Fuglekiggere
sikre vindere

Fotograf: Michael Sand

Tilbageblik på ornitologernes sejre viser, at de er tæt på at have sejret sig ihjel.

Af: Henning Kørvel

Er de bedre strateger end jægerne, eller står de som tilskuere, der ikke udgyder blod, blot med en bedre sag, som er mere sympatisk for omgivelserne end jagt?

Uanset hvilken indgangsvinkel, man vælger, så kommer man ikke uden om, at Dansk Ornitologisk Forening – DOF – omtrent har “sejret sig ihjel”, siden udgivelsen af kampskriftet “Kystfuglejagt og Kystfuglebeskyttelse” i 1975, dog med flest fingeraftryk på “Køkkenbordsforliget” om Lov om jagt og Vildtforvaltning først i 1990’erne.

DOF’s sejre ser indtil videre sådan ud:

● Jagt på svømmeænder og gæs starter samtidig 1. september.

● I to hug er vadefuglene på nær skovsneppe og dobbeltbekkasin fredet.

● Fiskehejren er fredet og kan i begrænset omfang kun reguleres ved dambrug.

● Skarv er fredet og kan kun reguleres.

● Lom, toppet lappedykker, alk og lomvie er fredet.

● Dykandejagten ophører 31. januar, undtagen for edderfugleandrik, sortand, fløjlsand og havlit, der må jages indtil 15. februar uden for EU-Fuglebeskyttelsesområderne.

● Ingen jagt i EU-Fuglebeskyttelsesområderne i februar.

● Motorbådsjagt er forbudt i 35 danske farvandsområder.

● Et stort antal fuglebeskyttelsesområder er oprettet.

● Som led i forliget med jægersiden om Lov om jagt og Vildtforvaltning fra 1994 er der fra 1994-1999 udlagt et stort antal jagtfrie kerneområder (nye reservater), så Danmark i dag har cirka 100 reservater på tilsammen cirka 334.000 hektar.

DOF’s sejre er udtryk for, hvad det for organisationens forhandlere har været muligt at komme igennem med. Men ønskesedlen i drejebogen “Kystfuglejagt og Kystfuglebeskyttelse” var mere vidtgående. DOF havde dengang (1975) således ønsket gåsejagten indsnævret til perioden fra 15. september til 15. november. En anden kardinalknast var dykandejagten, som DOF ønskede, skulle ophøre 31. december. Desuden skulle jagten på krikand, pibeand, spidsand og skeand indskrænkes til perioden fra 1. oktober til 31. december. Endelig ønskede DOF en motorbådsjagtfri zone lands de danske kyster, begrænsning i skumringsjagten på vandfugle, en 50 meter jagtfri zone langs kysterne og stop for vandfuglejagt på statsejede arealer. Sidst stod en række fuglebeskyttelsesområder på ønskesedlen.

For helhedens skyld skal med, at da “Kystfuglejagt og Kystfuglebeskyttelse” så dagens lys i 1975, var 79 vildtarter jagtbare i Danmark. Nu er tallet 44. Altså et minus på 35. Reduktionen er i det væsentlige DOF’s fortjeneste.

Men er DOF tilfreds? DOF-formand Christian Hjorth sagde i en reportage i Michael Sands Jagtårbog i 1993-1994, at det var man egentlig. På den anden side set lagde han heller ikke skjul på, at det fortsat er DOF’s holdning, at listen over vandfugle der kan drives jagt på, er betragtelig, og jagttrykket er betragteligt, til trods for, at det er blevet mindre end i 1970’erne. På trods af de jagtindskrænkninger, der er sket i vandfuglejagten med hensyn til både antallet af jagtbare arter, udfasning af jagtmetoder og udlægning af betydelige områder til reservater og motorbådsjagtfrie zoner, så mener DOF stadig, at der er for megen vandfuglejagt tilbage i Danmark, der tilmed kan udøves over “en relativ lang sæson”.

Selv om DOF altså omtrent har “sejret sig ihjel”, så fremgår det med al ønskelig tydelighed af DOF-formand Christian Hjorths udmelding, at organisationen ikke mangler mærkesager imod jagt. Det er tidligere i år også markeret på DOF’s hjemmeside. Nu er det den tilbageværende vandfuglejagt i EU-Fuglebeskyttelsesområderne, som DOF gennem “Køkkenbordsforliget” selv har været med til at blåstemple, der er fokus på. Og når man ser i bakspejlet på alle DOF’s sejre, så skal ingen dansk jæger være det mindste i tvivl om, at jægersiden skal stå tidligt op for ikke at komme til at se baghjul endnu engang.

Jægernes udgangspunkt er dog bedre end før “Køkkenbordsforliget”. Dels er jagttrykket på fiskeriterritoriet reduceret væsentligt. Dels dokumenterer DMU’s undersøgelser, at netværket af nye jagtfrie kerneområder (reservater) i EU-Fuglebeskyttelsesområderne har den tilsigtede effekt, at trækkende vandfugle både opholder sig her i længere tid og i større antal end før. Tungtvejende er også DMU’s vurdering af, at jagttrykket ikke tilsiger en forøgelse af jagtfrie kerneområder i EU-Fuglebeskyttelsesområderne. Endelig dokumenterer DMU, at det oprindelig aldrig har været tilsigtet, at der ikke skulle kunne drives vandfuglejagt i EU-Fuglebeskyttelsesområderne. Det er noget, der er kommet senere, og som DOF med to åbningsskrivelser fra EU nu prøver at bruge som løftestang til at komme vandfuglejagten i EU-Fuglebeskyttelsesområderne til livs en gang for alle.

Kampen er ikke afgjort på forhånd. Men set i bakspejlet, så virker sporene eller (DOF’s sejre) skræmmende.