Enorm interesse i hele landet for råvildt-forening
Initiativtager Carl Grønbjerg indkalder til stiftende generalforsamling 8. juli.
- Jeg er ikke bare overrasket og overvældet, men chokeret.
Ordene kommer fra Carl Grønbjerg, Hanning nær Skjern i Vestjylland.
Siden Netnatur.dk 23. maj gik i luften med historien om hans tanker om dannelse af en forening til varetagelse af råvildtets tarv, har han været udsat for et sandt stormløb.
Telefonerne kimede i de første otte dage uafbrudt, og det væltede ind med emails med rosende tilkendegivelser. Responsen bekræfter Carl Grønbjerg i behovet for en forening som den, han lægger op til dannelsen af, og den kommer fortsat fra hele landet fra såvel jægere som folk, som ikke går på jagt.
- En af de positive tilkendegivelser, jeg har modtaget, er fra en skovfoged, der betegnede min ide til en forening til varetagelse af råvildtets tarv som det bedste initiativ i jagtens verden i flere år, siger Carl Grønbjerg til Netnatur.dk, og andre tilkendegivelser går på forargelse over den måde, hvorpå råvildt forvaltes specifikke steder i landet. En tredje reaktion gik på forargelse over unge jægere, der lige har bestået riffelprøven, herefter har adgang til at drive råvildtjagt uden andet kendskab til råvildt og dets biologi, end den de har erhvervet på jagttegnskurset forud for den obligatoriske jagtprøve.
- En forening til varetagelse af råvildtets tarv ligger mig dybt på sinde, fastslår Carl Grønbjerg, og et af de eksempler på uanstændig jagt, han er blevet informeret om, handler om fem unge jægere, der lejer et areal på cirka 15 hektar og beslutter, at de i bukkejagten hver især har adgang til at skyde én buk.
Han kan nævne flere tilsvarende eksempler, men slår sammenfattende fast, at selv om det skulle kunne lade sig gøre at nedlægge fem bukke i løbet af en sæson i et revir på kun 15 hektar, så er det ikke rimeligt at afskyde så mange bukke på så lille et areal. Og det burde nogen informere disse jægere om.
I udkastet til vedtægter for foreningen vil indgå overvejelser omkring råvildtjagt på mindre arealer. Udkastet, der kan læses her, vil blive præsenteret på den stiftende generalforsamling 8. juli. Her vil initiativtager Carl Grønbjerg også foreslå, at foreningen får navnet “Råvildtets tarv”, og han forestiller sig, at den skal have eget emblem og medlemsblad. Har du lyst til at være med?Stiftende generalforsamling 8. juli i Skyttecenter Ulfborg i Vestjylland.
Deltagelse i den stiftende generalforsamling koster 125 kr. Heraf er 75 kr. betaling for et traktement, bestående af gule ærter. Restbeløbet – 50 kr. – dækker det første års kontingent.
Betaling for deltagelse i den stiftende generalforsamling sker på giro, der tilsendes ved at skrive eller ringe til Carl Grønbjerg. Email: carl.groenbjerg(@)mail.com – tlf. 9736 2257, mobil: 2763 2257. Samme sted rekvireres giroindbetalingskort til kun kontingent på 50 kr.
Her er forslaget til formålsparagraffer:
Foreningens formål og målsætning er:
 | at give intensiv information om og øge kendskabet til råvildt, dets biologi og bæredygtig jagt på dette, formidlet gennem alle relevante medier: Jagttidsskrifter, dagblade, elektroniske medier m.v. og evt. ved udgivelse af eget blad. |
 | at søge indflydelse på uddannelsen af riffeljægere, bl.a. gennem forslag til /krav om et kursus forud for aflæggelse af riffelprøven og en stramning af denne(ved fjernelse af den hvide skive), evt. med krav også om mindste viden om råvildt og råvildtjagt med riffel. |
 | at søge indflydelse på de dele af lovgivningen, som vedrører råvildt, bl.a. jagttider med henblik på: 1. fredning af råer i oktober. 2. afkortning/fjernelse af forårsjagten på råbuk. |
På sigt endvidere: - : Igangsætning af en debat om, hvorvidt jagt på råvildt kun bør ske med riffel og opsamling af argumenter herfor.
- : Igangsætning af en debat om problemer ved jagt på små arealer. (formidling af ordninger/naboaftaler, hvor problemet ”hvis jeg ikke skyder bukken, gør naboen det” verserer).
- : Drøftelse af de sikkerhedsmæssige aspekter ved riffeljagt på små arealer.
Foreningen vil søge foretræde for miljøministeren med ønske om sæde i Vildtforvaltningsrådet - som minimum at blive høringsberettiget i forvaltningsspørgsmål vedr. råvildt, herunder fastsættelse af jagttider.
Læs også: | Danner forening til varetagelse af vort råvildts tarvHenning Kørvel: Årsagen er “brodne kar” uden forståelse for etisk forsvarlig råvildtjagt.
|
|