|
FASANDYRET I
DET 21-ÅRHUNDREDE
Foto: Uffe Lohmann Rasmussen
Året var omme, og jeg gjorde status som det sig hører og bør. Tankerne gik tilbage til det lune lysegrønne forår med duekurren, nattergalesang og bukkepürch. Tilbage til varme høstdage og den fornøjelige duejagt over nylagt stub. Tilbage til de første fasanjagter.
- Jeg sad og hang over min jagtjournal for 2003, forsøgte at formulere en passende afslutning for året. Det er ikke nemt kortfattet at opsumerer et helt jagtår, der er så meget at tage af . Det faldt mig pludselig ind at noget nyt noget anderledes måtte være passende, og i den sammenhæng var der for mit vedkommende èn ting som trådte markant frem. Opdræt og udsætning af fasaner.
Jeg havde ikke tidligere været medlem i jagter hvor fasaner blev udsat. Det var nyt for mig og nyt for det lille landsbysyndikat hvor jeg er medlem. I de foregående år havde vi drevet vores jagt som ”rough shoot”, og det hyggede vi os ganske godt med. Det blev til 5-6 jagter på en sæson, og på gode dage faldt der en halv snes fugle, men der var også dage med kun én fasan på paraden. Lige meget for det, spændingen og forventningen lurer altid lige under overfladen, og hunden og ungerne havde fået lidt frisk luft. Sidste såt blev henlagt til The White Hart den ene af landsbyens to pubber. En passende afslutning på en jagtdag.
Alt åndede fred og idyl i vores lille paradis, men så stak slangen sit fæle hoved frem. Det begyndte i al uskyldighed med lidt fodring for to år siden. For et beskedent beløb og en ligeledes beskeden arbejdsindsats forøgede vi således bestanden af fasaner på terrænet. Hundene fik noget mere vildt at gå efter, og vi fik flere fugle at skyde til. Jagten blev mere spændende og fornøjelig. Det så ud til at vi havde fundet den rigtige formel. Vi havde taget den første bid af æblet.
Ad omveje blev vi imidlertid bekendt med, at et par game keepere i omegnen hældede til den opfattelse, at vi skød ”deres” fasaner. Med andre og mere ligefremme ord, vi havde på usportslig vis fodret deres fasaner til. At tale om dine og mine fasaner på den frie vildtbane forekom i første omgang som et udtryk for misundelse. Ved nærmere eftertanke måtte vi dog vedgå at have foretaget en vis form for manipulation, velvidende at en bestand af vilde fasaner stort set ikke forekommer i vores del af England. Formuleringen ”en vis form for manipulation” kunne alle tilslutte sig, og den gjorde sit til at vores samvittighed ikke led for megen overlast. Den sindrige formulering ændrede imidlertid ikke ved det faktum, at vi stod over for et valg. Skulle vi vende tilbage til de uskyldsrene rough shoots uden fodring, eller skulle vi tage skridtet fuldt ud med udsætning for at undgå yderligere anklager. Vi havde jo smagt på æblet,og det smagte sødt og godt.
Foto: Uffe Lohmann Rasmussen
Alting har sin pris, at købe kyllinger klar til udsætning har én, som ligger uden for syndikatets budget. Indkøb af daggamle kyllinger er en anden løsning, men vi valgte den billigste. At ”lave” dem selv. Et nyt medlem i syndikatet har en fortid i game farming, og han blev naturligvis primus motor i projektet. Vi havde det held at vores første sommer som opdrættere var dejlig tør og varm. Vore 26 høner blev mere eller mindre galant vartet op af 7 kokke. Resultatet heraf blev næsten 1000 æg som blev leveret til et rugerei, og aftalen var så at vi, når tidspunktet passede ind i vores kram, fik ca 300 daggammel kylling som ”betaling” for vores æg. Skarpt overvåget af vores x game farmer var det nu op til Jonathan og mig at passe de små kræ. Der var meget nyt at lære, men vi gik op i sagen med iver og havde megen glæde og fornøjelse af vores nye virke. Vi puslede om de kære små, og glemte til dels hvilken skæbne der ventede dem.
Foto: Uffe Lohmann Rasmussen
Det gik mod midsommer og vore små fasaner trivedes. Vi havde desværre mistet 36 kyllinger i den første uge, men de resterende var alle sunde og raske, og den store flyttedag vi havde set frem til i spænding oprandt. Først blev kyllingerne mærket, derefter ned i transportkassen og så afsted ud på terrænet hvor de blev sluppet fri i deres nye voliere. Vi sad som stolte forældre og stirrede beundrende på vores ”førstefødte”. Se som de kunne kile omkring og snappe insekter, skrabe og smutte om i det tætte buskads. Nu skulle de bare have fred, lære sig at komme ud og ind af ræveristen og komme til vejrs for natten, så skulle der nok blive fine fasaner ud af dem. Tilbage var nu blot at holde rovtøjet fra døren. Naturligvis er alle rovfugle totalfredet i England som i de fleste lande i Europa, og de arter som findes på vore strøg gør iøvrigt ingen skade på fasanhold. Med mikkel i spidsen var det de firbenede røvere, vi måtte vare os for. Vi skyede ingen midler for at beskytte vores kæreste eje. Fælderne kom frem. Der var jo både mink, ildere, polecats og rotte, og alle sammen var de ude efter vores fasaner derom herskede ingen tvivl. Som tiden gik og panikken lagde sig, indskrænkede vi antallet af fælder. Èn rottefælde under foderkassen og en enkelt minkfælde i åbrinken lod vi blive. Sidstnævnte gjorde fangst, og den mink var vi, såvel som lystfiskerforeningen, gerne foruden. I løbet af sommeren fik 3 fede rotter tillige snudeskaftet for langt frem.
Foto: Uffe Lohmann Rasmussen
Det var under denne udryddelsesiver af rovtøjet, at jeg kom til at tænke på Svend Fleuron´s bog FASANDYRET fra 1934. Med denne bog forsøgte Fleuron at gøre opmærksom på den helt utilgivelige og katastrofale udryddelse af bl.a. rovfugle, som på den tid foregik i Danmark for at beskytte de store fasanbestande på mange af landets godser og herregårde. Bogen er henlagt til det fiktive gods Galtenborg hvor en brøsig overjæger kaldet Bomben, revirjæger Phøl samt underjæger Hundstrup huserede. Historien fortælles gennem godsets nye jagtelev Knudsen, som ved sin ansættelse bliver formanet af Bomben at passe godt på ”Rovtøjet”. Hermed mente han ”alt som fløj eller løb, og som kunne tænkes i mindste måde at gøre skade på den store vildtbestand”. Efter de formanende ord sluttede Bomben af i en mere fornøjet tone, og gjorde Knudsen opmærksom på at han endnu i denne måned ville få 1 kr. for hver indleveret kattehale. Man skyede ingen midler i kampen mod rovtøjet, og for nu at Knudsen ikke skulle være i tvivl så gjaldt det at få ram på ”dem med klør og rovnæb”, som Pøhl udtrykte sig. Til sin store forundren og rædsel oplevede Knudsen således hvad der foregik bag facaden. ”Det er vejen frem” fik han at vide. ”Ville folk tilfredsstille deres skydelyst og have rimeligt udbytte af de på sporten ofrede penge, kunne kun den moderne kulturjagt byde dem chancer” tordnede Bomben.
De tider er forlængst forbi og godt for det. Spørgsmålet er imidlertid om jagten i Danmark trækkes med et nyt FASANDYR.
Jagt er og bliver et kontrovertielt emne idet en naturlig følge heraf er at vildt slås ihjel, og jagt drives for fornøjelsens skyld. Uanset hvilke argumenter som gives for jagt er dét en kendsgerninger som står tilbage. Der er ingen rational forklaring på hvorfor vi går på jagt. En forklaring findes uden tvivl, men jeg er bange for, at det bliver et skoleridt i den tunge ende af psykologien. Min personlige og mere enkle udlægning er, at vi drages af en passion som ikke lader sig fornægte. Jagt er.
Så langt så godt men kan vi tillade os kunstigt at øge vildtbestanden bare for vores fornøjelses skyld. Er det FASANDYRET i det 21-århundrede ? Overjægeren på Galtenborg satte jagtloven og al sund fornuft over styr, men han så at fremtiden bød på forandringer. Indefra diskuteres og formes jagtens udøvelse ud fra etiske principper og en fornuftig hensyntagen til naturen. Set udefra er det imidlertid ét fedt om jagten drives nok så ansvarsfuldt og humant, tilbage står stadig at mennesker skyder vildt for fornøjelsens skyld, og i tillæg forøges bestanden af visse vildtarter kunstigt under en eller anden form, og det, igen set udefra, er måske med til at mindske forståelsen for og accepten af jagt. Vil det i fremtiden blive et argument for de dele af samfundet som gerne ser jagten yderligere begrænset ?
Jagten er som så meget andet i vor tid faldet offer for udbud og efterspørgsel. For at aflaste presset ser vi f.eks. flere og flere jægere slå sig sammen, vildtbiotoper anlægges og der foretages supplerende udsætning. Det til trods har jagten stadig sin naturlighed i sig, og sådanne tiltag skal der være plads til i et moderne samfund uden fordømmelse af sporten. Der er sket en tilpasning, hvilket også har medført indskrænkninger, som desværre sjældent nævnes når fænomenet jagt kritiseres. I dag har jagten ingen skeletter i klædeskabet ingen FASANDYR at trækkes med. Vi står tilbage med en god og sund sport, som i videst mulig omfang bør bevares for fremtiden. Historien, traditionerne og Danmarks natur byder os dette.
|
