Få indberetninger forudset

Ved vildtudbyttestatistikken indførelse forudsås slendrian, og der fastsattes derfor i 1942 bødestraf for manglende indberetning.

Af: Henning Kørvel

Vist er det en bombe under jagttidssystemet i Danmark, at flere end fire ud af hver 10 jagttegnsløsere ikke giver indberetning om deres vildtudbytte, og hvis de ikke har været på jagt i den forgangne jagtsæson, så giver de ikke engag pip fra sig med et NUL på vildtudbyttestatistikkens indberetningsskema i enten papirudgaven eller på Internettet.

Forståeligt er det, at Danmarks Jægerforbund derfor kommunikerer det budskab ud, at den mangelfulde indberetning er for ringe. Forståeligt er det også, at det selv samme jægerforbund – situationens alvor taget i betragtning – indvilliger i, at Skov- og Naturstyrelsen skruer bissen på og i fremtiden overvejer at nægte at udstede jagttegn til jagttegnsløsere, som ikke giver indberetning om deres vildtudbytte – positivt som negativt.

Med en drastisk sanktion skal slendrian bekæmpes.

Men er der noget nyt i den slendrian, vi ser nu, hvor cirka 70.000 ud af 163.000 jagttegnsløsere ikke vil gøre deres pligt og udfylde vildtudbytteskemaet?

Svaret er, at det selvfølgelig er nyt, at antallet er så højt. Men principielt er slendrian på området ikke en nyhed. Da vildtudbyttestatistikken blev indført herhjemme i 1942, så pålagde Landbrugsministeriets Bekendtgørelse af 14. marts 1942 nemlig alle jagttegnsløsere pligt til årligt at udfylde skemaet over nedlagt vildt. Og da det åbenbart blev forudset, at nogle jagttegnsløsere givet vis ville undlade at give indberetning om vildtudbyttet, så bestemte den oven for nævnte bekendtgørelse fra 1942, at undladelse af dette kunne medføre bøder. Man har dog aldrig hørt om nogen, der har fået sådanne, men om det er fordi, der aldrig er givet bøder for dette, eller fordi de, som har fået dem, ikke er stået frem, skal forblive unævnt.

Mere interessant er det dog, at vildtudbyttestatistikken som officielt fænomen først blev indført i 1942, hvor den i øvrigt viste, at der fra 1941-1942 blev nedlagt 1.379.907 stykker vildt.

Forud herfor havde det ikke skortet på forsøg på at etablere en vildtudbyttestatistik. Af privat interesse fremskaffede Greve Gregers Ahlefeldt-Bille, Egeskov Gods, mangeårig nøgleperson i dansk jagt, således fyldige oplysninger om vildtudbyttet i en enkelt fynsk politikreds i perioden fra 1935-1937. Her fik man for første gang dokumenteret den store vildtrigdom, der på det tidspunkt kendetegnede de frugtbare egne af Danmark.

Hvis man skal fokusere på blot en enkelt vildtart, så vil det være nærliggende at vælge haren, der var en nøglevildtart på det tidspunkt. I 1941-1942 fik man med statistikken viden om, at der i den sæson blev skudt 371.918 harer, og uinteressant var heller ikke, at det daværende Vildtbiologisk Station, forgænger for DMU, beregnede hareudbyttet til 695 pr. 10.000 hektar i Jylland og 1.240 pr. samme arealenhed på Øerne.

Indførelsen af statistikken var behæftet med børnesygdomme. Det viste sig nemlig, at det gav nogle påviselige fejl, at vildtudbyttet i begyndelsen skulle indberettes efter politikredse. Fra 1944-1945 gik man derfor over til en amtsvis inddeling, der har været gældende lige indtil overgangen til den nye kommunevis indberetning, der kom til efter den seneste kommunalreform 1. januar 2007.

Det er dog ikke sidstnævnte, men slendrian, der er skyld i den nutidige markante manglende indberetning. Men det er lidt tankevækkende, at der først 66 år efter, man forudså at ville få problemer med manglende vildtudbytteindberetninger, overvejer at komme alvorligt efter de, som ikke ønsker at gøre deres pligt og være med til at give omgivelserne indtryk af, at jagttegnsløserne er troværdige vildtforvaltere.

Hvem sagde, at vi står med en ny problemstilling?