Sejr og nederlag
Wildlife Image: Michael Sand
Som jæger kan man efter min mening ikke besejre en buk, hjort eller hare. Man kan nedlægge den og glæde sig over jagten og byttet. Men vildtet er ikke en modstander og kan derfor ikke besejres. Og dog.
Af Michael Sand ms@netnatur.dk 01.01.2000
Når det gælder jagt på ræv, er det passende at tale om sejr. Ræven er både bytte og modstander. Den æder jo vores småvildt, og hver gang ræven spiser en fasan, bliver der færre fasaner til os. Det er ganske vist, selv om nogle vil påstå det modsatte. Bruger vi ordet sejr, hver gang en ræv kom og faldt, som den skulle, må vi også bruge ordet nederlag, når ræven kom men fortsatte, som den IKKE skulle.
Da jeg i sin tid flyttede fra storby til lilleby, skulle vi naturligvis præge de landlige omgivelser med høns, gæs, kalkun og påfugl. Hyggeligt var det, så længe fuglene var små. Værre blev det, da de blev større og begyndte at sætte deres meget landlige præg på omgivelserne.
Grillkyllingerne blev større og større, men endte aldrig, som det var tiltænkt, på et grillspid en lun sommeraften. Jeg har aldrig befundet mig særlig godt i rollen som slagter. Vel er jeg jæger, og vel dræber jeg dyr. Men indtil kuglen eller haglsværmen rammer vildtkroppen, er intet sikkert. Vildtet har en chance, og det er for mig afgørende.
Til gengæld kan jeg ikke - erfarede jeg i min nybyggertid - gøre mig til herre over liv og død. I hvert fald gav det mig mange moralske skrupler, og når jeg en sjælden gang alligevel tyndede ud i den - målt i kilo - hastigt voksende besætning, smagte det mig ikke rigtigt. Så hellere en kylling fra brugsens køledisk. En hyklerisk selverkendelse, som det tog tid at sluge. Resultatet blev, at besætningen blev ældre og ældre. Slagtedyr blev til avlsdyr, og pludselig begyndte de at lægge æg. Set i det lys var det vel i orden, at ræven hjalp mig af med overskuddet.
Alligevel var det særdeles ærgerligt, da jeg en sensommermorgen fandt seks fuldvoksne bronche kalkuner massakreret på græsplænen bag laden. Samme skæbne led mange af hønsene, og hver gang var det ræven, der var morderen. Derom var der ingen tvivl. En tidlig morgen stod den dog i haven. Ræven altså. Nu var chancen der. Endelig revanche.
Jeg styrtede ud efter haglbøssen, men kunne ikke finde nøglen til skabet med patronerne. Jeg for rundt i huset og fandt til sidst en enkelt patron i bunden af en jakkelomme - (det var før rockerkrigen og den deraf følgende nærmest hysteriske indstilling til opbevaring af våben og ammunition).
En patron skulle dog være nok, hvis ræven altså stadig var der. Og det var den. I mellemtiden var den listet om langs laden. Måske for at se, om en enkelt høne, kalkun eller påfugl var tidligt på færde. Det var jo godt vejr, og solen var allerede stået op. Men fuglene sad stadig sikkert og trygt på deres pinde, og ræven måtte gå med uforrettet sag.
Ræven var allerede på vej væk fra gården, da jeg rundede hjørnet med skarpladt haglbøsse.
Hvis hævnen er sød, er nederlaget surt. I hvert fald var det surt at se den gemene tyv uden for skudhold. Men selv om jeg kun var iført underbukser og dertil stærkt optændt på hævn, tabte jeg ikke modet eller hovedet.
Jeg spidsede læberne, og med et lille piv efterlignende jeg en mus i vanskeligheder. - I mangel af skært kalkunkød kunne en mus være bedre end ingenting, tænkte både ræv og jeg. I et par hurtige spring satte ræven op mod "musen", og pludselig stod den atter foran ladeporten. Bøssen var allerede ved skulderen, men uheldigvis stod ræven gemt bag et bræt i hestefolden. Forsigtigt krængede jeg bøssen under hegnet, placerede ræven over bøsseløbet, krummede pegefingeren og lod skuddet gå.
Endelig var regnskabet gjort op. Ræven havde fået sin retfærdige dom og jeg min lige så retfærdige oprejsning. Men ræven gjorde bare et hop. Kiggede sig omkring og gjorde endnu et hop. Stod så stille. Stirrede mig direkte ind i øjnene, viftede med halen og forsvandt i stille trav ned gennem hestefolden. På 15 meters afstand havde jeg skudt forbi. Rent forbi. Nederlaget var en realitet. Jeg var besejret, ydmyget og frastjålet min værdighed. Forbi skud til ræve gør indtryk og sætter sine spor. Særlig i underbukser en tidlig morgen foran alle hønsene.
|
