|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||
 I år er det 10 år siden, politiet fældede stribevis af jægere ved grundlovstridig våbenrazzia.
I år er det 10 år siden. Men i den del af Hornsherred og Nordsjælland, der indtil den nye politikredsinddeling trådte i kraft 1. januar i år, var Frederikssund Politikreds, skræmmer sporene stadig efter den våbenrazzia i 1997, som efterfølgende kom til at hedde “Frederikssundssagen”.
Våbenrazziaen blev officielt gennemført, fordi politiet oftere end før stødte på skydevåben i det kriminelle miljø. Skydevåbnene var som regel stjålet, men da ejerne ikke altid anmeldte tyveriet, så tog politiet dette som udtryk for, at våben ofte ikke blev opbevaret i våbenskab i minimum Skafor Blå klasse, sådan som den skærpede våbenlovgivning fra 1996 påbyder våbnenes ejere.
Politiet havde som et udgangspunkt udpeget 175 våbentilladelsesindehavere, fordelt på 25 i hver af de syv kommuner i den daværende Frederikssunds Politikreds til kontrolbesøg. Kun 83 af disse nåede at få uanmeldt besøg af politiet, før razziaen blev stillet i bero og uofficielt definitivt indstillet, efter al sandsynlighed efter vink med en vognstang fra højere sted.
I de 83 hjem, politiet besøgte, blev der beslaglagt 65 ulovlige skydevåben, 20 ulovlige stikvåben, 54.000 stykker ammunition, heraf 6.000 blyhaglspatroner, fem håndgranater, to mortérgranater og to røggranater. Herudover blev der konstateret 67 overtrædelser af bestemmelserne vedrørende opbevaring af skydevåben og ammunition. I sagen blev der rejst sigtelse mod 53 personer for en eller flere overtrædelser af våbenlovgivningen.
Ovenstående blev formidlet i oktoberudgaven i 1997 af “Jæger”, Danmarks Jægerforbunds tidsskrift. I decemberudgaven samme år fulgtes op med interviews med et lille udpluk af de jægere, der havde haft den tvivlsomme ære at have haft besøg af politiet, hvis adfærd havde været alt andet end blid.
Reportagen gav anledning til, at Jægerforbundet gik ind i sagen på medlemmernes side, og samtidig slog Jørgen Damgaard, advokat og senere kortvarig midlertidig direktør i Jægerforbundet fast, at med udgangspunkt i Grundlovens paragraf 72 må husundersøgelse kun foretages, hvis der foreligger en udtrykkelig lovhjemmel eller forudgående retskendelse. Hverken våbenloven eller anden lovgivning giver politiet adgang til at krænke freden i boligen, hvis der er tale om den almindelige jæger med lovligt jagttegn og eventuel riffeltilladelse. Hvis jægeren herudover har samlertilladelse eller genladningstilladelse, så har politiet i henhold til våbenloven mulighed for at kontrollere opbevaring uden forudgående retskendelse.
To fodfejl fra politiets side sprang i øjnene i Jægerforbundet: Konfiskationen af henholdsvis blyhaglspatroner og spidsskarp militærammunition i et kaliber, våbenejeren havde tilladelse til. Synspunktet var, at politiet her havde været på afveje. Mange af de, der havde fået konfiskeret de to typer ammunition, havde valgt at betale bødeforlægget, før Jægerforbundet gik ind i sagen. Derfor kom de første sager i komplekset først for Byretten i Frederiksværk i oktober 1998. Her blev to Hundested-jægere pure frikendt for at have været i besiddelse af militær spidsskarp ammunition til træningsbrug, og den ene af dem blev desuden frikendt for at have været i besiddelse af 18 blyhaglspatroner uden særlig tilladelse til disse. Jægerforbundet opfordrede herefter alle andre medlemmer, der havde fået bøder for besiddelse af militærammunition og blyhaglspatroner, til dels at kræve erstatning, dels blive slettet i Strafferegistret og endelig få eftergivet bøden.
Få reagerede, velsagtens fordi bødedelen for besiddelse af blyhaglspatroner, der først blev definitivt forbudt fra 1. januar 2000, var en bagatel i forhold til fx ureglementeret våbenopbevaring. Bøden for besiddelse af blyhaglspatroner var typisk 500 kroner, mens det første ulovlige våben gav en bøde på 3.000 kroner og 1.500 kroner for efterfølgende ulovlige våben.
Nogle jægere fik erstatning for uretmæssigt konfiskerede blyhaglspatroner og bøder eftergivet. I sagen mod de to Hundested-jægere, der blev frikendt, led Frederikssund Politi desuden et sviende nederlag, da man ankede Byrettens frifindelse til Østre Landsret, for i Landsretten blev frifindelsen nemlig stadfæstet. Og som det ikke var nok, fik de to jægere efterfølgende med Rigsadvokatens indblanding erstatning for de beslaglagte patroner. Herefter var kursen afstukket for de efterfølgende sager, hvori indgik besiddelse af militær spidsskarp ammunition i et riffelkaliber, jægerne havde tilladelse til, samt blyhaglspatroner. Disse emner blev derfor taget ud af anklageskriftet, før de næste sager kom for retten.
I kølvandet på sagerne mistede flere jægere, der havde fået bøder for våbenlovsovertrædelser, i en periode retten til at få jagttegn, og flere mistede også for den samme periode våbentilladelser til kuglevåben. Flere jægere var uden jagttegn i indtil to år, før politimesteren forbarmede sig og gav samtykke til, at jagttegnet kunne gives tilbage, ofte med advokat Jørgen Damgaards medvirken. Flere af de jægere, det gik ud over, opfattede med rette, at de oven i bøden fik en tidsubestemt straf, fordi der ikke blev sat åremål på, hvor længe vedkommende, der havde forbrudt sig mod våbenloven, skulle være uden jagttegn.
Ikke kun derfor, men fordi “Frederikssundssagen” i sin grundsubstans var skandaløs, erindres den i den tidligere Frederikssund Politikreds med gru. Her 10 år efter er den ofte samtaleemne, og de der havde den tæt på, føler stadig stor frustration og megen vrede over det, der overgik dem. Men den gav erfaringIngen tvivl om den ting: Frederikssund Politi bar sig tumpet ad under våbenrazziaen i 1997. Men landets jægere lærte også noget af “Frederikssundssagen”, nemlig at skydevåben og ammunition skal opbevares på lovlig vis, dvs. i et aflåst våbenskab, men for ammunitions vedkommende i blot et aflåst gemme. Desuden gav sagen den erfaring, at brud på våbenlovgivningen kan blive kostbar med risiko for nægtelse af samtykke til jagttegn i en udefineret periode.
Endvidere lærte sagen jægerne og myndighederne, at politiet ikke har adgang til at kontrollere, hvis man ikke har en samler- eller genladningstilladelse. Hos jægere, der har en sådan, må kun det, tilladelsen omfatter, kontrolleres. Dette er præciseret i den gældende våbenbekendtgørelse. Politiet har derimod ikke adgang hos jægere med blot jagttegn og våbentilladelse, hvis ikke ransagningsbetingelserne er opfyldt i form af en konkret mistanke om noget ulovligt, og der ikke er tid til at indhente dommerkendelse.
Med baggrund i “Frederikssundssagen” er politiet desuden instrueret om, at hvis man vil udføre kontroller hos jægere uden samler- og genladningstilladelse, så skal politiet dels spørge den enkelte våbenejer om lov. Dels skal tilsagnet foreligge skriftligt. Og gives tilsagnet, så gælder det kun til kontrol af våbenopbevaringen, hvorimod det ikke er adgangsbillet til egentlig ransagning.
Sagen gav endvidere den erfaring, at på daværende tidspunkt var der stor variation i praksis for nægtelsen af samtykke til jagttegn fra den ene politikreds til den anden. Jægerforbundet fremsatte derfor over for justitsminister Lene Espersen (K) ønske om, at jagttegnet får samme retsgyldighed som kørekortet, så krav om inddragelse af jagttegn skal forelægges for en domstol, hvor inddragelsen i dag administreres af politiet.
Advokat Jørgen Damgaard betegnede efter sagens afslutning i 2001 den som en skandale og den værste sag, han havde set som jurist. Men den gjorde også alle relevante myndigheder opmærksomme på problemstillingerne. Damgaard troede derfor dengang heller ikke på, at vi i fremtiden nogen sinde vil komme ud for en lignende sag.
Sporene skræmmer.
Kilder: “Jæger” 10/1997, “Jæger” 12/1997, “Jæger” 2/1998, “Jæger” 3/1998, “Jæger” 5/1998, “Jæger” 11/1998, “Jæger” 12/1998, “Jæger” 2/1999, “Jæger” 10/1999, “Jæger” 11/1999, “Jæger” 12/1999, “Jæger” 3/2000, “Jæger” 4/2000, “Jæger” 8/2000, “Jæger” 9/2000, “Jæger” 11/2000, “Jæger” 1/2001, “Jæger” 5/2001.
|
INDHOLD
|
|
|
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||
