|
Skotlandsturen
wild-life-image.dk
I slutningen af 1960’erne, læste vi, min bror Louis og undertegnede, alt hvad vi kunne få fat i af engelsk litteratur om grousehawking i Skotland. Særligt stort indtryk gjorde Gilbert Blaine´s bog Falconry fra 1936. Drømmen om vandrefalke og grousejagt lå dybt i os, men på det tidspunkt var det meget tvivlsomt om det nogensinde kunne blive en realitet; at krydse Blaine´s fodspor på de nordskotske grousemoors, med pointere i stort søg og ”the peregrine falcon waiting on"
Af Tage Jessen 28.03.2003
Tredive år senere, den 1. oktober 1997, pakkede vi bilen og satte kursen mod Skotland. Med i bilen havde vi 3 hjemmeavlede vandrefalke; Louis´s 2-årige hun Tagetes, og mine egne 1-årige Bess(hun) og Bobby Ewing(han)
Køreturen gik via Holland op gennem England med en overnatning hos Diana og Leonard Durmann Walters, Scottish Academy of Falconry. Næste dag nåede vi Inverness, 30 km øst herfra fandt vi frem til Alistair McKissock, falkoner, falke- og undeopdrætter. Her havde vi vores ”hjemme base”, hvorfra vi foretog afstikkere ud i landet.
Allerede tidligt næste morgen var vi på farten, turen gik nordpå helt op på nordkysten til byen Melwich. Herfra mod vest til Strathy, og ind på markvejen der førte os ud over Strathy Moor. Her langt ude på heden fandt vi vores bestemmelsessted, Bowside Lodge der består af 2 landhuse.
Her skulle vi tilbringe det næste døgn med to af Europas mest kendte og betydningsfulde falkonerer, Christian Saar, Tyskland og Stephen Frank, Skotland. Kender man blot lidt til europæisk falkejagt og grousehawking, vil disse to personligheder være velkendte.
Jeg havde inden afrejsen hjemmefra, aftalt at mødes med Stephen på jagt et eller andet sted i landet, at det så foregik på Christian´s moor, gjorde kun oplevelsen endnu bedre.
wild-life-image.dk
Det var overskyet med en meget frisk vind, da Christian gjorde en ung vandrefalkehun klar; pga af få grouse på terrænet ville han prøve at flyve den på gråkrager. Vi kørte op på landevejen, og fandt en flok krager tæt ved vejen. Christian steg ud af bilen, slap falken, og kragerne kom hurtigt på vingerne. De fløj i medvind lavt over heden, med falken lige i hælene. Vi fulgte dem i kikkert og langt ude slog falken en af kragerne.
Tilbage på lodgen gjorde vi vandrefalke og pointere klar til grousejagten. Det var imidlertid blæst endnu mere op, og den ene regnbyge tæt efterfulgt af den næste, gjorde forholdene vanskelige. Både Stephen og Christian frarådede os, i en god mening, at flyve vores falke. Det var jo første gang de skulle flyve på heden, i et ukendt terræn, samt oven på flere dages rejse.
Men vi ville, og med hver en falk på hånden, begav vi os op over heden. Flere gange måtte vi søge læ i lyngen, når en regnbyge blæste ind over os. Vejret klarede dog fint op mellem bygerne, og pointerne kunne fortsætte deres store søg.
Louis skulle flyve på den første stand, og Tagetes gik fint og højt op i god position. Her midt i situationen skal jeg lige indskyde, at flere måneder før vi nu stod her, havde Louis haft en ”åbenbaring” der forudsagde, at Tagetes ville slå den første grouse der blev rejst under hende. Og det gjorde hun i fin stil.
Stephen´s pointere fik hurtigt en ny stand, og jeg slap Bess. Vi befandt os på læsiden af en bakketop og her var det svært for falken at stige op, den blev presset ned af den turbulente vind. Derfor gik jeg langt frem foran standen for at få falken op på vindsiden af bakken. Men Bess var ikke sig selv, samtidig kom en vild vandrefalk ind på scenen, og grousene begyndte at løbe foran hunden. Det endte i ingenting, og jeg tog hende ned på lokken.
Vi fortsatte med Stephen´s hunde i søg. Igen en stand på læsiden af en bakke. Stephen´s falk vidste godt hvordan den skulle takle den situation; den fløj ud på vindsiden af bakken og fik dermed gratis opdrift. Da den nåede op på sit ”pitch”, kredsede den tilbage ind over standen.
Stephen var meget ”vokal” når han havde en falk i luften; og Christian morede sig over seancen. Stephen kaldte falken i position ved at svinge handsken med den ene hånd, samtidig holdt den anden hånd højt hævet mod hunden medens han råbte ”steady dog – steady dog”!
wild-life-image.dk
Pointeren kunne ikke rejse grousen, den løb foran hunden i den høje lyng. Der var også nogle dybe drængrøfter, og pludselig forsvandt Stephen´s ene ben i et hul. Den gamle mand fik kæmpet sig op igen, samtidig med at han råbte til både hund og falk.
Falken var nu presset ned af vinden, og fløj på ny ud for at få opdrift. Dette udnyttede grousen, den fløj op foran hunden og forsvandt.
Christian slap sine 2 italienske pointere som gik ud i stort søg på flad hede. Vejret var lidt bedre nu, og efter kort tid fik de stand. Han slap sin gyr/vandrefalk som steg op i klassisk stil. I et perfekt timed ”flush” eksploderede grousene op af lyngen, og falken kom ned i et flot stoop og greb en grouse.
Dette blev dagens sidste flyvning, og vi satte det lange ben foran for at nå ned til bilerne, inden det blev alt for mørkt.
På lodgen blev falkene sat ind på høje reck i den gamle hestestald, og hundene blev fodret. Vi fik hurtigt skiftet til tørt tøj, det våde jagttøj og falkehætterne blev hængt til tørre ved pejsen. Alle faldt hurtigt sammen i hver sin lænestol, med samtlige pointere liggende på gulvet og i sofaen. Hvis man rejste sig fra stolen, sprang der hurtigt 2 hunde op i den. The Famous Grouse kom på bordet; hyggen og varmen bredte sig i stuen. Stephen hyggede om sine hunde, og fortalte dem, at de var de bedste; Christian udtrykte dog en anden mening om den sag.
Efter aftensmaden og rødvinen gik snakken om falkejagt og hunde. Og det blev sent, også for sent, da vi forlod lodgen for at køre op til Strathy In, som vi havde en aftale med ang. overnatning. Vi skulle have været der inden kl. 23.00, nu var kl. 0.30, så vi blev smidt på porten. Vi måtte tilbage til lodgen; der var dog værelser nok til alle, så vi kunne snart sige godnat.
Da vi stod op næste morgen kom Christian kørende tilbage til lodgen med sin finske duehøg og 2 kaniner, som høgen lige havde slået ved et nærliggende stenbrud. Dette gjorde han hver morgen; så var der foder til falkene.
Efter morgenmaden pakkede vi vores ting og hentede falkene fra stalden. Vi fik taget de sidste fotos, og tog en hjertelig afsked med disse to personligheder, med tak for en stor oplevelse. Vi kørte derfra med en følelse af, at vi havde oplevet noget særligt, noget der senere har vist sig at stå meget klart i vores hukommelse.
Den nordøstligste del af Skotland hedder Caithness. På kysten ud til Nordsøen ligger godset Thrumster. Nabogodset hedder Camster. Disse stednavne støder man oftest på, når man gennemgår de gamle grousehawkers jagtberetninger. Terrænet er ideelt til falkejagt, milevid flad hede med ankelhøj lyng.
Med store forventninger til dette vidunderlige terræn, startede vi jagten; hundeføreren kom fra England medbringende 4-5 pointere. Vejret var perfekt, vi kunne se over på Camster Moor; det var altså lige her Blaine og mange af de andre ”store” falkonerer gennem de sidste tohundrede år havde nydt falk, hund og grouse.
wild-life-image.dk
Kort fortalt: hundene var ikke noget værd, de gik for småt, farten var for lav, og dermed for lidt fremdrift i søget. De kunne ikke sætte de løbende grouse, og de mange stand viste sig altid at være tomme. Det mest ærgerlige var, at vores 3 falke hver især, hver gang de blev sluppet, viste rigtige gode flyvninger som havde fortjent bedre. Men sådan er gamehawking; hvis en af parterne ikke er 100 % i orden, er det en håbløs affære. Vi jagede 2 dage på Thrumster, og til sidst lykkedes det for Tagetes at slå en grouse.
Turen gik nu tilbage til Alistair og hans veldresserede pointere. Det var en nydelse at jage med hans hunde, især Juniper var særdeles effektiv; vildtfinderevne, stand, opfølgning af løbende fugl og rejsning var helt i top
Første dag på heden blæste en turbulent vind, hvilket gjorde det svært for både hund og falk.
Bess havde en flyvning uden resultat. Tagetes blev sluppet, men hun forlod os og fløj ned i dalen. Vi ventede på at hun skulle komme tilbage, hvilket hun ikke gjorde, så vi forlod heden. Sidst på dagen fik vi lokaliseret hende via telemetriet, siddende i toppen af et træ i en tæt grantykning. Tidligt næste morgen var vi på pletten, og hun kom ned på lokken. Det viste sig, at hun havde kroen halv fuld af fasan, som hun havde slået dagen før.
|
