RAMbukke…
En af vores ypperligste jagtformer – Bukkejagten - er sindigt, men uomtvistelig blevet inficeret af de krav vi generelt formulerer til hverdagslivet i vores højteknologiske computersamfund.
Af Henrik Juel Hansen 11.05.2007
Der forventes i stadig stigende grad ubetinget succes og målbare resultater. Afskydningen af vores bukke har udviklet sig mere og mere til at handle om kvantitet frem for kvalitet. Trods det faktum, at råvildtbestanden mange steder i landet har bredt sig med markant hast inden for de sidste årtier prioriterer desværre kun et relativ mindre antal inkarnerede bukkejægere det ofte fornødne tidskrævende arbejde med selektiv afskydning af bukkene for at fremme bestanden af stærke bukke. Årets buk, den første og den bedste, skal for mange bukkejægere vedkommende helst spottes og nedlægges straks som bukkejagten gives fri, så vi tørt og kontant kan dokumentere vores beslutsomhed og handlekraft i forbindelse med tidens i øvrigt udmærkede trend – Den lokale jagtforenings bukketræf hen ad morgenen på premieredagen, inden vi lettere forsinket haster videre til jobbet. Og så er bukkejagten måske samtidig overstået for det år, inden den rigtig er skudt i gang.
Udebliver derimod det håndgribelige succesparameter, trofæet, inden for de første par dage fortvivler mange bukkejægere, som var det levebrødet, der var på spil. For de skal, næsten koste hvad det vil, have bukken. Som havde de overset, at de ikke længere skal leve af jagten? - Men med jagten, dens uforudsigeligheder og udfordringer. Men trods vores fristelser til at generalisere og fastlægge normer for råvildtets færden, så er bukkejagten gud ske lov netop ofte kendetegnet ved at rumme det uventede – Det, vi ikke havde foruddiskonteret. Og har vi ikke fået bukken indenfor de første par uger tangerer vi den svære termin, hvor vi for alvor får brug for ihærdighed, vilje og ikke mindst kløgtighed, hvis ambitionen om at nedlægge en eller flere bukke skal bære frugt – Især, hvis reviret tillige ikke rummer en tættere bestand af bukke eller der er flere jægere om budet på samme revir.
Vi har nok også alle sammen på et eller andet tidspunkt kunnet nikke genkendende til nogen frustration over, at jagtreviret ikke har givet det forventede afkast af sommerbukke. Fristelsen til at tage mindre pæne metoder i brug i bestræbelserne på at justere på tallene i jagtjournalen ligger lige for - Men anstændig jagtetik hos langt hovedparten af os, lader det blive ved tankerne, og ikke sjældent skammer vi os efterfølgende over, at vi overhovedet har tænkt tankerne så langt ud.
Men for nogen ”jægere” kniber det gevaldigt med at tøjle ”kreativiteten”, når de for alvor møder modstand på Dianas stier. Deres forblændede trofæbegær afstedkommer hvert år rundt omkring i landet groteske og absurde situationer i forbindelse med forårets bukkejagt, som det var tilfældet for en lille halv snes år siden på en mindre fynsk herregård.
Her havde en passioneret midaldrende bukkejæger, som konsortiemedlem, ikke haft det fornødne held til at nedlægge årets kvotebuk. Den mere og mere fortvivlede bukkejæger vrider hjernen til bristepunktet - for sin kvotebuk vil han med djævlens vold og magt have nedlagt. Efter megen refleksion åbenbares en dristig plan for hans åsyn. "Kan jeg ikke komme til bukken, så må den komme til mig". Han kontakter en bekendt ungjæger og inviterer ham med på bukkejagt en aften sidst i juni. I konsortiets jagtstue instrueres ungjægeren grundigt ved hjælp af et kort over reviret - ad hvilken rute han stille og roligt i ”skovturstempo” skal gå en skovpart systematisk igennem på kryds og tværs - og så forhåbentlig trykke en buk frem til et strategisk udvalgt sted i højskoven, hvor den passionerede bukkejæger bevæbnet med riflen vil afvente begivenhedernes gang. Med ungjægeren som dirrende føl og ganske uvidende om det etisk set tvivlsomme foretagende, drager vores passionerede bukkejæger beslutsomt til skovs.
Ganske kort tid efter de har forladt jagtstuen ankommer en anden af konsortiets medlemmer til reviret, for gud ved hvilken gang at prøve kræfter med en god seksender, som havde drevet kispus med ham ved adskillige lejligheder i løbet af forårspürschen. På matrikelkortet i jagtstuen markerer han hvilket område, han har til hensigt at jage i - og noterer sig i forbifarten, at skovparten øst for det område han har besluttet sig for at sætte sig på anstand i, er besat af et andet konsortiemedlem. Efterfølgende traver han op til den udvalgte skovpart og kravler til tops i en hochstand. Efter en god halv times tid, som bl.a. fordrives med at iagttage en essende rå med to 3 uger gamle lam små 50 meter inde i et felt med rødgraner til venstre for hochstanden, bliver skoven bogstavelig talt levende under ham. Rå og lam springer til stor forundring i rasende fart forbi hochstanden - Det er helt afgjort ikke ham, der har stødt dyrene. Det kan kun være det andet konsortiemedlem, som tilsyneladende pürscher, som fanden læser biblen. For at fuldende tumulten så sønderflænges skoven umiddelbart efter af et rungende brag. De sidste små 20 minutter til lukketid vælger den desorienterede konsortiejæger at forholde sig afventende i hochstanden for så at kravle ned og trave retur til jagtstuen.
Her finder han den midaldrende bukkejæger sammen med ungjægeren i færd med at konsumere dåseøl i dyb tavshed. Den midaldrende bukkejæger bryder slukøret tavsheden og bekender, at han havde skudt forbi til en gaffelbuk, som havde passeret ham i en afstand af godt og vel 50 meter i rask trav. Bukken havde hans unge kammerat efter bedste evne trykket frem til ham. Det målløse konsortiemedlem satte sig og fik beskrevet hele hændelsesforløbet detaljeret fra først til sidst. Hans forundring og den efterfølgende diskussion om jagtetik og uskrevne spilleregler, skal jeg skåne jeres øjne for ...Men trykjagt på råvildt turde være en efterårsforeteelse. En i øvrigt glimrende og skånsom jagtform til selektiv afskydning af efterårsbestand i reviret – I forbindelse med forårets bukkejagt forekommer jagtmåden dog til gengæld snarere kompromitterende for manglende tålmodighed, held og evner til at håndtere pürschjagtens uskrevne spilleregler. Bukkejagt er singlemands jagt på godt og ondt. Manglende tid og evner bør ikke være tilstrækkelig lødig motivering for, at de uskrevne regler brydes. I sidste ende handler det i al sin enkelthed om et valg – Et valg af livsstil. Og har vi ikke den fornødne tid til at integrere konsekvenserne af det valg i vores hverdag, bør vi snare som mange andre inkarnerede bukkejægere hvert år drage udenlandsk på en uges komprimeret bukkejagt med mere eller mindre sikker afskydningsgaranti som surrogat frem for at indlede ”kreative” projekter med efterfølgende moralske kvaler.
Eller, måske skal vi banalt set bare nå til en erkendelse af, at vi ikke for en hver pris nødvendigvis hvert år skal nedlægge en eller flere bukke trods den omstændighed at bestanden af råvildt er steget betragteligt. Vores renomme´ som jæger er absolut ikke nødvendigvis ligefremproportionalt med antallet af nedlagte bukke.
Måske kan vi hente nogen standhaftighed og visdom hos en af mine gode jagtkammerater. En lun forårsaften for et par år siden i slutningen af maj står han bag stuehuset på sit flot tilplantede nedlagte landbrug og betragter en lille gaffelbuk inde på naboterrænet i håndkikkerten. En buk han uden held havde efterstræbt en 14 dages tid. Bedst som han står og fordøjer synet af "sin" buk vælter den og få brøkdele af et sekund senere når et øredøvende brag hans øre. Bukken rejser sig igen og styrter af sted durk til de evige jagtmarker. En noget særpræget oplevelse. Da jeg efterfølgende bad ham sætte ord på oplevelsen, svarede han uden skuffelse og ærgrelse i stemmen. ”Det var godt naboen fik sig en buk ”
" Næste år - eller næste år igen bliver det måske min tur". Velvidende, at hans ihærdige indsats for at forbedre områdets biotop for vildtet for alvor er ved at fæstne sine spor. Eller som Søren Kirkegaard i sine filosofiske værker så rammende har formuleret det, forventningens glæde er sjældent den ringeste. Men uanset hvilke forventninger vi glædes over, så er den fortravlede computeralder en fattig undskyldning for at redigere bukkejagtens uskrevne regler – og bedrage sig for den mangfoldighed af livsbekræftende sanseindtryk, som er stærkt integrerede elementer i bukkejagten uanset nedlagt buk eller ej. Knæk og bræk med den ”rigtige” buk derude i foråret og forsommeren.
|
