|
Strengeleg på Falster
Foto: Anders Bach
Silende regn, fasaner, harer og to gaffelbukke samt en skæv ryg. Det var det håndgribelig udbytte af en weekendjagt med buen i den sydlige og mere vildtrige ende af landet.
Som nordjyde må man konstatere, at mundvandet ubevist løber en smule, når et drev starter. Der er fasaner overalt. I træerne, på jorden og i luften. Fra tidligere arrangementer kendte vi allerede til mængden af udsatte fasaner på Falster. Fuglene skal tælles i tusinder. Derfor bør man selv som buejæger komme til skudchance i løbet af en dag eller to, tænkte de fleste af os optimistisk.
Med store forventninger om en oplevelsesrig weekend ankom vi til godset, hvor der var indkvartering i kælderen. Mange af de andre fremmødte var efterhånden kendte ansigter fra lignende arrangementer. Det luner altid.
Sent i seng og tidligt op er kutymen sådan en weekend med buejagt og buejægere. Skytten skulle hente os en times tid før solopgang så vi kunne være på plads til skydetid. Parolen lød på, at alt jagtbart vildt måtte nedlægges – dog undtaget gaffelbukke.
Foto: Anders Bach
I den silende regn, der ikke præsentere landsdelen fra sin smukkeste side, blev de 12 buejægere placeret i skoven. Vi måtte dog undvære arrangøren af jagten, da hans pile lå trygt og tørt hjemme midt på sjælland. Han var dog under mistanke for at have gemt dem i soveposen, da han hørte vejrudsigten.
På min post holdt vildtet sig trygt i tykningen. En enkelt hare tumlede rundt for at finde en tør plet på den anden side af lysningen og på grusvejen listede en håndfuld fasaner forbi 50 meter fra mig. Efter to timer i silende regn begyndte jeg at tænke på lovgiverne, der ikke vil legalisere overdækkede hochsitze, som vi ser dem i udlandet. Jeg sendte dem ikke mine venligste tanker.
Foto: Anders Bach
Vi samles op igen af skytten og hans entusiastiske otteårige hjælper.
Morgenen har givet lidt fasaner og en buk. En gaffelbuk. Skyttens grimasser modsvarede jægerens.
Når ret skal være ret så var det en meget lille gaffelbuk, hvor sprosserne kun nærmest kunne anes. Stoltheden var svær at skjule hos jægeren, der havde skudt sin første buk med buen. Han skammede sig dog lidt, da han have overtrådt parolen. Måske havde han bange anelser. Måske han på næste post kom til at stå på en bar og vindblæst knold.
Foto: Anders Bach
Alle jægere kan i detaljer fortælle om det vildt, de har nedlagt. Om bevoksningen, situationen, skuddets placering og lyden, da pilen traf. Det er intense oplevelser, der sætter sig på nethinden, lidt som det første kys bag skuret i skolen.
Efter tiltrængt varm kaffe gik vi igen i skoven. Såten blev afviklet som trykjagt, hvor skytterne placeres fortrinsvis på jorden, mens skytten og dennes hjælper samt en hund, gik en tur i skoven.
De gik roligt, fløjtende og snakkende af sted, hvilket er nok til at flytte vildtet over store afstande.
Før jeg anede det dukkede et grønt fasanhoved op af en tot græs, så ti mere og endnu ti.
De kiggede alle sammen på mig, og jeg vidste at blinkede jeg med et øje er de over alle bjerge.
Mens jeg krøb i skjul bag et træ, længtes jeg mod Nordjylland, hvor fasanerne oftest kommer en af gangen. Da er de nemmere at overliste. Kan man trække buen imens fasanen passere en busk eller et træ, har man dog gode chancer for at komme til skud.
Heldigvis oplevede alle det samme i drevet. Fasanerne væltede rundt om ørene på os - uden at levne den mindste chance for at trække buen i fred.
I et senere tryk blev jeg placeret i en lysning mellem graner og høje bøge. På vejen derind gik fasanerne og drev den af i regnvejret. De var ikke specielt opmærksomme, hvilket tegnede lovende.
Jeg skiftede min skarpe od ud med en blunt (en stump gummiklods beregnet til fuglevildt) og indledte en pyrsch på en grøn fasan. Den bevægede sig hen imod mig og da den nærmede sig skudhold valgte den at sætte sig bag ved en hare.
Hvor haren kom fra anede jeg ikke, heller ikke hvor den blev af, efter jeg på klodset vis forsøgte at montere den skarpe od igen. Fasanen var i mellemtiden gået ind i granerne.
Det sidste stykke ind på posten var jeg godt hidset op over min uduelighed og besluttede, at jeg kun ville bruge skarp od (spids) for eftertiden. Nok er den dyrere at splitte af ved et skud i jorden, men man dummer sig til gengæld ikke, når man endelig er på skudhold af vildt.
Næsten inde på post sad der en sort fasanhøne og tørrede sig i vinden. Jeg øjnede chancen for at komme uset til skud. 15 meter er afstanden, da jeg slap pilen. Men fasaner har en indfødt evne til flade ud som et gulvtæppe, når de øjner fare. I det samme min hjerne gav fingeren lov til at slippe pilen, fladede fuglen ud. Pilen gik lige hen over ryggen på den og med lidt utilfredse lyde fløj den uskadt ti meter ind i træerne, hvor den satte sig.
Pludselig kom haren fra før tilbage. Lige inde i det høje græs foran mig, sad den og koncentrerede sig om lydene fra skytten, der nærmede sig. Mig havde den ikke set. Jeg kunne ikke skyde, da skytten og hans hund gik tyve meter væk på den anden side af tykningen. Nu kom hans hjælper ud fra den anden side og gik hen imod mig. Jeg nåede dog at trække buen mod haren, også for at signalere at jeg ikke havde tid til at snakke lige nu. Han stoppede op. Skytten kom ud på den anden side og ser undrende til, da jeg gik et halvt skridt frem og skød haren på en afstand af ca. 4 meter. Jeg har aldrig før skudt vildt med buen, hvor der var tilskuere på.
Jeg vil gerne skyde en hest. Det var min første tanke, da jeg om aftenen havde pyrschet en hare og manglede ca. to meter i at nå et hul i hækken hvorfra jeg havde skudchance. Men desværre kom to ryttere i rask galop hen over stubmarken, hvor de passerede mig på få meters afstand. Haren forsvandt ind i krattet. En halv times pyrsch var spildt.
Jeg overvejede at overdænge rytterne med min vrede. De anede ikke jeg var til stede og jeg ville nok have skræmt skoene af hestene, hvis jeg havde givet lyd fra mig. Desuden vidste jeg ikke om de red der på lovlig vis.
Skyttens blåviolette ansigtsfarvede, da jeg fortalte ham om hændelsen, fortalte mig dog alt om at de vist ikke havde lov at ride på markerne.
Dog blev min aften reddet lidt, da jeg for første gang trak buen til en sneppe. Jeg trak tre gange for at opgive igen. Der var hele tiden majskolber i vejen, ligegyldigt hvordan jeg vendte og drejede buen. Sneppen travede rundt og pikkede i jorden, som havde den ikke spist i flere dage. Få minutter senere lettede den og fløj sig en tur ud over vander. Intetanende om at den var millimeter fra at lande på grillpanden.
Foto: Anders Bach
Som buejæger går man på jagt med titusinder års erfaring. Dog vil jeg her indskyde, at vores forfædre ikke levede af at skyde fasaner med bue og pil. I så fald var de ikke blevet mange generationer gamle.
Weekendens sidste drev skilte sig lidt ud fra de foregående. Vi befandt os i en skovpart, der ligger ud til en stor græsmark, hvor jeg aftnen i forvejen talte 23 harer på blot ca. 4 ha.
Normalt bruger jeg harebestanden til at bedømme vildtrigdommen på et terræn. På vej på plads, mens otte buejægere gik og småsludrede, skydes en fasan.
I forhold til traditionel hagljagt, hvor der ikke skydes før der er blæst eller man er sat på post, er den slags skud ikke god takt og tone. Men på buejagt er det acceptabelt. Alligevel så de andre noget måbende til, da den glade jæger samlede sit bytte op, hvorefter han mumlede noget med, at det da ikke var så vanskeligt at skyde fasaner med bue.
I samme drev fik jeg en bagpost ved en hegning.
Med vanlig optimisme i kroppen, stillede jeg mig på en høj tue lidt fra hegnet, som dyrene gerne bruger som ledelinie. Få minutter efter drevet var startet, kom også en rålam, det ikke var stresset. Den vidste nøjagtigt, hvor de fløjtende drivere befandt sig. Jeg trak buen og lod dyret komme ind på 10 meter, hvor det kom spidst på. Jeg kan kun skyde i rent sideskud, så jeg vil lade den passere mig. Her valgte dyret at springe igennem hegnet, hvilket om noget giver et dyr stress, når det finder ud af, at det ikke er muligt.
I stedet for at ryge igennem fjedrede det tilbage, som var den løbet ind i en oprejst trampolin. Men jeg var ikke opdaget. Den passede mig på under fem meter i høj fart. Buen måtte slækkes igen.
Det var en lige ved og næsten oplevelse. Lidt den samme fornemmelse som at drysse sukker på sin cornflakes for derefter at opdage, at det i stedet er salt, man har drysset på. Jeg var sikker på, at skulle udnytte chancen, men dyret ville det anderledes.
Efter at have holdt en 70 punds bue trukket en rum tid trængte armene til lidt afstresning. Det nåede jeg knap før der viste sig to kokke og en høne langs hegnet. Buen blev igen trukket, men fuglene gik kun til lågen, der ragede lidt ud fra min position, så jeg ikke kunne skyde. Her vendte fuglene om. Buen slækkes atter.
Jeg kunne nu vælge at flytte mig, så jeg kunne skyde ind mod hegnet eller jeg kunne vælge at blive stående. Der var dog ikke andre steder i umiddelbar nærhed af min anviste post, hvor jeg uset ville kunne trække buen. Jeg blev derfor stående. Igen kom der fasaner langs hegnet. Buen blev atter trukket og fasanerne vendte uden at komme på forsvarlig skud.
Denne seance gentager sig ca. ni gange, hvor jeg til sidst har haft trukket buen tilsammen nok 12 til 14 minutter. Det kan udmagre selv den mest hærdede buejæger.
Jeg kom ikke til skud i dette drev, men der vil gå lang tid før jeg glemmer det. Efterfølgende har det faktisk kostet et par besøg hos en fysioterapeut for at få rettet ryggen ud igen. Hun siger, at den femte ryghvirvel stadig har trukket buen og er drejet til venstre, mens resten af ryggen peger lige ud.
|
