|
|
||||||||||||||||||||||||||||||
 Men da der ikke findes bedre metoder end aldersvurdering på underkæben, må fejlskøn accepteres.
Alle råvildtjægere med et vist erfaringsgrundlag har det tæt inde på livet: Når en nedlagt buk aldersvurderes, så øges sværhedsgraden ved en alder over to-tre år.
Hvor det er enkelt at vurdere alderen på bukke indtil toårs alderen på tandudviklingen og det relativt ringe tandslid, så bliver estimeringen af alderen herefter sværere, fordi der ikke findes en fællesnævner. Slidtagen på tænderne varierer nemlig fra område til område, fordi den hænger sammen med det bonitetsbestemte fødeudbud i miljøet.
Der er således en klar tendens til, at individer i landets frodige egne, hvor dyrene groft udtrykt æder “smør”, har et mindre tandslid end jævnaldrende individer fra mindre frodige egne, hvor de i vinterhalvåret æder flere knopper fra løv- og nåletræer end råvildt i landets frodige egne.
Resultatet kan således blive, at hvor tandsliddet hos en fire-femårig buk fra landets frodige del umiddelbart kan give associationer til en lavere alder, så kan tandsliddet hos en kun toårig buk fra mindre frodige nåleskovsområder til forveksling ligne det, man normalt venter at støde på i underkæber fra bukke med mellem fire og fem år på bagen.
Dette illustrerer problemet i præcis aldersvurdering for dyr over to-tre år. Og hvor svært det kan være, blev blotlagt, da to DMU-ansatte i 1990’erne bedømte over 200 underkæber fra råvildt, hvis alder var ukendt for dem, men kendtes i systemet, fordi de kom fra råvildt i undersøgelserne på Kalø, og de var mærkede som lam.
De to DMU-folk tog fejl af alderen i 50 procent af tilfældene. Flest rigtige gæt havde de for underkæber fra treårige dyr med henholdsvis 65 og 68 procent rigtige gæt. Betydeligt færre rigtige gæt præsterede de for dyr over tre år, hvilket stemmer overens med den almindelige erfaring: Jo højere alder, desto vanskeligere er det at bedømme alderen alene på grundlag af tandsliddet i underkæben.
Som hjælpemiddel kan bruges en tandrække, dvs. en samling underkæber fra råvildt i alle aldre, hvor man ved at sammenligne underkæben fra det nedlagte dyr med den tilsvarende underkæbe i kæberækken får et bud på alderen.
Der findes også andre metoder, fx optælling af årringene i en tand, der skæres igennem. Denne metode har været beskrevet som stensikker, men det har dog vist sig, at det er den ikke, fordi årringene ofte markeres diffust. Da metoden desuden kræver adgang til snitværktøj, mikroskop og et solidt erfaringsgrundlag i denne teknik, så giver det sig selv, at den aldrig nogen sinde vil blive almindelig til vurdering af nedlagt råvildts alder.
Udtrykt med andre ord er den ene metode ikke bedre end den anden. Og da aldersbedømmelse på grundlag af tandsliddet i underkæben ikke er hverken dårligere eller bedre end andre metoder, så skrotter DMU den ikke, idet holdningen er, at jægerne fortsat må acceptere fejl i bedømmelsen af nedlagt råvildts alder på grundlag af tandsliddet i underkæben. Alternativet findes i det mindste ikke.
|
INDHOLD
|
|
|
|
|
|||||||||||||||||||||||||
