Min første ræv
Wildlife Image: Michael Sand
Jeg så den, da den smuttede forbi et par lave graner. Men kun i et splitsekund. Så var den atter gemt bag granerne. Men næste gang … Næste gang ville den komme til syne mindre end 15 meter fra mig. Den måtte da passere et åbent stykke. Da ville jeg få min chance. Chancen til min første ræv.
Af Lars Juhl Røn lr@netnatur.dk 23.12.2001
Det var den første dag med sne. Det frøs et par grader, og det gjorde næsten ondt at inhalere den kolde luft.
Allerede inden den sidste mand var sat af, blev der råbt ”sneppe lige frem!”
Jeg bemærkede, at de nærmeste jægere frøs i klarstilling. Men ingen løftede bøssen. Den buttede vadefugl formåede at svinge sig lydløst gennem grangrenene. Til sidst forsvandt den med et ægte troldfugledyk, og væk var den.
Sneppen var dog kun fortrop for en snes andre, og inden længe var der råb og spredte skud langs kæden.
En hund var kommet alt for langt frem i såten og var nået helt frem til min post. Det var tydeligt, at den arbejdede på en eller anden fært under de lavthængende grangrene. Og pludselig og uden varsel stødte den to snepper.
Chancen for duble var uundgåelig. Begge fugle rejste sig som i slowmotion og svang roligt ud til min højre side. Mit livs chance serveret på et sølvfad.
Men triumf var på et øjeblik vendt til fiasko, og jeg fik hverken sneppe eller double. Kun en lang næse og et par afslørende tomme patronhylstre.
En sær følelse af selvbebrejdelse sneg sig ind på mig, mens tanken om den fantastiske chance passerede revy. Men der blev ikke tid til fordybelse.
Pludselig for en rød skygge forbi min post.
Pulsen steg i et tempo, som næppe er særlig sundt. Om et øjeblik ville jeg få min første chance til ræv. Jeg kastede bøssen til kinden, og med ét kom den røde skygge til syne mellem granerne. Jeg tog chancen, svang godt igennem og lod skuddet gå.
Sneen sprøjtede omkring ræven, men den fortsatte og var i næste nu atter væk. Det kunne ikke være rigtigt. Havde jeg atter skudt i blinde. Først sneppedoublen. Og nu ræven. Det var næsten ikke til at bære.
Resten af såten stod jeg med tom og åben bøsse. Jeg tænkte på snepperne. Men mest på ræven: Havde jeg ramt, eller havde jeg virkelig fejlvurderet situationen.
Jeg prøvede at gense det hele, men kunne ikke koncentrere mig.
Så var hundefolkene fremme. Og da de nåede min post fortalte jeg dem om mit tvivlsomme skud til ræven.
Uden at fortrække en mine indledte de eftersøgningen. Jeg kunne intet gøre. Bare vente og ellers krydse fingre, så det næsten gjorde ondt.
Men så pludselig: De forløsende ord, der med ét slettede min ærgrelse og bragte mig op til overfladen. Tillykke! ”Den ligger her”.
Min første ræv var tung, smuk og varm.
|
