Nomaderne hos råvildtet
Sibirisk råvildt vandrer ofte 200-400 kilometer mellem levesteder om sommeren og vinteren.
Bortset fra, at overskydende bukke og råer i bestande af det europæiske råvildt, Capreolus c. capreolus, i forsommeren udvandrer fra det revir, hvori de er født, for at etablere sig nye steder, så er racen alt andet lige hjemmefødninger (stedfaste).
Helt anderledes forholder det sig for sibirisk råvildt, som lærde ikke kan enes om, hvorvidt det er en underart af Capreolus c. capreolus, eller det er en selvstændig race.
Aleksey Danilkin, russisk vildtbiolog, hælder til den anskuelse, at det sibiriske råvildt er sin egen, fordi dets antal kromosomer afviger fra det europæiske råvildt. I hans taksonomiske orden kommer den latinske betegnelse derfor til at lyde: Capreolus p. pygargus.
Mere interessant er det, at Capreolus p. pygargus findes ud over det nordlige Kaukasus fra Volga og østover til Uralbjergene, Bajkal, Altaj, Jakutien og det nordlige Kasakhstan. Ruslands ubetinget største bestand af sibirisk råvildt findes i Kurganprovinsen imellem Jekaterinburg og det nordlige Kasakhstan. Omkring Bajkalsøen afløses det sibiriske råvildt af den kinesiske variant, Capreolus p. tianschanicus, ofte benævnt Tianschan-råvildt. Under ét skønnes, at de to geografiske racer dækker et område på totalt set 7,5 millioner kvadratkilometer.
Så langt, så godt. Modsat europæisk råvildt i al almindelighed, så foretager både sibirisk og kinesisk råvildt sæsonbestemte vandringer mellem sommer- og vinteropholdssteder. Typisk er det, at før vinteren sætter ind, så forlader dyrene i flere bestande sommerområderne, fordi sneen vil begrænse deres muligheder for at finde føde. Desuden vil høj sne gøre dem til et lettere bytte for rovdyr, primært los og ulv.
Vintervandringerne finder sted, når det sætter ind med frost, og dyrene vender tilbage til sommerområderne, når vejret i april-maj bliver mildere. Afstanden mellem sommer- og vinterområder er ofte 200-400 kilometer, og på de lange vandringer svømmer dyrene ofte over søer og floder.
Tidligere var det en udbredt opfattelse, at sibirisk råvildt er udprægede nomader, hvor europæisk råvildt er blevet betragtet som stedbundent. Så sort og hvidt er fakta imidlertid ikke. Nogle steder i Rusland findes nemlig bestande af sibirisk råvildt, der er stedbundent, og som derfor ikke veksler mellem sommer- og vinteropholdssteder.
Omvendt er det i Ukranie konstateret, at europæisk råvildt om vinteren forlader sommerbiotopen på grund af sne og søger til områder med gunstigere livsbetingelser. På baggrund heraf kan det konkluderes, at nogle bestandes adfærd, at forlade sommerområdet, for at vende tilbage til det i april-maj, ikke er racebetinget, men derimod bestemmes af de fysiske forhold i dyrenes normale sommerområder. Facts om racerne | Hvor europæisk råvildt er 65-75 centimeter over skulderen, er skulderhøjden hos sibirisk råvildt 90 centimeter. Kropslængden er 1,40-1,45 meter. Voksne dyr vejer 40-60 kg, men der er dog set enkelte individer med så høj en vægt som cirka 80 kg. En god opsats fra sibirisk råvildt har en stanglængde på cirka 40 centimeter, og karakteristisk er det, at ved basis hælder stængerne ud til siden, så der opstår en stor afstand mellem rosenkransene. Stanglængden kan i bedste fald nå op på 47 centimeter. En veludviklet sibirisk råbuk er seksender, men det forekommer, at bukke både har fire-seks sprosser på hver stang. |
 | Tian Shan-råvildt, der foruden i Tian Shan i det sydlige Kasakhstan findes i det sydlige Altaj, Mongoliet, Trans-Bajkal, den fjernøstlige del af Rusland, Korea og i det nordlige og centrale Kina, har en skulderhøjde af cirka 86 centimeter. Kropslængden er 1,25-1,37 centimeter. Vægten er 32-40 kg, og opsatsens stænger bliver sjældent over 37 cm høje. Under ét visualiserer sibirisk og kinesisk råvildt, at råvildt der lever i de kolde nordlige og østlige egne, udvikler en større krop end europæisk råvildt i de mildere vestlige og sydlige egne. |
|