Danmark på forkant med duejagttiden
I flere europæiske lande starter ringduejagten tidligere end i Danmark.
Løbet er kørt. Hvor ærgerligt, det end er, så er realiteten på den korte bane, at ringduejagten ikke går ind før 1. oktober. Realistisk set står det næppe til at ændre. Og til at ændre står næppe heller det faktum, der ligger til grund for amputeringen af ringduejagten, nemlig at ringduer stadig har gang i yngleaktiviteten i september. Ja, endda i oktober.
Da det ikke er efter bogen etisk set, at vildt jages i yngletiden, så har de fleste danske jægere det sådan, at de retter ind, selv når en jagttid som ringduens hidtidige amputeres med en måned. Alternativet er svært at få øje på. Når Vildtforvaltningsrådet, der selv har bestilt en kvalificeret måling på ringduens yngletid i navnlig september, og rapporten dokumenterer yngleaktivitet i den omhandlede måned, så ville Vildtforvaltningsrådet ikke fremstå troværdigt, hvis det negligerede rapporten og anbefalede miljøminister Connie Hedegaard (K), at “køre videre med lammene” og fortsat lade ringduejagten starte 1. september.
Omvendt set har jægerne heldigvis ret til at diskutere rimeligheden i den amputerede jagttid, ligeså ofte og ligeså meget, som den enkelte føler behov for. Og den enkelte har naturligvis også ret til at grave i, hvordan det ser ud med ringduens jagttid i andre lande i EU.
Netnatur.dk har spurgt Henning Noer, seniorforsker på DMU, der stod bag rapporten om ringduens yngleaktivitet til Vildtforvaltningsrådet, om forskerne gjorde sig den ulejlighed at undersøge ringduens jagttid i de øvrige EU-lande for sammenligningens skyld?
- Nej, det gjorde vi ikke, siger Henning Noer, der derfor heller ikke har kendskab til jagttiden for ringduen andre steder end i Danmark. I England, hvor han naturligvis også kender praksis, betragtes ringduen som skadedyr og bekæmpes hele året rundt uden hensyntagen til yngleaktiviteten.
Når man agter at tjekke jagttiden for en konkret vildtart – her ringduen – i EU, så støder man på det praktiske problem, at der i det officielle EU-regi ikke findes en samlet oversigt i cyber space. Netnatur.dk fandt på hjemmesiden for FACE derimod jagttiden for ringdue i disse lande:
 | Sverige: 1. august – 31. december (Nordsverige) og 1. august – 28. februar (Sydsverige).
|  | Letland: 1. august – 15. november.
|  | Litauen: 1. august – 15. november.
|  | Estland: 1. august – 1. november.
|  | Finland: 10. august – 31. oktober (regulering mulig efter individuel tilladelse fra 1. juni – 9. august).
|  | Ungarn: 15. august – 31. oktober.
|  | Belgien: 15. september – 28. februar.. |
Kun to lande har en senere jagtstart for ringdue end Danmark og de øvrige EU-lande. Ikke overraskende er navnet Holland. Her går ringduejagten først ind 15. oktober og slutter 31. januar. I Holland er ringduen blot én ud af totalt set fem jagtbare vildtarter. De øvrige – udover ringdue – er hare, fasan, gråand og kanin. Overraskende er derimod, at i Tyskland går ringduejagten først ind 1. november og slutter 20. februar.
Med jagtstart 1. oktober for ringdue er Danmark i forhold til flere EU-lande altså på forkant og næsten “hollandsk”. Men da det til gengæld heller ikke er realistisk at forestille sig, at ringduen ikke skulle yngle i august og september i de EU-lande, hvor ringduejagten i dag går ind i august og september, så må det betragtes, som de sakker bagud, når politikken er, at vildt der jages inden for rammerne af EU, principielt skal være fredet i yngletiden, undtagen når ringduer som i England optræder i store mængder og betragtes og bekæmpes som skadedyr.
Der findes altså nogle hængepartier. Hvis vel at mærke ikke kun nogle få, men alle EU-lande, ønsker at leve op til den overordnede fælles målsætning.
Ingen jagt på vildt i dets yngletid!
Vi tager forbehold over for de jagttider for ringduen, der fremgår af FACE's hjemmeside, da det har vist sig, at de ikke generelt set er ajourført frem til 2007
|