Danner forening til varetagelse af vort råvildts tarv
Årsagen er “brodne kar” uden forståelse for etisk forsvarlig råvildtjagt.
Det er overdrevet at male det billede, at de morgen, middag og aften sidder i hvert eneste markgærde på mellemstore og mindre arealer i det åbne land. Men de jægere, der holder sanserne åbne, kan til gengæld heller ikke undgå at registrere, at jagtpresset på bukkene flere steder i landet er mega, fra bukkejagten går ind 16. maj, til den slutter 15. juli.
Den erfarne jæger, Carl Grønbjerg, Hanning i nærheden af Skjern i Vestjylland, mener ligefrem, at jagtpresset i netop det åbne land nogle steder i landet – bl.a. Vestjylland - er så stort, at det resulterer i en uheldig afskydning af bukke. Her fokuserer han både på kvantiteten og kvaliteten af trofæerne fra mange af de bukke, der skydes netop nu.
Enhver ny riffeljæger skal starte et sted. Alle de, der nu er ældre og mange erfaringer rigere, skulle i sin tid også starte som råvildtjæger ved nulpunktet og har som ungjægere skudt unge bukke med små opsatser, som de i dag ikke kunne drømme om at nedlægge, dvs. gaffelbukke og spidsbukke.
Carl Grønbjerg mener dog, at nedlæggelse af en fejet gaffelbuk er rimelig, når opsatsen har værdi som et jagtminde for den jæger, der skyder den. Derimod finder han det forkasteligt, ja, direkte forargeligt, at der ude i det åbne land udøves bukkejagt af unge jægere, der i iver efter at få skudt en buk, skyder bukke i bast, hvis hoved – fordi en bastbuk ikke anses for at være et værdigt jagttrofæ – efterfølgende smides i en affaldscontainer. Det er simpelthen for langt ude, mener Carl Grønbjerg.
Han synes, at der for Danmarks Jægerforbund ligger en oplagt opgave i at træde til med nødvendig oplysning. Men i erkendelsen af, at Danmarks Jægerforbund p.t. er mere end anskudt på grund af interne problemer, og disse overskygger de problemstillinger i jagten, der trænger til en løsning, så må et andet regi løfte denne opgave. Carl Grønbjerg har derfor taget initiativ til dannelsen af “Foreningen til varetagelse af råvildtets tarv”.
Med foreningen er det Carl Grønbjergs intention via oplysning at få rettet op på de fodfejl, som det er uomgængeligt, en del af den danske råvildtjagt er behæftet med. Eksempelvis mener Grønbjerg, at de om-sig-gribende såkaldte “bukkepralemøder”, hvor forskellige kredse af bukkejægere mødes efter bukkejagten 16. maj om morgenen for at præsentere de nedlagte bukke, hvoraf flere ofte ikke skulle have været afskudt ud fra en gængs trofæmæssig betragtning, er en katastrofe og bør afskaffes. Jo før, desto bedre. Han mener heller ikke, konkurrencer om at blive “Årets bukkejæger” hører hjemme i dansk jagt, fordi den trækker jagten ned på et plan med tips og lotto.
Lovgivningsmæssigt er det desuden nødvendigt med nogle justeringer. Carl Grønbjerg mener således, at der nu må tages hul på debatten om rimeligheden i, at hjortevildt i dag må jages på arealer ned til én hektar, for udlejede arealer dog minimum fem hektar. Han ved godt, at her er tale om en speciel hellig dansk ko, men desuagtet mener han, at man må tage hul på debatten, om ikke tiden er inde til, at man fokuserer på en løsning frem imod indførelse i lovgivningen om større enheder for hjortevildtjagt, eventuelt med kvoter for antallet af dyr, der må nedlægges.
Desuden ønsker foreningen at justere bukkenes jagttid fra i øjeblikket 16. maj – 15. juli. Foreningens målsætning f.s.v.a. forårsjagten på råbuk er enten at afkorte denne til til 16/6- 15/7 (én måned) eller helt fjerne denne . Jagt på råbukkan kunne som i Sverige begynde 16/8
Eventuelt kunne fremtidens bukkejagt indrettes sådan, at den deles i to terminer, henholdsvis 16. maj – 15. juni og igen fra 15. juli – 15. august. Dette vil sikre, at mange af de stærke bukke, der ikke er skudt i maj, kan parre sig med råerne i brunsttiden i august. Samtidig får danske jægere i brunstjagten, der er spændende, en ny dimension i dansk bukkejagt.
Endelig mener Carl Grønbjerg, at råer bør fredes i oktober. Alle ældre råer går i efteråret med diende lam, og hvis de skydes bort fra lammene i oktober, så overlades lammene til en krank skæbne. Derimod kan lammene klare sig selv uden moderen, hvis denne skydes senere i løbet af sæsonen end oktober.
Vil du være medlem?
● Jægere, der er interesseret i at støtte op om “Foreningen til varetagelse af råvildtets tarv”, er velkommen til at rette henvendelse til initiativtageren: Carl Grønbjerg, tlf. 9736 2257. Mobil: 2763 2257.
Email: carl.groenbjerg(@)mail.dk
|