Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Klart nej til

industrijagt

Wild-life-image.dk

 

Dansk Land- og Strandjagt på Sydsjælland er ude efter industrijagten på fasaner

 

Af Henning Kørvel 21.01.2003
Journalist
hkpress@image.dk

 

På et formandsmøde i Dansk Land- og Strandjagt søndag 26. januar vil organisationens forening for Sydsjælland, Møn og Nordfalster forsøge at få opbakning til et forslag, der vil begrænse industrijagt på fasaner væsentligt.

 

- Vi er ikke modstandere af, at der udsættes fasaner som hjælp til naturlige bestande. Vi er derimod modstandere af masseudsætninger af “skydefugle” til industrijagt, som vi ikke har nogen som helst sympati for, siger Tage Petersen, Vordingborg, der foruden at være lokalforeningsformand sidder i Dansk Land- og Strandjagts hovedbestyrelse.

 

Løsningsmodellen til en begrænsning af industrijagten ser sådan ud:

Forbud mod udsætning af mere end to fasaner pr. hektar.
Forbud mod handel med og eksport af fasanæg.
Forbud mod salg af fasanhøner, efter at disse har lagt æg.

 

- Årsagerne til, at bestandene af harer, agerhøns og fasaner i det åbne land har fået det dårligere i de seneste årtier er flere. Givet er det dog, at det trækker i negativ retning, at der årligt bliver indfanget store mængder fasanhøner til æglægning, med masseudsætning af fasankyllinger og salg og eksport af fasanæg for øje. I de egne af Danmark, hvor der drives intensivt jagtvæsen og industrijagt, fanges der mindst 50.000 fasanhøner om vinteren. Disse fasaner skal genudsættes inden 31. maj, men efter at have lagt unaturligt mange æg i fangenskab – i gennemsnit 40 stk. pr. høne – er de ikke til megen gavn, da de ikke formår at avle et kuld kyllinger efter genudsætningen, argumenterer Tage Petersen.

 

Wild-life-image.dk

 

- Det hævdes sommetider, at de fasanhøner der indfanges, er jagtvæsenernes egne, udsat sommeren forinden af dem selv, hvilket skulle retfærdiggøre indfangningen af dem. Forholdet er imidlertid, at da vilde fasaner fra det åbne land om vinteren søger til foderpladser i skovene, så indfanges også de med det resultat, at der i omegnen af store opdrætterier stort set ikke findes vilde fasaner, siger Tage Petersen, og her vil den foreslåede regel om udsætning af højest to fasaner pr. hektar være til en stor hjælp. For med begrænsningen vil der blive behov for indfangning af færre høner, idet der i kraft af også forbudet mod salg/eksport af æg skal produceres færre fasanæg.

 

Netnatur: - Hvad skal kompensere for de indtægter, jordbrugerne mister på industrijagt?

 

- De kan leje jagten ud til konsortier, som gerne betaler 500-700 kr. pr. hektar. Desuden er der ikke noget problem for jagtlejere i, at de kun må udsætte to fasaner pr. hektar, fordi jagtlejere i forvejen ikke udsætter tilnærmelsesvis så mange fasaner som jagtvæsenerne til industrijagt. En anden meget stor gevinst ved at begrænse udsætningen er, at den vil lette DOF’s/DN’s opmærksomhed mod jagt og især mod store udsætninger af skydefugle – fasaner – til industrijagt. Nogle steder udsættes der mellem 10.000 og 25.000 stk.

 

- Vi vil gerne have fasanen tilbage til det åbne land. Man kan dog have sine tvivl, om de fasaner der er opdrættet på moderne vis er egnede til ophjælpning af vilde fasanbestande. Hvis de ikke er det, så må der andre fasaner til. Med vilde fasaner i det åbne land vil vi få jagten tilbage, for på industrijagt går man ikke på jagt, men stilles på jagt, og man skal end ikke røre ved det skudte vildt.

 

Wild-life-image.dk

 

Med til forslagspakken hører ønsket om, at fasanhønens jagttid føres tilbage til den, som gjaldt, før den nugældende jagtlovs ikrafttræden, dvs. fra 21. oktober til 30. november, hvor fasanhønen i dag må skydes fra 16. oktober til 31. december. Da fasanen sammen med harer og agerhøns er trængt i det åbne land, giver det sig selv, at der ikke var biologisk belæg for at gøre fasanhønens jagttid over én måned længere. Jagttiden blev kun forlænget af hensyn til industrijagten.

 

- I Storbritannien har undersøgelser tilbage i 1960’erne vist, at fasaner, opdrættet på moderne vis, er syv gange ringere til at reproducere sig end vilde fasaner. Opdrættede fasaner bidrager således kun i ringe grad til at sikre en vildtlevende bestand af fasaner. Tilbage står kun det økonomiske argument, båret af lyst til en massenedskydning, vi ikke har nogen sympati med.

 

Vedtages den sydsjællandske lokalforenings forslag på søndag, så vil de straks blive sendt videre til Skov- og Naturstyrelsen, der utvivlsomt ekspederer dem videre til Vildtforvaltningsrådet, og hvis de her får det blå stempel, og også miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) mener, de er fornuftige, så vil forslagene relativt hurtigt kunne implementeres i de relevante bekendtgørelser.




Nuværende situation
06 Sep 2008


Byger
17°C
Solopgang 6:23 am
Solnedgang 7:52 pm