|
Opret dig som bruger 
|
Dianas veje
uransaglige
Wild-life-image.dk
Men på den dåvildtjagt, der omtales her, blev den rigtige – en novice – hendes yndling.
Det havde frosset et par grader de sidste nætter. Der var derfor is på pytterne på slæbesporet. Og det gule græs, der bredte sig ud foran mig i en lavtliggende sump, som lidt længere borte gik over i krat og højskov, var pyntet med dekorativ rimfrost. Meget passende, kunne man mene, fordi vi var inde i årets sidste måned, og den store højtid nærmede sig.
Trefjerdele inde på slæbesporet anviste skytten mig min post nær en enlig rødgran. Herfra kunne jeg både overskue mit skudfelt, samtidig med at jeg sad skjult for dåvildt, der søgte denne vej.
Efter at jeg havde takket for posten, jeg straks kunne lide, ilede skytten tilbage til hovedsporet for at køre til enden af såten og indlede trykket sammen med sine hjælpere. Da såterne var store, og derfor tog lang tid, havde jeg god tid til at tage bestik af omgivelserne, domineret af egetræer, som matcher Lollands fede lerjord, i denne skov cirka 600 hektar. Sydøst på støder et græsningsoverdrev til, som er med til at give råderum til i størrelsesordenen 400 stykker dåvildt. Så stor en bestand af Cervus d. dama sætter følgelig sit præg på skoven. Med i betragtningen skal dog tages, at bestanden har været endda noget større.
Foto: Henning Kørvel
Slæbesporet, som jeg var posteret bagved, leder ud til det sydlige skovbryn. Her sås tydeligt hegnet, der omgiver det totalt set cirka 700 hektar store revir, der udover dåvildtbestanden er interessant på den måde, at skoven bærer præg af, at den i 1700-tallet blev indrettet til parforcejagt. Med skelen til Frankrig blev denne jagtform indført i Danmark af Kong Christian 5. Og så sent som i 1882 fik den en opblomstring på Frijsenborg Gods.
En stor mørk skygge, der med ét åbenbarede sig oven over de høje ege ud mod det åbne land, gav et fingerpeg om et tredje interessant aspekt: Havørn. En sådan repræsenterede den skygge, jeg så oven over egene, før den forsvandt i himmelrummet ude over det åbne land. Havørnen ruger i denne skov … har set den flere gange. Også siddende på en stor sten ude ved kysten.
Cirka 20 minutter efter, at jeg havde indtaget min post, lød et riffelskud. Kort efter lød endnu et. Og snart spottede jeg dåvildt – dåer og kalve – i mit skudfelt. De var omkring 90 meter ude, og da en då vendte bredsiden til, slap jeg kuglen fra min .300 Winchester Magnum og så dåen fare bagud, inden den faldt om – forendt. Ledsagerne tog flugten i den retning, som de var kommet fra. Jeg fulgte dem gennem sigtekikkerten uden at få chance til at skyde endnu en då eller kalv, inden de blev opslugt af skovens træer og var ude af øjesyn.
Foto: Henning Kørvel
Endnu lød et par skud. For mig lød de som sød musik, for da jeg var koordinator på dagens jagt, var det naturligvis rart, at så mange som muligt af de ni deltagere foruden jeg fik ild i krudtet. Denne såt var dagens anden. I første såt var der skudt en då. Flere havde dog set dåvildt, også jeg, men dyrene blev inde i såten. Det forekom mystisk. Men da jeg atter oplevede fænomenet i anden såt, men hvor jeg grundet kuglefang kunne afgive skud, ringede klokken: Dyrene forbandt naturligvis passagen ud over sporene med fare. Årsagen er indlysende, fordi der havde været afviklet flere trykjagter, før det blev vores tur. Og da der skal et vist antal jagter til for at få skudt de dyr, der skal skydes, for at man kan holde bestanden på det ønskede niveau, så lærer de instinktivt, at der er knyttet fare til at krydse ud over sporene.
Andre deltagere havde bemærket det samme fænomen, erfarede jeg, da jeg omsider stødte til ude på hovedsporet. Vi skulle have endnu en såt inden frokost. Også i denne fik nogen ild i krudtet, hvilket dog ikke gjaldt jeg. Jeg havde til gengæld fået råvildt ind på nethinden. Råvildt matcher ganske vist ikke store dåvildtbestande særlig godt, og råvildtbestanden i reviret har derfor været i bund, men er øget i takt med, at dåvildtbestanden er reduceret.
Foto: Henning Kørvel
Da såten omsider var omme, og vi mødtes ude på sporet, viste det sig, at jagtudbyttet nu var øget til ni stykker dåvildt. Efter at være blevet brækket op og hængt op på vildtstativet, gik alle til den sikre såt i jagthytten, et hyggeligt træhus i gammel stil. Frokosten forløb hyggeligt, indtil en deltager ville forstyrre madroen med en tale, der var pinlig, og som blev anskuelsesundervisning i, at hvis en taler ikke kan levere en tale, der løfter stemningen, så skal man ikke tage ordet. Og hvis man endelig gør det, så skal man ikke – som denne taler gjorde – prøve at gøre sig til på andres bekostning. Det faldt ikke i god jord, men viser på sin vis også, at ligeså hyggeligt et jagtselskab kan være, ligeså egnet er jagt til at blotlægge de mørkeste menneskelige egenskaber.
Eftermiddagen, der blev kort, eftersom det var lukketid 15.45, blev hektisk. Det gjaldt om at udnytte tiden optimalt. Vi nåede da også yderligere tre såter. Men da det var markant sværere at få dåvildtet i tale, blev der følgelig afgivet færre skud end om formiddagen. Sådan er jagt nu engang. Men en af deltagerne, der var en af de få uheldige, som ikke havde haft ild i krudtet, var tilsyneladende uenig i dette. Den pågældende gav i det mindste udtryk for, at “dette her ikke var rigtig jagt”. Et synspunkt, der tydeligvis udsprang af det manglende jagtheld. Mon den pågældende, som jeg af hele mit hjerte havde undt, havde fået Cervus d. dama ind i sigtekikkertens trådkors, havde formuleret sig på denne måde, hvis han havde haft jagtheld? Næppe.
Jagt under hegn kan altid diskuteres. Og jeg mener også, man skal forholde sig kritisk til dette, især når det drejer sig om mindre hegn. Men ikke alle jægere har selvkritisk sans. Med gru mindes jeg en jagttegnsløser, der i et lukket chatforum berettede, at han i en hegning, der akkurat overholdt lovens mindstekrav på 50 hektar, havde skudt en muflonvædder. Med til historien hører, at han til trods for, at hornene ikke var længere end godt 40 centimeter, betegnede den som et godt trofæ, som sandelig skulle hovedmonteres.
Foto: Henning Kørvel
Episoden taler for sig selv, men at udtale, at trykjagt i et cirka 700 hektar stort revir, der tilfældigvis er hegnet, ikke er rigtig jagt, er ikke lødigt. Efter min opfattelse.
Da finalesåten var til ende, var dagens udbytte øget til 12 stykker dåvildt. Men beklageligvis havde nogle ikke fået ild i krudtet. Sådan er jagt. Og på også denne jagt havde Diana haft en yndling, som hun forkælede. Den pågældende, der ikke havde skudt dåvildt før, og som jeg ved, ikke vil tage det ilde op, at jeg betegner ham som novice, eftersom han var grøn i jagtfaget, var blevet velsignet hele tre gange af jagtgudinden og havde på perfekt vis udnyttet alle hendes tilbud og havde altså nedlagt tre stykker dåvildt. Sådan.
Selvfølgelig havde det været rart, at samtlige deltagere havde skudt dåvildt. Men når det ikke kunne være sådan, så glædede det mig, at Diana, hvis veje ofte er uransagelige, var ovenud gavmild over for begynderen. Det er jeg hende dybt taknemmelig for. Derimod kunne jeg sagtens have været foruden, at den deltager der i skuffelse over ikke at have haft ild i krudtet, postulerede, at trykjagten ikke var rigtig jagt, hængte selskabets nestor ud i en lokalavis for en fejltagelse, der kun kom denne og revirets jagtvæsen ved.
Jeg skal derfor ikke kommentere den. Men vil blot notere, at der ikke blev anskudt noget dåvildt, og at parolen i undtagen det ovenfor nævnte tilfælde blev fulgt til punkt og prikke. Ved parolen var det blevet indskærpet, at dåvildt ikke måtte skydes på spring, men kun når dyrene stoppede op, for dette giver en mere sikker skudafgivelse. Og når dyrene stopper op og “sikrer”, er det også lettere at tage bestik af dem, før der skydes, hvilket var ret væsentligt, fordi kun dåer og kalve måtte nedlægges på denne trykjagt. Et punkt, der blev fulgt i undtagen ét tilfælde. Det slog ikke skår i glæden over jagten. Men at den uheldige deltager måtte til lommerne for at udrede en bøde, er en anden sag, der kun gjorde ondt på den pågældende.
Siden vikingetiden
Wild-life-image.dk
Dåvildtet er muligvis genindført til Danmark i vikingetiden. I Valdemar Sejrs jordebog fra 1231 er dåvildt i det mindste nævnt, idet det konstateres, at Cervus d. dama fandtes på flere mindre øer. Og vikingerne menes derfor at stå bag reintroduktionen.
Dåvildt, der stammer fra Asien, men er indført til Europa, havde ganske vist levet i Danmark i den sidste mellemistid, men forsvandt herfra under den sidste (tredje) istid. Først i romersk kejsertid er arten genindført til Middelhavslandene, hvorfra der er sket en spredning til det øvrige Europa.
Den største dåvildtbestand på den frie vildtbane findes i Gribskov. Her opregnes bestanden til 600 stk., efterfulgt af Vestamagers bestand på cirka 450 dyr. Den fritstående danske bestand estimeres til cirka 5.400 stk. Herudover findes en samlet bestand på over 1.600 stk. under hegn, og med et så anseeligt antal er dåvildt mere talrigt end den fritstående kronvildtbestand.
|
INDHOLD
|
|
