Opret dig som bruger

Wildlife image: Michael Sand

40 år efter bid af skovflåt er Kirsten Cosmus Knudsen kommet i behandling og har fået det bedre.

Af Henning Kørvel 01.06.2001

Den er kun mellem en millimeter og en centimeter stor. Men til trods for sin ringhed kan skovflåten være et særdeles farligt bekendtskab. Flåten kan nemlig være smittet med Borrelia burgdorferi, som er en bakterie, man kan blive meget syg af. Borreliose, er sygdommens navn. Og mens flere og flere nu er opmærksomme på den, var den stort set ukendt, da den nu 64-årige Kirsten Cosmus Knudsen i Køge i 1959 blev bidt af en skovflåt, hvilket blev indledningen til 40 års sygdomsmareridt og meget ydmygende behandling i det danske behandlersystem.

- Som ung holdt jeg meget af at ride og havde min egen hest. I august 1959 var jeg og fire venner på nøddetur på Åsen i Køge. Om aftenen skulle jeg spise middag hos mine forældre, og da jeg forinden tog et bad, så jeg, at der over bh’en i venstre side sad en tæge (skovflåt, red.). Jeg skar den bort med et barberblad, hvilket resulterede i en kraftig betændelse, men selv om jeg burde være gået til læge, gjorde jeg det ikke.

Derimod smurte jeg kopattesalve på såret, som helede det i løbet af relativ kort tid. Et par måneder senere fik jeg halsbetændelse og ondt i leddene. Jeg gik til læge, men han sagde, jeg sikkert havde fået gigtfeber. Jeg var sygemeldt indtil november, og foruden hovedpine havde jeg ondt i leddene og havde svært ved at gå. Sygdommen ville ikke gå over, og i bevidstløs tilstand blev jeg i foråret 1960 indlagt på hospitalet i Roskilde. Næste dag kom jeg til bevidsthed, men havde høj feber og havde også fået vabler i ansigtet. Efter tre ugers indlæggelse, hvor jeg var blevet undersøgt, blev jeg hjemsendt uden nogen behandling og var stadig syg, fortæller Kirsten Cosmus Knudsen.

Hun er uddannet dental laborant og klinisk tekniker og har arbejdet som tandtekniker frem til 1980, heraf halvdelen af tiden som selvstændig. Hun har været gift med Per i 40 år, og efter at have været snedkermester i entreprenørfirmaet Niels Wium i Køge i 36 år gik han på pension, da han var 62 år. Herefter blev ejerboligen solgt, og parret bor nu i en andelsbolig i Køge, mens sommeren tilbringes i sommerhuset i Fakse Ladeplads. Parret har tre børn, Ole, 38, Søren, 34 og Gitte, 31 år.

- Efter hospitalsopholdet stødte betændelse i næse- og kæbehulen til. Men selv om jeg altid var syg, passede jeg mit arbejde. I fritiden hjalp vi hinanden med at istandsætte et ældre hus, vi havde købt. Når man er forelsket, kan man klare mange ting. Vi blev gift i 1961. Men når jeg fortsat havde det dårligt og også tit kastede op, slog vi os til tåls med, at det nok skyldtes indånding af malingdampe fra istandsættelsen af huset. I 1963 fødte jeg så det ældste af vores børn, Ole, og i 1966 kom Søren, mens Gitte blev født i 1969. Derudover har jeg aborteret tre gange og fået et dødfødt barn.

Set i bakspejlet har Kirsten Cosmus Knudsen og manden en mistanke om, at hendes aborter og det dødfødte barn sikkert skyldes hendes borelliose, som først blev diagnosticeret med sikkerhed sidste år. Bortset fra, at hendes sygdom under istandsættelsen af huset blev forklaret med malinglugte, fik de senere mistanke til opløsningsmidler, hun indåndede under sit job som tandtekniker. Og i 1974 tilkendte Arbejdsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet i København hende 11.300 kr. i erstatning for en arbejdsskade, der skyldtes indåndingen af støv fra slibning af tandproteser.

Hun fortsatte med at arbejde, men da hun blev mere og mere syg, henviste den kommunale sagsbehandler hende som led i behandlingen af hendes sag til en psykiater. Og i tre en halv måned var hun indlagt på Skt. Hans Hospital i Roskilde. Men den behandling, hun fik, fandt hun nedværdigende og ydmygende.

- Da jeg blev udskrevet, var jeg tvunget til at tage arbejde, og jeg fik et halvtidsjob på min tidligere arbejdsplads. Jeg var der kun i otte måneder, før alt gik i sort, og jeg lå i sengen i et halvt år uden at vide, hvad der foregik, efterfulgt af, at jeg i det følgende år sad i en stol uden at foretage mig noget som helst. Efter at jeg på ny var blevet henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik, blev en hjerneskade på grund af opløsningsmidler godkendt, og året efter fik jeg tilkendt laveste invalidepension.

I 1992 fik jeg den mellemste pension, og den højeste har jeg haft siden, jeg var 60, men den kan kun beholdes, til jeg er 67, hvilket jeg synes, er urimeligt, fordi man selv skal betale medicinen. Jeg er ganske vist medlem af Sygesikringen Danmark, men sidste år købte jeg medicin for 8.500 kr. Da jeg foruden at være syg også var træt fik jeg i 1992 stillet diagnosen, kronisk træthedssygdom, og i den forbindelse blev det konstateret, at jeg havde dannet antistoffer mod bakterien Borrelia burgdorferi, uden at der dog blev indledt en behandling af borreliose på det tidspunkt.

Udover ledsmerter, en influenzalignende lidelse, hovedpine, træthed og kæbe- og næsehuletændelse er sidst en stofskiftesygdom stødt til. Og i 2000 havde Kirsten Cosmus Knudsen to hjerteanfald, før hun fik mistanke om borreliose efter at have læst om læge Marie Kroun på Fyn, der er alvorligt syg af sygdommen efter bid af en skovflåt.

- Efter at have læst min neurologiske test fortalte Marie Kroun, at hun her så en tydelig beskrivelse af borreliose, uden at dette var nævnt med så meget som et eneste ord. Undersøgelse af blodprøver bekræftede antagelsen, og da hun var sikker på, at jeg kunne få det bedre, hvis jeg gik i behandling, blev den indledt i oktober sidste år med medikamentet, Metronidazol, og sideløbende hermed blev jeg behandlet med Imadrax penicillin.

Forbedringen af min situation var tydelig, idet dobbeltsynet forsvandt, ligesom jeg fik min smagssans tilbage. Desuden forsvandt en sovende tilstand i den ene side af ansigtet. Også hovedpinen forsvandt, ligesom behandlingen betød, at jeg kunne begynde at sove om natten. Endvidere er smerterne i leddene aftaget, men efter hver eneste behandling får jeg influenza, som det er nødvendigt, bliver behandlet med en kur, fortæller Kirsten Cosmus Knudsen, der på trods af at have fået øget livskvaliteten stadig er hårdt mærket af sygdommen.

Hun er derfor nødt til at have systemer til styring af sin tilværelse. Hun kan f.eks. ikke gå mere end 100 meter, og sommetider må hun bruge stokke eller krykker. Familiefester går hun aldrig til, fordi hun ikke kan filtrere lyden, og det samme gælder for klassiske koncerter, hvor hendes mand spiller. Læse en bog kan hun heller ikke, men hører lydbånd, og i tv ser hun kun danske programmer, fordi de i reglen er uden undertekster, som hun ikke kan læse.

Møbelforretninger kan hun ikke tåle at gå ind i på grund af formaldehyd i maling og lak, og hun går heller aldrig i butikker med vaskemidler, fordi hun bliver syg af at indånde lugten. Når de får nye møbler i hjemmet, eller hun får nyt tøj, er det desuden sådan, at begge dele skal luftes grundigt, før hun enten kan være i stue med møblerne eller kan have det nye tøj på, uden at det giver problemer. Fortsat er det i reglen manden, Per, der laver mad, men efter at være kommet i behandling for borreliose, er hun begyndt at hjælpe lidt til. Hun er godt klar over, at hendes sygdom kræver megen tålmodighed af omgivelserne, og hvis hun havde været gift med en anden end Per, tror hun da også, at hun så ville have været skilt.

Hun føler sig helt overbevist om, at hun på grund af boreliose har været mere sart, og at hun derfor er blevet mere syg af de andre sygdomme, end hvis hun ikke havde haft denne sygdom. Ofte tænker hun også på, at forløbet kunne have været et helt andet, hvis lægerne på hospitalet i Roskilde i 1960 havde spurgt hende, om hun var blevet bidt af en skovflåt, fordi hun så kunne være helbredt med en penicillin-kur. Men hun er ikke bitter over sin skæbne.

Behandlersystemet er hun derimod bitter på, og det får også hug i et chatforum på Internettet for folk med borreliose. Men i netværket udveksles også erfaringer med sygdomsforløb og pensionssager. Kirsten Cosmus Knudsen er den i netværket, som i længst tid har haft borreliose, og hun deltager gerne i debatten med barsk humor med mange chattegn. En af hendes sønner har lært hende at bruge computer.

Hun er glad for den og bruger den også til at skrive breve på, selv om det kan tage en måned at skrive ét brev. Gennem årene har hun skrevet breve til skiftende ministre, og hun er sikker på, at mange af dem løber skrigende bort, når de hører hendes navn nævnt.

Efter at hun har fået stillet diagnosen borreliose er hun mere agtpågiven over for skovflåter, men de findes ikke ved sommerhuset i Fakse Ladeplads. Dybt berørt blev hun derfor, da et barnebarn sidste år i en skovbørnehave blev bidt af en skovflåt og fik borreliose, men en skrap penicillin-kur fik bugt med sygdommen.

- Jeg synes, at Per og jeg har tacklet min sygdom så godt, at vi burde have fået en belønning i stedet for at blive dårligt behandlet af systemet. Sygdommen har gjort mit liv anderledes, men mine børn indretter sig og tager hensyn til, hvad jeg kan klare. Og alt det, som jeg på grund af sygdom ikke har kunnet give mine egne børn, prøver jeg at give børnebørnene.

Selv om den behandling, jeg indledte sidste år, har forbedret min situation, bliver jeg aldrig helt rask. Jeg accepterer, at det er en postgang for sent, selv om jeg tit spekulerer på, hvorfor ingen tænkte på, om et skovflåt-bid kunne være skyld i min sygdom.

_______________________

• Shoppen
• Annoncører
• Leder
• Kort Nyt
• Redaktionsnyt
• Nyhedsbrev
• Links
• Andefuglejagt
• Anmeldelser
• Buejagt
• Bukkejagt
• Diasshow
• Drivjagt
• Duejagt
• Falkejagt
• Grej & Jagtudstyr
• Gulnede blade
• Hjortejagt
• Jagt i udland
• Jagtetik
• Jagtjournal
• Jagtlov
• Jagtmarked
• Jagtårbog
• Litteratur
• Natur- og vildtpleje
• Riffeljagt
• Rævejagt
• Sneppejagt
• Strandjagt
• Trofæmåling
• Sitemap