PAS PÅ VÅBNET NÅR DU FLYVER PÅ JAGT
Wild-Life-Image.dk
Uacceptable ”lufthuller” i security koster tid, penge og ærgelser.
En jagtrejse til Ungarn med fly fra Hamborg er endt med en mistet jagtriffel og timevis af trælse telefonsamtaler og emails til ”lost and found” - kontoret for mistet bagage.
Den 5. september i år skulle mit livs hjortejagt i det sydlige Ungarn realiseres.
Turen blev valgt med fly fra Hamborg til Budapest i Ungarn.
Flyveturen gik fint, men på trods af sikkerhedsforanstaltningerne i Hamborg kom min riffel ikke med til Budapest. Ikke nok med det, den fik ”vinger” og forsvandt – og er IKKE dukket op siden!
Nemt at flyve fra Hamborg
Det nemt og billigt at flyve til det meste af Europa fra Hamborgs lufthavn, når man bor i Jylland. Køretiden til lufthavnen er ikke længere end til Kastrup og tilkørslen fra motorvejen er nem. Der er gode parkeringsforhold lige ved afgangsterminalen, selv om de bestemt ikke er gratis, men så sparer man jo broafgiften ved Storebælt eller færgebillet.
Når du har våben med til Hamborgs lufthavn
Våben kræver et sikkerhedscheck, der SKAL anmeldes telefonisk i god tid, FØR man ankommer til lufthavnen – ellers kan flyselskabet nægte at tage våbnet med ombord.
Når man anmelder våbnet, skal man oplyse dimensioner og vægt på både våben og kufferten, det transporteres i.
I lufthavnen checker politiet våbennummer, papirer og ammunition, der skal transporteres adskilt fra våbnet. Man må IKKE medbringe våbendele ombord på flyet.
Våbnet skal transporteres adskilt, dvs. med låsen i kufferten.
Vær opmærksom på, at der kan være forskellige krav til transport af våben og ammunition – det afhænger af, hvor du flyver hen.
Da våbendele i den almindelige kuffert KAN blive konfiskeret ved visse destinationer, især hvis din riffel ikke kommer frem, skal man sikre sig, at lufthavnen, hvor du flyver hen har samme regler.
Våbnet checkes ind som specialbagage, forsynes med et specielt gult mærke af politiet, gennemlyses og ryger så på transportbåndet.
Hvad der herefter sker må guderne vide!
Hvor er sikkerheden henne – i disse terroristtider!
På trods af al ”sikkerheden” er der i mit tilfælde sket følgende:
Riflen har forladt Hamborg, men er ikke ankommet til Budapest.
Politiet i Hamborgs lufthavn har ingen forklaring på, hvor riflen er henne på trods af en grundig eftersøgning i hele lufthavnen og afhøring af alle, der har haft med våbnet at gøre.
En formodning om at BUD for Budapest er forvekslet med DUB for Dublin har hidtil ikke givet noget resultat.
Det er fuldstændig uacceptabelt, at et våben kan forsvinde i en Vesteuropæisk lufthavn -
især i disse terroristtider. Hvis en jagtriffel efter sikkerheds check-in kan forsvinde, hvad kan så ikke lade sig gøre, fristes man til spørge.
Air Berlin
Efter timevis af telefonsamtaler og mange e-mails med flyselskabet Air Berlin er status følgende:
De har været meget venlige og hjælpsomme, men ved ikke, hvor riflen er.
Jeg har fået et brev, hvori jeg opfordres til at vente til den 19. oktober (6 uger efter tabet) før jeg henvender mig igen.
Air Berlin har reageret prompte, når jeg har mailet eller ringet, og de har fløjet en medarbejder til Budapest for at undersøge sagen - desværre også uden resultat.
Kontoret for mistet bagage ved firmaet Malev i Budapest gentager blot standardsætningen:
”Desværre, vi har ingen nye informationer.”
Det sker jævnligt for alle flyselskaber, at bagage sendes til forkerte destinationer, men som regel får man hurtigt at vide, hvor den befinder sig – og hvornår man får den leveret til sin midlertidige adresse. Det er forståeligt, når man tænker på, hvor mange tusinde stykker bagage, der dagligt transporteres rundt med fly. Men når det for alvor går galt, kan der i værste fald gå 3 måneder, før mistet bagage dukker op igen, forklarer Air Berlin.
Eftersendte våben leveres IKKE til din midlertidige adresse i Ungarn, fordi våbnet til enhver tid skal være sammen med ejeren og ikke må transporteres rundt i landet af andre. Det vil sige, at man selv skal køre til Budapest, hvis våbnet kommer frem på et senere tidspunkt. Turen frem og tilbage varer 5-7 timer, og har du ikke bil selv, ja så koster det!
Fly eller bil – tid og penge
En efterkalkulation på prisen for rejsen til det sydlige Ungarn med hhv. fly og bil viser, at jeg sparede ca. kr. 1.000,- ved at flyve. Til gengæld ville jeg have sparet det samme, hvis jeg havde kørt selv og haft en jagtkammerat til at dele udgiftene for kørslen + at jeg ville have haft min egen bil til transport mellem ophold og jagtreviret.
Rejsetiden er umiddelbart kortere, men i praksis måske ikke alligevel.
Det tager 16-18 timer at køre til det sydlige Ungarn.
Rejsetiden med fly inklusive kørsel til Hamborg, ventetid både i Hamborg og Budapest + transport til reviret var ca. 12 timer på turen ud, men 16 timer på hjemturen, da Air Berlin kun har 1 daglig flyvning frem og tilbage.
Det lønner sig derfor at overveje fly eller bil en ekstra gang, før man rejser.
En jagtoplevelse afhænger af mange ting – men glæden ved jagten får nogle gevaldige skrammer, når man ikke har sin egen riffel og skal ringe fra Herodes til Pilatus for at eftersøge den – og i værste fald, som i mit tilfælde, måske aldrig ser den igen.
Konsekvens – anmeldelse til politi og forsikring
Tabet er anmeldt til både politi og forsikring, da riflen skal være i min varetægt.
Da den ikke er det og i værste fald kan anvendes kriminelt, har det været nødvendigt at anmelde tabet, så våbnet kan blive efterlyst.
Politiet udsender en dansk og international eftersøgning, som nemt kan afmeldes, hvis riflen skulle dukke op.
Forsikringen beregner op til 3 uger, før erstatningssummen kan oplyses.
Skrammerne i jagtoplevelsen eller mistet jagttid erstattes ikke, så tænk dig godt om, før du rejser til udlandet med dine jagtvåben.
Se efterlysning - Klik for stor

|