Jagtheldet i lyrens tegn
Foto: Henning Kørvel
Dansk jægers længe nærede ønske om at nedlægge urkok gik i opfyldelse på trampejagt.
Vi har alle vores særheder og ønsker. Jeg havde gennem flere år således ønsket at nedlægge tjurkok og urkok. Hvorfor? Jeg er ikke artssamler i dette begrebs egentlige betydning. Men ønskede blot at nedlægge de to nævnte kokke, fordi jeg synes, at de er smukke og rangerer på linje med stortrappen og vildkalkunen. Alt andet lige, så er stortrappen ikke jagtbar i Spanien og Ungarn, hvor den findes i levedygtige bestande. Derimod er der ingen problemer i at skyde kalkunkokke af udsat herkomst i Tjekkiet, Slovakiet, Tyskland og Østrig - bastionerne for den canadiske vildkalkun i Europa. Og jeg har skudt den i Mæhren i Tjekkiet.
På tjurens hjemmebane – gammel skov – havde jeg allerede i 1970’erne spottet den udfarvede kok, spraglede ungkokke og høner i rødbrun fjerdragt. På ligeledes dens rette hjemmebane havde jeg set urkok og dens høne, der er ligeså prunkløs som tjurens vedhæng. Der var bare lige det lille problem, at når jeg spottede tjuren, så skete det på elgjagt, eller jeg fik den ind på nethinden under bukkejagt. Urfuglen spottede jeg gerne på bæverjagt i april. Altså altid uden for skovfuglenes jagttid.
Men så skete det, at jeg endnu engang gjorde Norge i både tjurens og urfuglens jagttid – ganske vist i andet ærinde, der fordrede riffel, men alligevel. Da riffelærindet var forrettet, gav jeg over for min norske jagtkammerat udtryk for mit længe nærede ønske om at nedlægge tjurkok og urkok.
Han svor, at det ikke ville blive noget problem at skyde om ikke både tjurkok og urkok, idet jeg kun havde en dag til rådighed, før jeg skulle tilbage til Danmark. Men jeg skulle nok få den ene, og selv mente han, det mest sandsynlige var urkokken. Tjurkok kunne sikkert drille lidt, men med hjælp fra en vis frøken Diana kunne det også ske, at tjurkokken kom i galgerne. Men alt andet lige fandtes på reviret i Sørlandet flere urfugle end tjurer. Statistisk set indstillede jeg mig derfor på, at muligheden for at få urkok i galgerne var større end at skyde tjurkok.
Roger, min norske jagtven, udstyrede mig med en af sine haglbøsser, en Simson Suhl over & under, der var hårdt boret, men ellers passede mig udmærket. Jeg blev også udstyret med haglpatroner med 32 gram 3-hagl af bly, forstås. Vel ankommet til reviret 500-600 meter over havets overflade fik jeg endelig anvist den del af det, hvor han mente, jeg på walk-up jagt havde størst mulighed for at sende fouragerende urfugl eller tjur på vingerne. Mens jeg gennemtrevlede terrænet, som er en blanding af ældre skov og yngre skov, garneret med søer, vandløb og fjeldsider, som danner slugter med spredte træer, buske og mindre vandløb, ville han gøre rent i hytten. Og han ville også hugge noget brænde, så vi havde noget at putte i ovnen og støbejernskomfuret, der havde set bedre tider.
Jeg startede i kanten af den største af søerne, hvor bæverpinde, dæmningsbyggeri og en bæverhytte afslører, at her bor Castor fiber, som er mest aktiv morgen og aften og ikke her midt på dagen, hvor jeg traskede af sted efter skovfugl. Stilheden varede dog ikke så længe, men blev med et brudt af en grønspættes gennemtrængende advarselsskrig, da den lettede fra et fyrretræ og snart forsvandt ind i yngre skovbevoksning lidt længere fremme. Efter yderligere en times vandring, hvor der ikke skete andet, end jeg spottede nogle få småfugle og en ravn, nåede jeg frem til buskadset ved den anden sø i reviret. Tempoet var moderat, men jeg indså, at det ved walk-up jagt uden hund og uden kendskab til reviret i øvrigt krævede lidt held at få skovfugl for haglbøssen. Men just som jeg tog et nyt skridt, og satte foden på en tør gren, der knækkede, lettede en blåsort fugl cirka 20 meter borte. Urkok. Og et splitsekund efter fulgte hønen. Jeg kastede haglbøssen til kinden, og stod kort efter med kokken – blåsort og smuk – i hånden. Mit ønske om fuglen med lyreformet halepynt var gået i opfyldelse.
Jeg rullede kokken ind i medbragte aviser og lagde pakken ned i rygsækken, før jeg fortsatte med en fornyet energi. Roger havde sagt, at jeg skulle være på vagt, når jeg gik igennem den fjeldskærmede slugt med spredt træbevoksning. For det var her, han sommetider spottede tjur. Og han har også fået tjur på galgen i slugten, der dog ikke var komfortabel at færdes i, fordi terrænet dels var opblødt, og dels var det stejlt og klippefyldt, så man skulle have styr på fodfæstet. Jeg gik af flere grunde derfor forsigtigt fremad, men da jeg steg op på en lille klippeblok for at sondere terrænet, skete det: Med et spektakel, som kun en stor fugl kan mestre, gik en tjurhøne på vingerne 35-40 meter borte med kurs mod terrænet nedefter. Da jeg ikke kunne vide, om den havde været sammen med en kok, søgte jeg med forsigtighed en stor del af slugten igennem, men opnåede kun at blive svedig.
Der skete ikke yderligere. Og ved 16-tiden returnerede jeg til hytten. Roger havde hørt skuddet, og spurgte ivrigt:
- Tjur eller urfugl?
- Urfugl, svarede jeg og halede den op af rygsækken.
- Det er et smukt eksemplar. Tillykke! Næste gang må du ha’ tjurkokken, sagde han.
- Ja, tak, meget gerne svarede jeg.
Tiden må så vise, hvornår det lykkes.
|
