Kartoffelbukken
Blæsten bølgede i kartoffelplanternes blade og regnvandet stod højt mellem rækkerne. Det var langt fra bukkevejr, men hvor intet voves …
Af Lars Juhl Røn 10.07.2007
Og vandt over bukken, det gjorde jeg en kold, regnfuld og forblæst aften, sidst i juni.
Jeg havde én gang tidligere set bukken. Jeg stødte den et par dage forinden, da den stod sammen med en rå i en lavning på kartoffelmarken. Jeg ville skyde genvej over rækkerne og i det jeg trådte op på forhøjningerne mellem rækkerne, sprang de blot 50 meter borte. Det var stadig tidlig på aftenen og det var mit håb at bukken ville komme tilbage. Det gjorde den også efter 2 timer, men der sad jeg med kikkerten for øjnene og var afskåret fra at se hvad der forgik uden for det snævre synsfelt. Jeg fik dog kikkerten ned tidsnok til at se bukken hoppe ind i noget tæt krat.
Denne aften var kikkerten gemt væk. Blikket var stift rettet mod det punkt i træerne, 40 meter længere fremme, hvor bukken sidst var kommet ud. Denne gang skulle den ikke slippe ubemærket væk. Sidste gang jeg så bukken var klokken 22 da den kom ud. Det var også hvad klokken var blevet og jeg kikkede om muligt mere intens, på det lille område hvor jeg sidst havde set bukken.
I det samme fanges opmærksomheden af en bevægelse helt ude i øjenkrogen. Ca. 70 meter væk kom et fuldkommen sommer rødt og smukt dyr ud af skoven. Bukken. Jeg svinger straks skydestokken i retning af bukken og kikkertsigte fanger dyret. Bukken gik langs kartoffelmarken og hvilken buk… Områdets næringsfattige sandjord er ikke just kendt for store bukke, men denne må ha spist sine kartofler op.
Bukken trådte op på en forhøjning med forbenene og kikkede ned mod mig. Det kunne ikke gå galt tænkte jeg. Bladet var fri og skuddet gik. Bukken gik ned på stedet med en høj bladkugle.
Ovenud lykkelig for at jeg valgt at trodse regn og blæst, kunne jeg bære bukken op over kartoffel rækkerne. Næsten fremme ved gården mødte jeg en rå. Vinden var lige i dens snude, men den blev stående. På 40 meters afstand fløjtede jeg efter råen og vinker med hånden. Den kikkede nervøst til siderne og små løb ned mod mig. Det var først da den var under 10 meter væk, at den stoppede op og kikkede intens på mig. Først dér troede den sine øjne og sprang. Duften fra bukken som jeg bar over skulderen, måtte ha sløret min fært. En perfekt afslutning på begivenhedsrig aften…
|
