|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Bestandene går kun fortsat frem i de tyndest besatte egne, men er ellers stabiliseret.
Det “tonser” frem.
Påstanden om udviklingen i den danske råvildtbestand, er velkendt. Og da råvildt i dag firkantet udtrykt står overalt i vores kulturlandskab, så kan man ikke fortænke nogen i opfattelsen af, at det fortsat “tonser” frem.
Blot svarer dette ikke til virkeligheden. Råvildtbestanden gik derimod frem overalt i Danmark indtil 1993, hvor fremgangen stoppede i landets frodige sydøstlige og østlige egne, fordi landskabets bæreevne for råvildt her var nået. Tilbagegang blev endda konstateret, mest markant i de tidligere Sønderjyllands og Storstrøms amter. Men råvildt går dog fortsat frem i de tyndest besatte egne af Danmark, dvs. Vestjylland og Nordjylland, hvor landskabets bæreevne for råvildt endnu ikke er nået.
Bestandsudviklingen afspejles i vildtudbyttestatistikken, der er et af de mest nyttige værktøjer i vildtforvaltningen. Lige siden råvildtudbyttet i 1993 rundede 100.000, har udbyttet med en enkelt undtagelse på 113.000 i 2003-2004 holdt sig på den anden side af 100.000 og nåede i 2004-2005 således op på 111.300 for i 2005-2006 at tage et dyk til 106.600.
Inden den nationale råvildtbestand nåede mætningspunktet i første halvdel af 1990’erne, havde den været stigende siden slutningen af 1800-tallet. Det var dog først ved vildtudbyttestatistikkens indførelse i 1941, der blev sat størrelsesorden på jagtudbyttet, som i det første år, jægerne indberettede til statistikken, nåede op på 20.000. Som et kuriosum skal med, at i det samme jagtår nåede jagtudbyttet af harer op på cirka en halv million. Dengang var der næppe nogen, der kunne forestille sig, at godt 60 år senere skulle råvildt blive mere almindeligt end harer, men dette er ikke desto mindre blevet tilfældet, idet jagtudbyttet af harer lå på 60.000 i 2005-2006, mens udbyttet af råvildt om ikke nåede op på det dobbelte, så dog lå på 106.600.
Bestandsudviklingen frem mod, at råvildt i dag er en nøglevildtart i kulturlandskabet beror på et sammenspil af flere forhold. Grundlæggende er den udtryk for, at råvildt trives godt i kulturlandskabet, og der overalt er rige fødemuligheder, med det store areal med vinterafgrøder også i vinterhalvåret, kombineret med at der findes dækningsmuligheder, så dyrene kan søge i skjul. Rejsning af skov er en anden vigtig faktor med plantningen af plantager i Jylland som de vigtigste elementer.
På plussiden tæller også det faktum, at vintrene i Danmark er relativt milde sammenlignet med dem, råvildt bydes i Nordskandinavien, Østeuropa og Centraleuropa. Medvirkende er endvidere, at råvildt i Danmark kun har en naturlig prædator – ræven, hvis prædation af navnlig lam i den første tid efter fødselen kun påvirker råvildtbestandene i begrænset omfang. Endelig har danske jægere aktier i bestandsudviklingen på grund af tilbageholdenhed med afskydning af råer. En politik, der er fornuftig, når en råvildtbestand ønskes øget, men som derimod ikke er det, når mætningspunktet er nået, for så bør råerne i en bestand beskydes med indtil en femtedel af det samlede råvildtudbytte.
Ingen vildtbestande, heller ikke råvildtbestanden, kan fortsætte med at vokse i al evighed. Et områdes bæreevne for råvildt påvirkes bl.a. af den mængde føde, der står til rådighed, dens tilgængelighed, tætheden af dyr og muligheden for at søge i skjul. Jagt påvirker naturligvis bestandstætheden, fordi den holder den naturlige dødelighed på et lavere niveau end i bestande uden jagt, og formeringsraten stiger. Da den forøgede formering er grundlaget for jagt, så er denne altså bæredygtig, når det årlige udbytte ikke påvirker muligheden for et tilsvarende jagtudbytte i de følgende år.
Selvom landskabets bæreevne for råvildt p.t. er nået i undtagen de tyndest besatte egne af landet, så er det heller ikke ensbetydende med, at der ikke kan stå endnu mere råvildt i Danmark end de skønsmæssigt op imod 400.000 dyr, den nationale bruttobestand udgør i dag. Kontinuerligt plantes i Danmark ny skov, og hvis den fordobling af skovarealet Folketinget har opstillet som målsætning, foretages med løvtræer, så er der ingen tvivl om, at landskabets bæreevne for råvildt øges, og der på længere sigt således kan stå mere råvildt i Danmark end i øjeblikket. Men om en fordobling af skovarealet fra i dag godt 11% mod kun 4% i begyndelsen af 1800-tallet ligefrem vil betyde en fordobling af råvildtbestanden, kan ingen i dag naturligvis garantere for. Men perspektivet er fascinerende.
|
INDHOLD
|
|
|
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||
