|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 - Det kommer vi sommetider ud for, siger schweisshundefører Jørgen Lang på Sydsjælland.
Bekendtgørelse om eftersøgning af anskudt Vildt fastlægger proceduren for, hvordan jægere skal forholde sig, når påskudt klovbærende vildt ikke findes inden for den fastsatte tidshorisont. Men ét er åbenbart teori, noget andet praksis.
Jørgen Lang, Danmarks førende registrerede schweisshundefører med bopæl på Sydsjælland, har i indeværende bukkejagtsæson i det mindste fået kendskab til tre anskudte bukke, som hverken han eller nogle af hans kolleger i Schweissregistret havde hørt om, fordi der i det enkelte tilfælde ikke var rekvireret schweisshundefører, da bukkene blev anskudt – i samtlige tre tilfælde på forskellige arealer på Skælskøregnen.
- I det ene tilfælde drejede det sig om en buk, der var påskudt forfra, og som var alvorligt anskudt fra halsen og ned over denne til boven. En landmand fik øje på bukken, da han kørte og sprøjtede sin mark og fik affanget den. I det andet tilfælde havde en jæger strejfskudt en buk, men ikke tilkaldt en schweisshundefører, da det skete. Da han nogen tid senere skød en buk, men ikke kunne finde den, blev jeg tilkaldt, og da bukken var fundet, var der ingen tvivl: Det var den, han havde strejfskudt nogen tid forinden. I det tredje og sidste tilfælde blev en påskudt buk fundet forendt, fortæller Jørgen Lang, men understreger, at de tre omhandlende tilfælde ikke er enkeltstående. Kolleger i Schweissregistret, der bl.a. opererer omkring Kalundborg og Vipperød, melder om analoge tilfælde.
Indtil skrivende stund (16. juni) havde Jørgen Lang i indeværende bukkejagtsæson været på eftersøgning 58 gange – i 35 tilfælde med positivt resultat. Det er flere eftersøgninger, end han plejer at have i den første måned af bukkejagten. Men han er ikke i tvivl om årsagen: Den høje undervegetation og de høje afgrøder på markerne vanskeliggør det for jægerne at finde de nedlagte bukke, og den høje vegetation giver ofte en dårligere skudkvalitet.
- Allerede da bukkejagten gik ind 16. maj, var undervegetationen høj. Og jægerne har derfor skullet bruge mere tid til bukkejagt. Hvor vi i andre år har set en meget stor afskydning af bukke i den første tid af sæsonen, har den i år været bredt mere ud, hvilket har medført, at jeg stort set har været ude at søge efter anskudte bukke hver eneste dag. Karakteristisk for indeværende år er også, at jeg har været kaldt ud flere gange til tapskud. Dem plejer vi normalt først at have sidst på sæsonen, når undervegetation og afgrøder på markerne er blevet høje, og jægerne derfor er tilbøjelige til at skyde for højt. Når vi ser tapskud nu, så hænger det sammen med, at undervegetationen og afgrøderne var høje fra sæsonstarten, hvor løbsskud ellers er mere normale end tapskud, siger Jørgen Lang og føjer til, at han i år har været kaldt ud til stedse flere kontroller af skud, der viser sig at være forbiere. Han oplever det dog positivt, at jægerne også bruger schweisshundeførerne til at tjekke mulige forbiere.
Både på grund af afgrøders og undervegetationens højde, og der åbenbart var mindre bevægelse i råvildtet, så afspejlede den mindre skudintensitet sig i, at Jørgen Lang på premieredagen 16. maj fik færre tilkaldelser end normalt, nemlig 12. Af disse sendte han fire videre til andre schweisshundeførere. Nogle af disse blev slet ikke kaldt ud til eftersøgning af anskudte bukke 16. maj, hvilket er ret usædvanligt.
Overskudte forløb, bagløb, tapskud og lunge/bladskud involverede tilkaldelserne 16. maj. Jørgen Lang havde den dag følgeskab af en norsk jæger, der i sit hjemland udfører analoge opgaver med, hvad nordmændene betegner som eftersøgningshunde, og ønskede at få indblik i den danske praksis på området. Nordmanden var derfor med Jørgen Lang, da denne blev rekvireret af en jæger, der var kommet for skade at overskyde et forløb på en buk, der presset af hans hunde søgte i havet og svømmede så langt ud, at hundene gav op og vendte tilbage, hvor de atter havde fast grund under poterne. Efter nogen tids svømning frem og tilbage vendte også bukken tilbage, hvor den var kommet fra, og da den steg i land, blev den affanget med et skud, afgivet af nordmanden, som af Jørgen Lang forinden var blevet udstyret med et dansk jagttegn.
Jørgen Lang er med over 1.500 positive eftersøgninger den danske schweisshundefører, der har fundet mest anskudt hjortevildt overhovedet i Danmark. Han brænder for opgaven, og det ville derfor klæde systemet at hædre ham, når han i august passerer 25-året for sin indtræden i de registrerede schweisshundeføreres rækker.
|
INDHOLD
|
|
|
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||
