|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Patronfabrikken “Fyn” genladede patroner fra 1943-1953 og fik tilnavnet, fordi de ofte klikkede.
Det ligger der endnu i Brændekilde nær Odense – huset med tilbygningen, der fra 1943-1953 husede Patronfabrikken “Fyn”, oprettet af en landmand ved navn Arkild Andersen, der var født 6. april 1917, og gik for at være en tusindkunstner og opfinder.
Manglen på haglpatroner under Anden Verdenskrig var årsagen til, at Arkild Andersen, selv ivrig jæger, oprettede patronfabrikken. Til en start tog den sig kun af at genlade patronhylstre, jægere sendte til fabrikken, men senere blev en egentligfabrikation af haglpatroner indledt.
Patronfabrikken havde imidlertid ikke generelt set et godt ry. Mange jægere kaldte den slet og ret for “Klik”, fordi der ofte var klikkere blandt patronerne. Nogle af disse ses i danske patronnørders samlinger. Og fællestrækket for klikkerne, at de er slået hårdt an uden at være gået af.
Patronfabrikken “Fyn” fandt frem til kunderne gennem annoncer i de tre daværende jagttidsskrifter. Specielt tilbød han genladning af hylstre fra Eley, HK (Hærens Krudtværk)og Rottweil med både røgsvagt krudt og sortkrudt og med 10 haglstørrelser, hvor “svaneknopper” på fem millimeter var de største.
Genladningen baserede sig på danske komponenter: Haglene var således fra en haglfabrik i Langå, og krudtet fra Hærens Krudtværk i Frederiksværk blev leveret af grossistvirksomheden Petersen Bach, Aalborg. Filtpropperne fremstillede Patronfabrikken “Fyn” selv, og de blev hugget ud af filt med huggepiber. Derefter blev de kogt i oksetalg, hvilket efter sigende skulle have lugtet rædselsfuldt.
Under Anden Verdenskrig og lige efter dens afslutning var det vanskeligt at opdrive fænghætter til haglpatroner. Lettere var det at opdrive fænghætter til riffelpatroner, og i mangel på bedre brugte Patronfabrikken “Fyn” disse til haglpatroner. Forinden blev der i dem monteret en ambolt af messing. Men da riffelfænghætternes bund var for tyk til, at de kunne slås an af haglbøsser, hvis slagstift er svagere end kuglevåbens, så filede Arkild Andersen blot noget af. Det fortælles, at en smedesvend, der jobbede hos smeden i Brændekilde, som gerne ville tjene lidt ekstra, påtog sig at file riffelfænghætter til om aftenen. Han filede imidlertid med for hårde stryg, så flere af dem eksploderede. Han indstillede derfor den eksplosive nebengeschæft.
I danske patronsamlinger findes eksemplarer af genladede haglpatroner med riffelfænghætter, som det er tydeligt at se, er filet til. Patronsamlere tror da også, at det var blandt genladede patroner med tilfilede riffelfænghætter, der har været klikkere, fordi de ikke har fungeret lige godt og lagde kimen til øgenavnet, Klik.
Foruden husbestyrerinden, Marie Hjorth, hjalp Arkild Andersens morbror, Rasmus og en ung mand, Børge, til i patronvirksomheden. Efter skoletid gav to skoledrenge, Ernst Larsen og Henning Løv, et nap med.
Af annoncer i “Dansk Jagttidende”, “Strandjægeren” og “Jagt & Fiskeri” fremgår, at prisen pr. genlagt patron var 45 øre i slutningen af 1940’erne. I forhold til lavtlønnede danskeres lønninger mener patronsamler Christian Hansen, Tommerup, Fyn, at prisen var høj, set i forhold til, at 20 år senere (1967), så kostede fabriksfremstillede HK-patroner 68-70 øre stykket.
Hvad enten prisen var høj eller ikke, så blev der på de travleste dage genladt cirka 1.000patroner om dagen, der blev afsendt til kunderne fra Holmstrup Station.
Efterhånden som der var kommet godt gang i genladningen, mente Arkild Andersen, at der var basis for en egentlig produktion af haglpatroner. Til formålet blev indkøbt forskelligt udstyr, bl.a. en standsemaskine til fremstilling af kapperne til hylstrene. Fabrikken fremstillede også selv hylstrene, og fordi patroner med er noget nær100 procent danskfremstillede, så er de i særklasse for patronsamlere. Hverken Hærens Krudtværk eller den ligeledes tidligere Otterup Patronfabrik fabrikerede selv hylstrene, men importerede dem fra udlandet.
Hylsterfremstillingen fik vist nok Hærens Krudtværk i Frederiksværk til at tilbyde Arkild Andersen et job. Men sandt eller ikke, så blev han ikke desto mindre hjemme på sin fabrik i Brændekilde til den bitre ende.
Fremstillingen af hylstre var dog ikke uden problemer. Der blev gjort mange eksperimenter med lim og papir. Kunsten bestod i at lave hylstret så godt, at det ikke revnede, når patronen blev skudt af. For at gøre hylstrene pæne og indbydende, blev de klistret over med henholdsvis blågråt og rødt glanspapir. Men det var ikke særlig slidstærkt, og når patronerne havde ligget i en jagttaske eller lomme i nogen tid, så blev farven slidt af.
Senere fremstillede fabrikken patroner med logo og motiv – flyvende ænder – tegnet af Arkild Hansens husbestyrerinde, Marie Hjorth. Det vides ikke, hvor stor en fabrikation, Patronfabrikken “Fyn” nåede op på. I et kapitel i bogen “Fyn/Nordvestfyn”, udgivet af Turist- og Erhvervsforlaget i Odense i 1951, fastslås, at fabrikationen på det tidspunkt lå på cirka en million stk. Det menes dog, at antallet er mildt overdrevet. Derimod skulle der være hold i, at Arkild Andersen havde planer om at eksportere sine patroner til udlandet.
Med anskaffelsen af en 12 ton standsemaskine forkøbte Arkild Andersen sig efter sigende, fordi den blev en økonomisk belastning for ham. På samme tid begyndte patronfabrikker rundt om i Europa, der havde ligget underdrejet under Anden Verdenskrig, at forsynemarkedet med haglpatroner. Med en normal markedssituation blev der vanskeligere for ham at få fabrikken til at løbe rundt. Fabrikationen af haglpatroner blev derfor definitivt indstillet i 1953, hvor han flyttede til Villestofte vest for Odense. Her drev han et gasdepot og havde også cykelforretning. Han jobbede imidlertid på en fabrik i nogle år, frem til at han sidst i 1950’erne drog til de evige jagtmarker kun godt 40 år gammel.
Men hans patroner lever videre i danske patronsamlinger.
|
INDHOLD
|
|
|
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
