Fasaneri udvider med mødecenter
Nye faciliteter til filmarrangementer og trofæmåling indviet på Klaksholm Fasaneri i Korning.

| Af Henning Kørvel 26.10.2005 Journalist hk(hos)netnatur.dk |
Klaksholm Fasaneri i Korning nær Horsens, der ejes og drives af Sten Breith, udvider aktiviteterne med mødefaciliteter og showroom i en nyopført staldbygning, der erstatter en tidligere kostald på ejendommen, som danner ramme om hans fasaneri.
I de nye rammer er der skabt et spændende miljø med jagttrofæer fra ind- og udland, nedlagt af ikke kun Sten Breith, Nordisk Safari Klubs trofæmåler, men også af hustruen, Else. Her er det meningen, at jagtforeninger skal kunne mødes til film og foredragsarrangementer. Herudover vil de nye lokaler også komme til at danne rammen om en månedlig trofæmåling. Hele herligheden, som breder sig på 220 kvadratmeter, rummer endvidere et lasershotanlæg, hvor interesserede kan skyde alt fra lerduer til angribende bøfler og elefanter. Udover at anlægget kan lejes af grupper mener Sten Breith, der er tidligere skytte på Barritskov Gods, det vil være oplagt, at jægere der venter på at få opmålt trofæer, fordriver ventetiden med “bøffel- og elefantjagt”.
- Vi havde luret på ideen i nogle år, før vi i slutningen af 2004 traf beslutningen om, at nu skulle der ske noget. Oprindelig var det tanken, at jeg ville have væltet den tidligere staldbygning og opført en splinterny bygning. Men det blev vi frarådet og bandt derfor an med renoveringsprojektet, som efter planen skulle stå klar cirka 1. november i år. Men da håndværkerne i stedet for blev færdige cirka 1. oktober, ja, så blev jagttrofæerne straks hængt op, så de nye faciliteter nu er klar til brug, siger Sten Breith, og til nyanskaffelserne hører også multimedieudstyr med 3x3 meter skærm. Til brug til film og møder mener Sten Breith, at faciliteterne kan bære maksimum 40 deltagere, mens tallet ikke bør overstige 20, når et arrangement er skruet sammen over laserskydeanlægget.
- Livet er for kort til ikke at prøve noget, man brænder for, og jeg tror, at de nye faciliteter bliver et udmærket supplement til produktionen af fasanæg og fasankyllinger. 
Steen Breith lægger ikke skjul på, at det i nogle år er gået godt med salget af fasankyllinger og æg. Han har derfor ikke haft behov for at gå ud på lånemarkedet for at få finansieret renoveringen. Og det betyder, at brugen af de nye faciliteter blot skal kunne betale driften. Markedsføring af det nye tiltag sker bl.a. i Nordisk Safari Klubs tidsskrift “Trofæ”, og interesserede kan desuden læse alt om det på Steen Breiths hjemmeside: www.klaksholm.dk
I forbindelse med indvielsen af det nye tiltag på sin ejendom har Sten Breith indledt et samarbejde med Korning Kro omkring beværtning af gæster, der til særpriser kan spise på enten kroen eller få maden bragt til det nye mødecenter, som det er givet vil interessere mange jagtforeninger.
- Siden vi 1999 overtog ejendommen, som er på 16 hektar, har vi plantet vildtplantninger, og hvor her før ikke stod råvildt, har vi nu en fast bestand på 10-12 stykker. Desuden er her ikke under 100 vilde fasaner og to kuld agerhøns. Alt dette vil jeg gerne vise frem for interesserede jægere, og jeg vil derfor arrangere nogle guidede rundvisninger på ejendommen i foråret, lover Sten Breith.
Klaksholm Fasaneri, Klaks Møllevej 24, 8700 Horsens. Tlf. 7567 3377. Mobil: 4020 1523. Mail: sten.breith(@)klaksholm.dk - www.klaksholm.dk - www.safariklub.dk
| Trofæmåling i 2005Klik på logoet for at se hvor i landet trofæopmålingen foregår. |
|