Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Duer, der duer

Wild-Life-Image.dk

 

Duer på bløde vingeslag over lokkerne tænder de fleste. Men også duerne tiltrækkes af duer på udslåede vinger

 

Af Michael Sand 11.10.200

ms@netnatur.dk

 

Lokkefugle i plast er en begyndelse, når duejagten skal begynde. I reglen er det dog først, når flokken suppleres med skudte duer, at det for alvor begynder at trække i de forbipasserende duer. Døde duer virker nu en gang mere livagtige end attrapper støbt i plast. Navnlig våde lokkeduer i solskin er en dårlig blanding, og under sådanne forhold kan lokkerne virke mere skræmmende end lokkende. Alt i alt kommer man ikke uden om, at duer i fjer virker bedre end efterligninger i PVC.

 

Men efter meget at dømme er det ikke kun fjerdragten, som gør den lille forskel stor. Modsat de traditionelle duer i plast placeres de skudte duer ofte på jorden med let udbredte vinger. Og det gør forskellen. Meget tyder på, at de lyse signalbånd på duernes overvinger fanger opmærksomheden og trækker trækkende duer på skudhold. Set i dueperspektiv ses det hvide vingebånd mere tydeligt. Dernæst er det min klare overbevisning, at de hvide vingebånd signalerer fred og ingen fare.

 

Skovduer har fundet det mest fordelagtigt at fouragere i flok, og fuglene bruger hinanden, når de slår sig ned på marker og lignende steder, hvor de kan finde føde. 100 øjne ser bedre end 2, og navnlig frygten for luftangreb ligger dybt begravet i duerne. Derfor er det vigtigt, at kommunikationen fungerer under indflyvningen. Ellers kan panikken hurtigt brede sig, inden fuglene kommer til fadet og får kroen fyldt.

 

Wildlife Image: Michael Sand

 

I den forbindelse spiller de lyse vingebånd en afgørende rolle. Kun en due, der er ved at sætte sig, blotter sit vingespejl som signal til andre artsfæller om, at de roligt kan følge efter. Så længe vingebåndet er tydeligt, er landingsbanen med andre ord sikker.

 

Derfor tror jeg, at de skudte duer med udbredte vinger virker mærkbart bedre end de traditionelle duer i plast. Teorien blev bekræftet, da jeg første gang anvendte PVC-lokkeduer med vinger. Opstillet på en pind i kanten af lokkeduerne var effekten ganske overraskende, allerede inden jeg begyndte at anvende de nedlagte duer som lokkefugle. På de efterfølgende ture lod jeg hunden apportere de skudte duer og satsede 100% på de fabriksfremstillede lokkeduer. Jeg følte mig overbevist om, at jeg ikke kunne mærke forskel, og på de dage virkede plastduerne med udbredte vinger mindst lige så godt som de døde duer på jorden.

 

Navnlig på let blæsende dage, hvor de vingede duer kan få lidt luft under vingerne, er effekten mærkbar. Duerne leveres nemlig med en monteret fjeder, og selv i ret kraftig vind er bevægelsen mellem vingespidserne moderat.

 

Wildlife Image: Michael Sand

 

Undlader man at anvende skudte duer som lokkefugle, bliver apporteringen ligeledes nemmere. Man kan da helt overlade opsamlingen til hunden. Med andre ord kan man også anvende en mindre erfaren hund, som endnu ikke kan skelne de skudte og placerede lokkeduer fra de nyskudte og endnu ikke opstillede duer.

 

Endelig er det en behagelig fornemmelse, at lokkerne virker tæt på optimalt, allerede når man kryber i skjul. Man behøver ikke vente på, at man kan placere den første due på jorden eller i et medbragt stativ, hvor den nedlagte due spændes fast med vingerne bredt ud til landing.

 

Placerer man tillige en lokkedue så højt, at den kommer fri af vegetationen og ses mod himmelrummet, er udsigterne gode, hvis ellers placering samt vind og vejr går op i en højere enhed. For naturligvis kan lokkeduer på pind og udslåede vinger ikke gøre minusdage til plusdage, men at de kan gøre en forskel og gøre en god dag endnu bedre, tør jeg godt love.




Nuværende situation
29 Aug 2008


Mest skyet
19°C
Solopgang 6:09 am
Solnedgang 8:10 pm