|
Fuldmåne i dagslys
Wild-life-image.dk
Hvis nogen spørger mig hvad jeg bedst husker fra jagtsæsonen er det her en af de historier der står tydeligst
En af de her dage, hvor jeg lige kunne nå en time ude med buen. Det var lørdag eftermiddag og opladningen til julehysteriet var så småt gået i gang.
Det var koldt og en bidende nordøstenvind.
Det var vel også derfor dyrene var søgt ud på læsiden af skoven. Jeg havde set dem, da jeg steg ud af bilen. De luntede hen over den sorte pløjemark ind til kanten af den anden skov, for at mæske sig i den grønne vinterrug. De havde godt læ fra både hegn og en grantykning. Min gamle faldefærdige træstige havde de passeret på under tyve meter. Derfor tog det mig ikke længe at beslutte, at den gamle stige skulle erstattes med en ny næste formiddag. Metrologerne havde lovet kold nordøstenvind de næste fem dage. Her kunne der være en chance, når drengene kom på buejagt.
Wild-life-image.dk
Pyrschen derop fra bilen er besværlig. Idet vinden vendte dårligt skulle jeg vælge et bredt læbælte, præget at tjørn og hybenroser. Det er ikke en fornøjelse at pyrsche i.
Langs hegnet går en offentlig grusvej, det havde været nemmere. Den er dog ret befærdet af hundeluftere og eftermiddags branderter, der sniges hjem. Desuden bryder jeg mig ikke om at forskrække folk i fuld camouflage med bue og ansigtsmaske.
Jeg valgte den hårde vej, der var tid nok at arbejde i og dyrene var små 180 meter væk.
Jeg satsede på at dyrene vil bevæge sig hen imod mig og kunne godt se en mening i at vi mødtes på halvvejen. De havde også taget en rigtig retning og gik og essede roligt.
Her vælger jeg så uhensigtsmæssigt at træde på en flok agerhøns. De letter under stort postyr væk fra mig. Af to omgange selvfølgelig. Dyrene tog det pænt. Råen skulede lidt op og ned af hegnet, den unge spidsbuk og rålammet lod sig ikke påvirke.
Jeg mangler kun få meter indtil en plet hvor jeg har godt skjul, mulighed for at trække buen uset og gode chancer for skudafgivelse.
Her er det så de førnævnte agerhøns pludselig kommer tilbage igen. Hen over hovedet på mig. Et og andet havde stødt dem. Dyrene var forsvundet.
Meget undrende stak jeg hovedet frem for at se om jeg kunne finde kilden til uroen. Egentlig havde jeg regnet med en grævling eller en ræv. Det eneste jeg kunne se var først en tiltagende måne, og så en fuldmåne. Om man vil, en hvid røv - og en sort labrador. Det var ikke hunden der skulle tisse, med derimod dens ejer.
Wild-life-image.dk
Om dyrene var blevet skræmt af hendes hvide bukser eller hvad der var indenunder ved jeg ikke. Jeg vidste heller ikke rigtig hvordan jeg skulle reagere. Hun havde set mig efter endt ærinde og var stivnet. Sådan stod vi et halvt minuts tid indtil jeg begyndte at gå hen imod hende. Hun blev stående, skulede skiftevis på mig og lidt ned i jorden indtil jeg vinkede til hende. Endelig gik hun og jeg kunne komme videre.
Jeg tror at hun tisser hjemmefra næste gang hunden skal luftes.
Dyrene var over alle bjerge, synet må være blevet dem for meget. Uroen de havde lavet i skoven var dog nok til at sende andre dyr ud.
Jeg havde stået i hjørnet af skoven i ti minutter, da en rå og et bukkelam løb hen og stillede sig nøjagtig hvor de andre dyr havde stået. Solen var ved at være gået ned så jeg besluttede at pyrsche så tæt på dem som muligt. For øvelsens skyld og lidt for at se om jeg kunne have kommet til de andre dyr, der var blevet stødt. Jeg tænkte ikke søde tanker om hundelufteren, da jeg havde dyrene på 15 meter. Her stod jeg og betragtede dem en halv times tid indtil skumringen kunne hjælpe mig til at komme derfra uset.
Stigen kom op næste dag.
Wild-life-image.dk
Et par dage senere havde jeg igen lidt overskydende tid til at komme ud. Frosten havde bidt sig fast og minus graderne plantede sig i fingrene. Nok mest fordi jeg ikke kan kombinere det at skyde bue og bruge handsker. Så hellere komme hænderne lidt i lommen på skift. Optimismen var stor. Jeg havde både set fasaner og ræv rundt om stigen adskillige gange.
Efter en rum tid viste en silhuet sig i skovkanten - et godt riffelskud væk. Et lam kom ud på marken, så et til. Råen vekslede lidt mellem skoven og marken. Inden længe havde alle seks, de faste dyr - samlet sig. Dog manglede den lille spidsbuk.
De havde taget retning hen mod mig, men brugte et kvarters tid på at komme i gang. Sprang ind og ud af skoven, som de ikke vidste helt hvor de ville hen. Slutteligt tog et bukkelam bestemt retning mod mig. De andre dyr fulgte efter som perler på en snor. De drejede af ud på pløjemarken som de ville korte et hjørne af skoven af. Direkte hen til rugmarken. Herved ville de passere mig lige uden for skudhold. En snedig, lidt lumsk plan fra deres side, men de valgte dog at holde retningen hen til mig. Da det første dyr kom tæt på skudhold, ville jeg ikke risikere at trække buen. De var for opmærksomme og kommer for mange til at jeg kan opfange om de fornemmer mig. Jeg vil vente til de kommer ind i skoven foran mig. Her kan jeg trække buen rimelig uset da buske og deslige camouflerer mine bevægelser.
Wild-life-image.dk
Det går næsten for godt, indtil nu har dyrene gjort deres part til at planen skal lykkes. De har samlet sig og står og esser i skovbunden foran mig. Under 20 meter væk. Mens jeg står og funderer over om den sidste del af drømmen går i opfyldelse, kommer han pludselig: spidsbukken.
Jeg har før set ham falde i staver ved en busk for så at opdage de andre dyr i mellemtiden er gået. Så panikker han og løber forvirret rundt indtil han finder de andre igen. Der var nok det samme der var sket den dag også. Lidt charmerende syntes jeg.
Han har en vagt krøllet opsats og har her sidst på sæsonen noget mere på hovedet end sin kastede overmand. Selv samme har jagtet ham nådesløst rundt hele sommeren. Den store buk er faldet til ro og de to kan gå side om side. Dog holder lillebror et vågent øje med ham. Han springer et skridt til siden hver gang den gamle buk gør en lidt hurtig bevægelse i retning at et udfald, ved at skrabe i jorden eller dreje hovedet.
Det var ret komisk at være vidne til. Igen mangler jeg videokameraet til den slags sjove episoder.
Wild-life-image.dk
Jeg bestemte mig for at den lille buk skulle det være, hvis det blev muligt. Dyrene tog et skarpt sving til venstre som tilsigtet. Jeg trak buen, mens de var delvist væk i buske. Nu kom de ud 15-17 meter fra mig. Jeg havde frit skud til det første dyr, en gammel rå. Herefter fulgte lammene, men bukken lod vente på sig. Han var den sidste i flokken til at komme frem. Han mangler kun at flytte sig 10 cm før at jeg kan slippe pilen.
Det er så her filmen knækker, jeg er opdaget.
Det forreste lam sikrer direkte på mig. Et split sekund senere er alle dyrene urolige, delvist sikrende og virrende med hovederne. I bagklogskabens ulideligt klare lys kunne jeg måske have flyttet buen over på et lam og sluppet pilen. Kun det ene lam og nu en rå sikrede direkte på mig. Jeg havde utvivlsomt sluppet godt fra at lade pilen gå til et af de andre dyr. Jeg stivnede ligesom dyrene i et spinkelt håb om at et lams nervøsitet ville blive ignoreret af de ældre dyr. Lammet blev ikke ignoreret!
Havde jeg bevæget mig og flyttet buen over på et andet dyr var jeg vel også blevet opdaget. Når jeg kan høre deres smasken, kan de vel også se mine bevægelser.
På buejagt må man ikke at slippe en pil på dyr der sikrer direkte på dig. Små dele af et sekund før pilen når frem, hører dyret smældet af buestrengen. Her kan de i visse tilfælde nå at bevæge sig i en uhensigtsmæssig retning og du risikerer en anskydning.
Spørgsmålene er mange, når man efterfølgende ser filmen for det indre øje. Var det fordi at der stod en ny stige jeg blev opdaget. Var der min silhuet mod en åben baggrund eller afstanden fra træet til platformen, hvor jeg var placeret.
Nok er sovsen bedst, men en osso buho uden kød er lidt smagløs. Det er samme fornemmelse man har med sig hjem fra sådan en tur. En lige ved og næsten oplevelse. Det giver blod på tanden, lettere frustration og lyst til mere.
|
