Alder: 87 dage
Fra kugle til konisk

Schmidt-Rubin rettrækker i kaliber 7,5x53,5mm med 12 skuds løst magasin fra 1889!
Når man står med en Blaser R93 eller Mauser M03 i hænderne, kan jagtriflens udvikling virke ganske overvældende, men i realiteten er der næsten intet nyt eller revolutionerende sket de sidste godt hundrede år.
Af: Ib Nordentoft Andersen
Storhedstiden for nytænkning i våbenbranchen lå fra 1848, hvor Prøjsen indførte den første brugbare bagladerriffel Dreyse model 48, via Smith & Wessons første enhedspatron .22 Kort fra 1857, over Lebels røgsvage patron i 1886, til Mausers uovertrufne riffel fra 1898. Alt hvad der er kommet herefter er stort set bare forbedringer af hundrede til hundrede og halvtreds år gamle opfindelser. Ja selv Schmidt-Rubins første rettrækker riffel kom på markedet 104 år før Blasers nye vidunderbarn.
Men på ét punkt er der sket helt utrolige fremskridt, især gennem de sidste halvtreds år; nemlig selve jagtkuglens konstruktion. Fra de første ”geværer” dukkede op i Europa omkring 1500 og indtil Henri-Gustove Delvigne opfandt den koniske kugle næsten 350 år senere, skød man med runde bly kugler. Disse kugler blev for det meste affyret i glatløbede Musketter, der var så upræcise, at man ikke kunne garantere træf på et mandsstort mål selv på ganske kort afstand.
Denne svaghed blev der rettet lidt op på ved opfindelsen af det riflede løb, der satte den runde kugle i spind og gav den en gyroskoplignende påvirkning, der væsentligt forbedrede præcisionen. Men da denne kugle skulle lades forfra kunne den ikke have en kaliber større end løbets mindste diameter over felterne, så for at få ”bid” i riffelgangen pakkede man kuglen ind i en fedtmættet klud. Denne løsning virkede, men det krævede en del kræfter og tid at støde kuglen hele vejen ned i bunden af løbet.
Ladning af forladerriffel med rund blykugle. Her bliver kuglen, med fedtmættet klud, startet på sin tur ned gennem løbet ved hjælp af en såkaldt kuglestarter; en rund trækugle med to korte ladestænger der presser kuglen det første stykke ned i løbet inden den lange ladestok kan afslutte ”sætningen” af kuglen ovenpå krudtet i bunden af løbet.
Løsningen var den før omtalte koniske kugle, der blev videreudviklet af Claude-Étienne Minié, som herefter lagde navn til kuglen, der blev færdigudviklet af arsenalet i Harpers Ferry, West Virginia i 1855 og indført i den Amerikanske Hær. Den amerikanske Minié var særdeles præcis takket være hulrummet i bunden af kuglen der ved hjælp af affyrings gasserne forårsagede en udvidelse af kuglen skørt og derved sikrede et solidt greb i løbets riffelgange. Samtidig resulterede et træf med den store tunge kugle i nogle voldsomme sår på personel eller dyr, så den vandt hurtigt frem også som jagtkugle og regerede scenen de næste 30 år.
Den færdigudviklede Minié kugle fra Harpers Ferry arsenalet 1855. Kuglen var baseret på den første koniske kugle konstrueret af Henri-Gustove Delvigne i 1840’erne, og blev videreudviklet på det amerikanske arsenal.
Viser resultaterne 1 til 2 af 2
onsdag, 27-08-08 21:50
Hej Morten,
Det er da spændende, at høre der er nogen der bruger en Schmidt-Rubin som sin standard jagtriffel. Godt nok er K31 væsentligt forbedret i forhold til de oprindelige Modeller 1889 og 1896 der skød med de noget svagere GP90 (7,5x53,5mm) og GP90/03 (7,5x54,5mm) patroner, men man har jo stadig denne fornemmelse af, at holde et stykke historie i hånden. Og at du så oven i købet går på jagt med den, må være en helt speciel oplevelse.
Det kommer sikkert bag på de fleste af dine jagtkammerater, at den skyder med en .308 kugle og at Norma’s ladning med Oryx kugle på 11,7gram ligger tæt på en .308Win patron med samme kugle? Med den riffel – ammunition og kikkert kombination har du riffel for resten af livet.
Det forbløffer mig egentligt ikke at RUAG har billig trænings ammunition i 7,5x55, da de jo ejer Norma.
Mvh
onsdag, 27-08-08 20:54
Sjovt at det netop er en Schmidt- Rubin K89 der vises som indledningen til artiklen.
For få år siden arvede jeg en senere version - nemlig en schmidt Rubin K31 7,5X55 Swiss.
Efter ombygning med håndlavet skæfte med en Uncle Mike bagkappe og en specialfremstillet EAW-montage med en Zeiss 3-9X40 har jeg nu en særdeles hurtigt repeterende rettrækker i et kaliber der dækker alle mine behov hvad angår grovkalibret riffel.
Som et kuriosum kan jeg nævne, at amerikanske bench-rest shooters er vilde med netop denne lås, grundet dens store stivhed.
Norma producerer ammunitionen, ellers lader Thorup - eller du kan gøre det selv. RUAG har træningsammo til under 5,- skuddet. Gad vide hvorfor der ikke er flere der bruger denne riffel, hvis præcision og tekniske finesser har givet den tilnavnet "The swiss watch among repeting rifles"!
Jens Perto frarådede mig på det kraftigste at begynde på projektet, da jeg rådførte mig med ham.
Nu, bagefter´, er jeg glad for at jeg ikke fulgte hans råd, men i stedet valgte at give Eugen Gonons gamle riffel et nyt aktivt liv.
K31' eren følger osse i år med på elgjagten i Fjälls i uge 42.
Interesseret? - bare drop en mail.