Mere religion i råvildtforening end saglighed
Råvildt skal ikke præges som en malkekvægsbesætning, hedder det i dette indlæg.
Af Henrik Duus, Frederikssund 05.07.2006
Jeg har med nogen gru fulgt med i debatten omkring den nye forening ”Råvildtets Tarv”. Jeg skriver ”med gru”, da jeg finder denne forenings eksistens helt hen i vejret. Senest har Kim Møller Hansen (KMH) her på Netnatur atter fremsat nogle påstande til fordel for foreningen.
I sin indledning i artiklen af 04.07.06 udtaler KMH bl.a. ”så længe der er tale om saglige og velbegrundede argumenter”. For mig at se er der vældig langt mellem de ”saglige og velbegrundede argumenter” fra KMH’s side. Som jeg læser foreningens målsætning, handler det mere om religion, end om saglighed, og det har nu aldrig været sundt at blande religion ind i en debat, kig blot ud i verden.
Jeg har gået med på jagt, siden jeg var 8-9 år og har haft jagttegn siden jeg var 16, er ca. 10 år ældre end KMH og bruger jf. min hustru alt for meget tid på jagt. Jeg har undervist jagttegnsaspiranter de sidste 20 år og nyder alle former for jagt, men dog især hvert forår bukkejagtens glæder. Jeg har kun skudt bukke i Danmark og har haft mange gode og spændende oplevelser med såvel årsbukke som ældre bukke. Jeg har utroligt svært ved at se fornuften i at afskaffe bukkejagten i foråret, samt indskrænke efterårsjagten. Der bliver i dag dræbt i tusindvis af stykker råvildt på landevejen og jernbanen. Såfremt de omtalte fredninger blev indført, ville de tal blot stige.
KMH henviser til en undersøgelse fra 1993/94, hvor der blev nedlagt 50 % bukke, hvilket jf. DMU skulle være ca. 20 % for meget. Hvis du havde været lidt saglig KMH, så havde du skrevet, at på trods af dette, så er råvildt bestanden siden 1993 steget betragteligt i Danmark, altså har det ikke nævneværdig indflydelse på den samlede bestand, at der jf. DMU bliver skudt for mange bukke.
Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor det er så vigtigt for nogen at udsætte bukkejagten til efter brunsten. Tilhængere af dette påstår, at så har de stærke og ældre bukke nået ”at føre slægten videre” inden de bliver skudt. Jamen – disse stærke og ældre bukke er jo min. 3 -5 år gamle og har derfor i min. 3-4 år beslået adskillige råer i området, så argumentet for bukkejagt efter brunsten holder ikke. KMH vil gerne ”lukke” diskussionen om bukkejagt i udlandet skriver han, men han kan dog alligevel ikke afholde sig fra, at blande hans meninger om ”rigtig og urigtig” bukkejagt ind i billedet. Her har vi religionen igen. Jeg kan ikke undgå at undre mig over, at stolte og store råvildt lande som England – Skotland – Ungarn mv. starter bukkejagten tidligere i foråret, end vi gør i Danmark og åbenbart har succes med det.
Jeg mener, at de danske jægere er gode til at forvalte råvildtet og at råvildtet i Danmark bliver forvaltet godt. Jægerne kan godt finde ud af at holde igen med jagten, hvis det i en periode er nødvendigt, ligesom de fleste i forvejen er tilbageholdne med at skyde råvildt i oktober. Med 160.000 jagttegnsløsere vil der altid være brådne kar, men det kan ikke være rigtigt, at alle skal lide under disse få brådne kar. Kig på, hvordan anskydningsproblemet med ræv, gæs og edderfugl blev løst. Der blev talt om lovgivning, men inden det kom så vidt, blev problemet løst forbilledligt af jægerne gennem holdningsbearbejdelse. Hvis der overhovedet er noget problem med bukkejagten, så bør det løses lokalt med holdningsbearbejdelse.
Det er i øvrigt ikke kun de heldige bukke, der overlever forårsjagten. Den ”kloge” og snu buk vil ofte klare sig og ”gemme” sig i forårsperioden og først komme frem netop til brunsten, hvor tilhængerne af den nye forening så kan skyde den!
For mig at se handler hele baggrunden for denne forening alene om at pådutte andre, hvad ordentlig bukkejagt er. Der er ikke et eneste sagligt argument for afskaffelse af forårsjagten. Råvildtet er vel uden sidestykke det vildt, der trives bedst i den danske natur og hvorfor skulle mange jægere ikke kunne få lov til at nyde/jage det? Hvorfor danner man ikke en forening til varetagelse af haren eller agerhønens interesser? De kunne trænge noget mere til det end råvildtet.
Jf. Jægers top-ti bukkeliste ville en buk, der for 10 år siden var på listen, ikke have en chance i dag, hvilket jo viser, at jægerne godt kan holde igen og lade bukkene få lidt alder.
Et af foreningens mål er også at få ændret ved arealstørrelsen. Det er helt hen i vejret, hvis man nu begynder at kræve ”Hollandske tilstande” i Danmark for at gå på jagt. Hvis først disse negative tiltag mod jagt bliver vedtaget, bliver de ikke ændret igen, det viser historien. Det vil derfor være helt forrykt, hvis en kreds af jægere alene på baggrund af følelser begynder at arbejde for dårligere forhold for jægerne i Danmark.
Det er fint nok, at vi jægere vil det bedste for vildtet, det hænger for mig helt naturligt sammen med det at være jæger. Vi gør derfor også en masse for vildtet, laver foderstriber i brakmarkerne, planter læhegn osv., men nogen gange føler jeg, at kæden hopper lidt af. Nogle jægere går utroligt meget op i avlsmateriale, og nogen gange har jeg jægere mistænkt for, at jo større trofæet er, jo bedre er/var jagtoplevelsen. Det er i mine øjne en lidt farlig tendens. Vi må ikke glemme, at der er tale om vilde dyr, som vi kan nyde og høste overskuddet af, men vi skal ikke med vold og magt ind og præge disse dyr, som om det var en eller anden malkekvægsbesætning.
Jeg har med glæde læst Ole Roed Jakobsens indlæg vedr. hans holdning til foreningen, og jeg er helt enig med Ole Roed Jakobsen, den forening kan kun give jægerne gåsehud.
Såfremt foreningen bliver en realitet, og såfremt KMH får en betydningsfuld post i foreningen, evt. i bestyrelsen, mener jeg i øvrigt, at Danmarks Jægerforbund bør tage KMH’s ansættelsesforhold op til revision.
Læs også: | Bukke skulle ikke jages før efter brunstenKim Møller Hansen: Kim Møller Hansen argumenterer her hvorfor. Samtidig løfter han sløret for sin identitet. |
| Stiftende møde i “Råvildtets tarv” som annonceretHenning Kørvel: Stiftende generalforsamling i “råvildtforening” som planlagt 8. juli i Skyttecenter Ulfborg. |
| Nødvendigt vi ser selvkritisk på råvildtjagt!Henning Kørvel: Kim Møller Hansen spiller bolden tilbage til Jægerforbundets formand, Ole Roed Jakobsen.
|
| Foreningsvision i live på trods af idemandens dødHenning Kørvel: Foreningen “Råvildtets Tarv” søges stiftet trods initiativtager Carl Grønbjergs død 20. juni. |
| Bukke betaler prisen for højt jagtlejeniveauHenning Kørvel: - Behov for en forening til varetagelse af råvildtets tarv, mener Kim Møller Hansen.
|
| Formandskandidat: “Råvildtforening” giver mig gåsehudHenning Kørvel: Ole Roed Jakobsen modstander af dannelsen af forening til varetagelse af råvildtets tarv. |
| Enorm interesse i hele landet for råvildt-foreningHenning Kørvel: Initiativtager Carl Grønbjerg indkalder til stiftende generalforsamling 8. juli. |
| Danner forening til varetagelse af vort råvildts tarvHenning Kørvel: Årsagen er “brodne kar” uden forståelse for etisk forsvarlig råvildtjagt.
|
|