Fredag den første
Wildlife Image: Michael Sand
Vi danner en kæde. Tre mand og tre hunde går på plads foran høje brændenælder og næsten mandshøje siv og tidsler. Patronerne dumper i kammeret. Hundene er urolige. Så er sidste mand på plads. Jagten kan begynde. Den første hund slippes, og vi tager de første skridt. De første i den nye sæson.
Af Michael Sand ms@netnatur 01.01.2000
Kæden bevæger sig
Der flyver en kok og der en mere. De gamle fugle kender uroen og ved, hvad den betyder. Men der er flere fasaner. Mange flere. Det vidste vi, for vi havde set dem pile i brakken, da vi gik på plads. Men parolen er klar. Kun de fugle, som hundene har kontakt med, må nedlægges. Bestanden skal holde sæsonen ud.
Kæden stopper
En oprakt hånd. Der er stand. Hurtige vinger og et plumt skud fra min venstre fløj. Dagens første kok hænges på tasken. Kort tid efter er det fra højre fløj. Samme procedure. Stand og en kok i brakken. Næste gang må det være min tur. Og nu står hunden. Endelig. Men det er en høne, som går inden rejseordre. Hunden forsvinder atter i brakken. Det er fredag den første, og ud af brakken glider en grå skygge. Den går bagud. Bøssen svinges, og i næste øjeblik triller det vintergrå dyr over en fugtig lysning i den høje brak.
Wildlife Image: Michael Sand
Kæden holder pause
Der diskuteres. Dyr i brakken er uventet. Vi fortsætter. Men brændenælderne bliver tættere. En høne letter foran mine støvlesnuder. Den var tæt på. Uvilkårligt kigger jeg under sålen. Mon den fik halen med? Ved grøftekantens høje siv roder hundene rundt, og en fasan tager først en og så en hele hale af unge kyllinger med sig i flugten. Jagtens effektivitet er dalende. Hundene er plaget af nælderne. Selv har vi beskyttet os i tykke waders. Hundene er røde om øjne og snude. Vi har røde ører over det, vi har budt dem.
Kæden går i opløsning, og i samlet flok går vi mod nyt terræn
Vi deler os. Afstanden bliver større og større, men vi ved, hvor vi mødes. Nu er der stille på skråningen ved mosen. Hunden står. Og der. Endelig den gamle kok med sving i de yderste halefjer. Men nej. Kokken har hønsene med, og inden jeg når at slippe skuddet, har den gemt sig bag brune hale- og vingefjer. Tiltrækkende ænder smider sig med lange mellemrum i mosen. Vi lister på skudhold og får en and, da de rejser. Men den fugtige mose holder også på fasanerne. Vi ser flere gamle fugle uden kyllinger. Klokken nærmer sig. Det er snart opbrud, og jeg mangler situationen! Kokken foran hunden, prikken over i'et.
Jeg forlader kæden, og skyder en omvej
Jeg følger et gammelt levende hegn, og ved en nedlagt jernbane står hunden. Endelig. Et lille ryk og den forsvinder i brombærrisene. Krydser fingre for at det er en kok. Det er sidste chance. Næste såt hedder aftentræk. Og der kommer den. Ud af krattet med skrål og larmende vinger. Snart hænger den over bøsseløbet, med aftensol og vind i fjerene. Vores første kok.
Kædens svage led er atter stærk. Stærk i glæden
|
