Lev og lad dø
Wildlife Image: Michael Sand
Dyrevelfærdsdebatten går over Europa, og i stigende grad må vi tilpasse os de nye bevægelser. Også jægere må indrette jagten efter de skiftende tider. Dog skal både jægere og jagtskeptikere være klar over, at dyrevelfærd er en ting - vildtvelfærd noget helt andet.
Af Michael Sand ms@netnatur.dk 01.01.2001
Groft sagt kan aflivning af dyr inddeles i fire overordnede motiver. Motiverne har jeg valgt at kalde det ligegyldige drab, det underholdende drab, det livsnødvendige drab og det medlidende drab. Motiverne er konstant til debat, og mange jægere ser med frygt på diskussionerne om menneskets forhold til dyr. Det hævdes, at debatten er følelsesladet og mangler forståelse for helheden.
Men vi kan ikke styre debatten ved at henvise til de økologiske helheder. Hvad betyder det, at der bliver flere og flere gæs, hvis jægernes skamskydninger af de store fugle skal tælles i tusindvis? Debatten ER følelsesladet, og derfor må vi tage del i diskussionen på diskussionens præmisser. Ellers risikerer vi at bevægelserne for dyrenes ret i sidste ende udhuler vores ret, nemlig retten til at gå på jagt.
Det ligegyldige drab
"Splat", lyder det under fingeren, hver gang den rammer havebordet og knuser endnu en myre fra stortuen. Bordet ligner allerede en slagmark, og rundt omkring ligger adskillige døde og lemlæstede myrelig. Men fingerens ejermand ænser end ikke dette stille massemyrderi af de myreflittige insekter. Drabet er en slags tidsfordriv. Imens man myrder løs, går snakken om vejret eller andre behagelige emner, man ikke kan gøre ret meget ved.
Men er dyrevelfærdsdebatten på vej ind i vores forhold til insekterne. Forleden læste jeg om en murermester, som har startet en forening, han kalder alle dyrs ret. På hans hjemmeside kan man læse: "Intet gør mig mere ondt end at skulle fjerne puds, skaller, sten og brædder. Nedenunder ligger der altid insekter, orm, bænkebidere og andre smådyr. Jeg føler det ofte, som om jeg ødelægger deres lejlighed, - ja jeg føler virkelig med dem. Kan jeg finde noget, som igen kan glæde dem, gør jeg det. Uanset hvor meget jeg har at gøre, skal der være tid til dyrene. Så har jeg det også godt."
På et lidt højere bevidsthedsniveau har vi dem, som slår ihjel, fordi det på en eller anden måde føles behageligt. Altså jægere, som går på jagt uden nødvendigvis at være tvunget til det. Sports- og lystfiskere er så at sige i samme båd, og begge grupper finder glæde ved at hente bytte i naturen.
Navnlig jægere må fra tid til anden argumentere for deres ret til at slå dyr ihjel. Ikke mindst må man diskutere med sig selv. Derfor er de fleste af tidens jægere meget bevidste om deres rolle i naturens store alting. Og så længe vi høster af naturens overskud, er vildtdrabet bredt accepteret i den øvrige del af befolkningen. Til gengæld har jægere, som skyder udsatte fasaner "for sjov" altid været en klassiker i den offentlige debat om jagt. At de udsatte fasaner lever og dør misundelsesværdigt sammenlignet med et stakkels kræ i en fjer"kræ"fabrik gør ikke fasansporten stueren.
Lige nu kan vi med god ret sige: Skyd en fasan og red en kylling. Fasanopdræt er jo reelt blot en alternativ kødproduktion, og de nedlagte fasaner gør stor glæde som færdigretter og eksklusive anretninger i diverse TV-køkkener. Hver gang vi henter en høj fasan, sparer vi altså en hurtigt voksende fabrikskylling for et måske ligefrem smertefuldt liv. Men hvor længe kan vi holde modstanderne i skak? Har jagt på udsat vildt en fremtid, hvis velfærds"stalden" nogensinde bliver en realitet for alle unionens produktionsenheder?
Desværre kan vi sjældent lette presset ved at henvise til problemer, som er endnu værre. Og det storstilede vildtopdræt er under pres. Det må vi forholde os til. Der er allerede kommet begrænsninger på udsætning af gråænder, selv om de masseudsatte ænder sikkert hyggede sig gevaldigt i den tid, de levede. De kunne tilmed tage en flyvetur, hvis de havde lyst. Om det kan kaldes jagt at nedskyde de mange ofte halvtamme ænder er et "andet" spørgsmål. Men så længe ænderne havner i gryden er det vanskeligt at se det etiske problem. I hvert fald hvis produktionsformen sammenlignes med de vilkår, vi ellers byder vores slagtedyr.
Wildlife Image: Michael Sand
Logisk set burde stramningerne begynde i stalden. Og ikke i mark, skov og sø. En såkaldt ivrig jæger, jeg kender godt, smider aldrig traditionelt opdrættet kød i indkøbsvognen. Stalddyrenes liv og død finder han etisk uansvarligt.
Hygge hejsa mordet
På tredje niveau finder vi forbrugeren, som dræber dyr for at æde dem. At denne overlader drabet til en slagter er uden betydning. Vi spiser dyrene, og det er for de fleste mennesker et afgørende og accepteret motiv. Dyret må nødvendigvis dø, hvis kødet skal ligge stille under tilberedningen. Men det storstilede husdyropdræt kan næppe kaldes nødvendigt for vores overlevelse.
Mange ernæringseksperter er enige om, at vi sagtens kan leve sundt og godt af vegetabilske produkter. I hvert fald behøver vi ikke at spise så meget kød, som tilfældet er nu. Når vi hver dag afliver tusindvis af dyr, skyldes det ene og alene, at kødet smager godt. Men hvor mange stiller spørgsmålstegn ved jægerens lystmord, er det kun de færreste, som stiller spørgsmålstegn ved forbrugens hygge hejsa mord. Mange har mistet forståelsen for sammenhængen. Hver gang der ryger en kylling gennem kasseapparatet, svinger man i virkeligheden øksen over en ny.
Alligevel finder vi jagtmodstandere i den kødædende del af befolkningen. Og det kan virke underligt, da jægerens kødproduktion faktisk står som en ledestjerne for den etiske produktion af husdyr. Gris og høne skal i dag have både luft og plads til at bevæge sig på. De skal være fritgående. Forbrugerne kræver, at slagtedyrene skal leve et mere naturligt liv. De skal leve næsten lige så godt som de fugle, jægeren opdrætter. Og opdrættede ænder og fasaner er ikke alene fritgående, men også fritlevende. Logikken er ikke logisk.
Det nødvendige drab
På fjerde niveau har jeg placeret det, man kan kalde det nødvendige dyredrab. Drabet der er nødvendigt for at beskytte os mod andre dyr. Og da vi ikke har farlige rovdyr i vores del af verden, vil det ofte være drabet på skadedyr, der tænkes på. Men naturligvis er mus og rotter også tandhjul i naturens store maskineri.
Den ideologiske tolerance har dog en grænse, nemlig grænsen ved vores dørtrin. Overskrider gnaverne denne, bruger vi alle midler for at bekæmpe dem. Retten til en hurtig og smertefri død gælder eksempelvis ikke de mus og rotter, som har forvildet sig ind på vores territorier.
Min lillebror blev engang ansat som musebekæmper i et stort bageri. Den opfindsomme bagermester havde allerede gjort en hel del tiltag for at holde den hastigt voksende musebestand i ave. Overalt i bageriet stod der mere eller mindre snedige anordninger, som skulle lokke musene på dødens afveje. Desværre måtte bagermesteren også passe sit brød, og derfor ansatte han en skoledreng til at have ansvaret for de mange anordninger.
Det var her min lillebror kom i ind i billedet. Desværre var hans første dag i det ansvarsfulde job ikke ligefrem tiltrækkende. På en af bageriets talrige museveksler fandt han en limplade med en fødende mus. Den stakkels musemor havde kæmpet så hårdt for sit liv, at hun havde rykket skindet af sig selv.
Medlidenhedsdrabet
Endelig er der medlidenhedsdrabet. Endnu er vi usikre på, om vi bør slukke for respiratoren, når det gælder om at afbryde et sygt og fuldstændig perspektivløst menneskeliv. Den samme usikkerhed har vi ikke over for dyr. Når det gælder lidende dyr, har det hidtil været vores pligt at afbryde dyrets liv, når vi ser, at det har smerte og ikke kan reddes med hurtig og realistisk behandling. Men ikke alle sympatiserer med dette synspunkt.
For nogle år siden fotograferede jeg en ruhåret gravhund på en nærliggende strand. Havet var frosset, og en afkræftet sølvmåge hoppede af sted på isen. En klat spildolie havde dødsdømt mågen, der allerede var meget afkræftet og eftersom jeg ikke havde mulighed for at fange mågen, lod jeg gravhunden gå. Som håbet og ventet blev det en kort, men dramatisk kamp. Gravhunden havde efter min mening reddet mågen fra en langsom og pinefuld død i naturens iskolde favn.
Den lokale avis delte min opfattelse og bragte en billedserie om den lille hunds aflivning af den afkræftede måge. Dagen efter blev jeg ringet op af en rasende lokalpolitiker. Manden fandt, at det var yderst kritisabelt, at jeg havde ladet hunden aflive den syge måge. Han mente, at det var Falcks opgave at fange og vurdere den syge måges fremtid. Lokalpolitikeren indberettede sagen for Dyrenes Beskyttelse, som dog ikke mente, der var basis for en politianmeldelse.
Den folkevalgte politiker er næppe spydspids for en stor offentlig opstandelse. Men mødet med dyrets død er for nogle mennesker en ganske voldsom oplevelse. Selv om den er nødvendig og uundgåelig. En mørk aften så jeg en påkørt ræv i lyskeglen fra en parkeret bil.
Rævens minutter var talte. Den skyldige trafikant fortalte mig, at Falck allerede var kontaktet. Det var tydeligt, at han havde det meget skidt med situationen. Men det havde ræven også. Alligevel faldt mit forslag om at aflive ræven ikke i god jord. Så vi ventede og ventede. Indtil det ufølsomme øjeblik, hvor Falck slæbte ræven ud i rabatten og henrettede den med en kugle i nakken. Den unge mand følte, at et tungt pres var taget fra hans skuldre.
Hans reaktion er ikke enestående. I dag kan selv medlidenhedsdrab af vilde dyr bringes til diskussion. Da mener jeg ikke længere det handler om dyrets eller vildtets ve og vel, men om menneskets behov for god samvittighed. Den, som intet foretager sig, gør heller ikke noget forkert, syntes filosofien at være. I stedet overlader vi beslutningen til den almægtige natur.
Er der tale om en tendens. Hvordan vil fremtidens mennesker se på sig selv og dyrene omkring sig. Vil den brede folkelige ånd betragte sig som en aktiv naturbruger eller som en passiv naturbetragter. Og er der plads til at være aktiv i en natur, som bliver mindre og mindre. Vi bliver stadig flere og flere mennesker, der kræver mere og mere.
Mange kræfter, heriblandt jægerne, arbejder på at begrænse offentlighedens adgang til naturen. Der er simpelthen ikke plads til både dyr og mennesker. Selv om vi rent filosofisk hævder, at vi er en del af naturen, går mange tendenser den modsatte vej. Naturen bliver for de fleste mennesker mere og mere fjern. Og hvordan kan man forstå det jagende menneske, hvis man kun kender vildtet som parkænder, dyrehavehjorte og nærmest håndtamme byræve.
Vildtet personificeres, og mange jægere frygter, at denne disneysering skal blive en del af den brede offentligheds natursyn. De rideglade engelske rævejægere er under voldsomt pres. Ikke fordi rævebestanden er truet, men fordi man finder jagten uanstændig. Men de såkaldte antis vil næppe indlede en storstilet aktion mod danske jægere. Jagtens brede accept bringes først i fare, når der så at sige går sport i jagten.
For nogle år siden overværede jeg en portugisisk tyrefægtning, selv om jeg som de fleste nordboere tager afstand fra den brutale dyremishandling. Jeg havde dog hørt, at portugiserne ikke dræbte tyren, og det gav mig en undskyldning for at købe billet til yderste ringside. Stemningen i den tætpakkede arena var meget intens, og da kampen begyndte, lod jeg mig rive med og glemte for en tid, at den kulsorte modstander var et levende dyr.
Ganske rigtigt blev dyret skånet, og efter at en ridende tyrekæmper havde placeret 6 banderillaer i nakken på det store dyr, blev den ledt ud arenaen. Blodig, ydmyget og besejret. I pausen inden næste tyr henvendte jeg mig til en opstemt portugisisk familie ved min side. "Hvad sker der nu med tyren" spurgte jeg familien, som forinden havde fortalt mig, at tyrefægtning var deres store lidenskab.
Mit spørgsmål startede en afdæmpet intern diskussion, som mundede ud i et par beklagelige træk på skulderen. De vidste det ganske enkelt ikke. Familien havde set hundrede, måske tusinde tyre forlade arenaen, men de havde aldrig spekuleret over, hvad der skete med tyren efter kampen. Jeg kan huske, at jeg tænkte en del over Syd- og Nordeuropas forskellige syn på dyrevelfærd.
I dag, mange år senere, kan jeg dog se, at vores kultur ikke er så langt fra den portugisiske. Vi kender også problematikken fra jagtens verden. Hvad skete der med de mange agerhøns, som på dispensation blev udsat umiddelbart før markprøverne? Ja, de heldige blev skudt eller taget af ræv eller høg. Men hvad med de øvrige? Kunne de overleve? Ja, hvem kan svare, og hvor mange har spurgt? Som tilskuerne ved den portugisiske dyrekamp lader vi os rive med og undlader at stille spørgsmål. Og jo dybere man synker i kulturen, jo vanskeligere bliver det at se skoven for bare træer.
Problematikken med de udsatte ænder er således et klassisk eksempel på, at den manglende selvjustits har kaster jagten på udsatte ænder ud i et mediedrab. Den mere eller mindre kommercielle industri, som er opstået omkring jagt på udsatte ænder, formåede ikke at indrette produktionen efter de strømninger, vi er en del af. De mange ænders forurening af vandmiljøet var et problem. De meterlange parader var et andet og efter meget at dømme langt større problem. En TV-udsendelse satte øjeblikkelig andejagten på den politiske dagsorden. Nedskydningen af de halvtamme ænder var ganske enkelt ikke jagt. Det kunne Maren i kæret og Brian på fjerde både se og forstå.
Når debatten om dyrevelfærd bevæger sig ind på den frie vildtbane, handler det i mange tilfælde ikke længere om hensynet til de enkelte dyr. I stedet handler diskussionen om vores ret til at blande os i naturen. For nogle er det anstødeligt, at se en voksen mand slå livet ud af en anskudt fasan. For samme mennesker er det helt acceptabelt at se tre fuldvoksne TV-løver æde en fastklemt og endnu levende bøffel. Det er jo naturligt. Og naturen skal man ikke blande sig i.
End ikke dyrefotograferne er ifølge den brede moralske ånd forpligtet til at gribe ind og evt. aflive den stærkt lidende bøffeltyr. Til gengæld vil jægerens aflivning ofte virke provokerende. Også selv om det er en kendt sag, at hver gang jægeren nedlægger et dyr, redder han et andet fra andre dødsårsager, så som sult, sygdom eller angreb af parasitter eller rovdyr. Naturen har ingen dyreværnslov og kender ganske brutalt ikke til dyrets krav på en hurtig og smertefri død. Det er den virkelighed, som debatten må forholde sig til.
Jagt virker kompenserende, og naturen er ikke barmhjertig, når den skiller sig af med det ikke egnede overskud. Tværtimod. X antal dyr skal dø, spørgsmålet er kun hvem og hvordan. At fjerne jægeren fra naturen vil næppe fjerne rædslerne, og ønsket er i sidste ende udtryk for et indbildsk ansvar, som vi ikke har. Vel har vi et ansvar over for vores hus- og kæledyr. Men vi kan og bør ikke overføre dette ansvar til naturens dyr. Dyrevelfærd er en ting, vildtvelfærd noget helt andet!
|
