtager scenen sidst i september og først i oktober. Som regel anvender han Federal, men udelukker naturligvis ikke, at der kan være andre mærker, som kan være lige så gode.
Ruskvejr fra nordvest
Det bedste trækvejr er ruskvejr fra det nordlige og nordvestlige hjørne, oplyser Thomas Pedersen. Da er der i reglen også masser af vand på engene, hvilket er altafgørende for et godt træk. Men som alle andre steder er det naturligvis bedst, når vinden er ny og ænderne tvinges rundt i området af den kraftige vind og den stigende vandstand. Men allerede dagen efter kan fuglene have fundet hvile, og området kan være som blæst for ænder, selv om det stadig blæser.
Om aftenen anbefaler Thomas Pedersen, at man indfinder sig i god tid inden trækket. Mens det endnu er lyst, kan man nemmere overskue, hvor de andre jægere sidder placeret. Man bliver næppe populær, hvis man midt i den bedste træktid placerer sig umiddelbart foran en, der har ventet i måske halve timer på, at mørket skal sænke sig og trækket begynde.
Modsat morgentrækket fordeler jægerne sig om aftenen over det meste af det store område, og alle steder, hvor der er vand, er der mulighed for, at ænderne slår ned. Man skal dog ikke regne med at skyde tasken fuld hver aften. Thomas Pedersen oplyser, at der er langt mellem de helt store dage. I løbet af en sæson kan sådanne dage tælles på én hånd, oplyser han.
Et almindeligt træk for en almindelig godt skydende jæger, strækker sig fra ingenting til fem-seks ænder. De mest ihærdige lokale jægere, som har mulighed for at tage af sted, når vinden er i det rigtige hjørne og vandstanden varsler andetræk, nedlægger ifølge Thomas Pedersens noget forsigtige bud mellem 50 og 100 ænder pr. sæson. Dertil kommer et antal gæs, der kan svinge en del fra år til år. En jæger, der repræsenterer Værnets gennemsnit, kan på en sæson nedlægge fire-fem gæs, anslår Thomas Pedersen igen noget forsigtigt, da der ikke forefindes udbyttestatistikker, der viser, hvor meget der reelt nedlægges i området. Dog understreger han, at de fleste af de jægere, som indløser jagtkort, ikke har held til at nedlægge gæs.
Hytterne fredet Jægerne på Værnet etablerede mange år tilbage en række små og primitive hytter, som de anvendte som ly mod vind og vejr og som overnatning mellem fx et aften- og et morgentræk. Hytterne var ulovligt opført og genstand for en voldsom strid mellem jægerne og fredningsfolk, der ønskede dem fjernet fra området. Dispensation på dispensation reddede dog hytterne fra dozer og nedrivning. Efter mange års tovtrækkeri gik det dog ikke længere, og hytternes fremtid endte ved domstolene og faktisk blev lodsejerne dømt til at lade hytterne jævne med jorden. En kendelse i naturklagenævnet omstødte dog dommen, da man hævdede, at hytterne og de mennesker, der anvendte dem, også var en del af det unikke og fredede naturområde.
I dag er hytterne fredet og bevares for eftertiden. Således må der ikke ændres ved hytternes udformning. De skal bevares nøjagtig som de fremstår, da mangfoldigheden i den lille koloni ønskes bevaret. Genopførsel af udtjente hytter er tilladt, så længe den nye bliver en tro kopi af den gamle. For alle 400 hytter gælder, at antenner, paraboler og solceller er nægtet adgang.
|
76 mm til gæs Thomas Pedersen anbefaler varmt haglbøsser i kaliber 12 med 76 mm kammerlængde, når det drejer sig om gåsejagt på Værnengene. Også når det drejer sig om valg af ammunition er han overbevisende i sin anbefaling og peger uden slinger i valsen på amerikansk fremstilede jernhaglpatroner med hagl nr. 1-3. De er dyre men gode, hævder han. Således vil han ikke betænke sig, hvis han havde mulighed for at vælge imellem en gammel 36 grams blyhaglspatron i det hæderkronede mærke Rotweil og så en amerikansk Federal, Winchester eller Remington stålhaglspatron. Så faldt valget på de hurtige stålhaglpatroner, som han dog ærgrer sig over er så dyre, som tilfældet er (cirka 160 kr. pr. 25 stk.). Under et besøg i Texas konstaterede han, at de kunne erhverves til helt andre og meget mere brugervenlige priser “over there”. Med hensyn til boringsgraden foretrækker han en fuldt trangboret bøsse, boret 3/4 og ½ choke kan også gå an, men nogen anbefaling får den ikke af Thomas Pedersen. |
Råvildt, harer og snepper Værnengene består hovedsageligt af kraturafgræssede enge, rørskær samt enkelte partier med skov og pilekrat. Ifølge Thomas Pedersen er det ærgerligt, at der ikke er fastlagt regler for afskydning af råvildt. De manglende aftaler medfører nemlig, at råvildtet aldrig rigtig får fod i området, selv om der hvert år skydes skønsmæssigt to-tre dyr. Marskdyrene ses dog i stigende grad i området, og på det tilgrænsende reservat Tipperne skulle der være etableret en mindre bestand på omkring 15 dyr. I øvrigt er de få partier med skov og pileskov rasteplads for snepper på træk. Hvert år bliver der nedlagt lidt snepper på Værnet. |
Hvor køber jeg kort? Efter afskaffelse af først dagkort og siden hen månedskort kan man kun få årskort til Værneengenes 2.600 hektar. Salget af kort indledes hvert år i august forud for, at jagtsæsonen går ind 1. september, og de gælder frem til 31. december. Der udstedes 300-350 årskort årligt, og i 2002 var prisen 1.500 kroner, men fra 2003 sættes den lidt op. Kort købes her: - Sdr. Bork Kro. Tlf. 7528 0009.
- Nymindegab Kro. Tlf. 7528 8211.
- Bork Havn Supermarked. Tlf. 7528 0088.
- Nr. Nebel Kiosk. Tlf. 7528 8125.
- Indkøbsforeningen Avance, Hvide Sande. Tlf. 9731 1107.
Det påstås ofte, at der på Værneengene afgives et uacceptabelt højt antal skud på premieremorgenen 1. september. Men det skal tages med et gran salt, for i 2002 blev der på premieremorgenen talt 800 skud. Skud, som er afgivet på arealer uden for Værneengene, kan meget vel være talt med, men selv om de næppe batter meget, så er udlejerne af den holdning, at cirka 800 skud på premieremorgenen ikke er noget problem, når de bredes ud over 2.600 hektar. Efterfølgende jævnes jagtintensiteten ud, men der er en tendens til, at jægerne klumper sig sammen. Og udlejerne er af den opfattelse, at hvis flere jægere ville foretage den lange gåtur til fjernere steder på engene, så ville de givetvis opleve en bedre jagt. |
Henning Kørvel og Michael Sand: “Ande- og gåsejagt”, 262 sider, kr. 299. Gyldendal. Fås i boghandler, førende jagtforretninger og via www.gyldendal.dk eller Klik her for at gå direkte
|
INDHOLD
|
|
