|
Rekordpris for
“jomfruhylster”

Patronhylster, der aldrig har været ladt, gik på auktion for 2.500 kroner.
De, der har den opfattelse, at gamle patroner med tiden bliver penge værd, vil godte sig, når de erfarer, at en jagtpatron, eller rettere, et “jomfruhylster”, har skiftet ejermand for den nette sum af 2.500 kroner.
Ejerskiftet fandt sted på Dansk Jagtpatron Historisk Forening Aquilas byttemøde søndag 26. september i Odder. Jomfruhylstret, der indbragte denne pris, som er den højeste i foreningens snart 20-årige historie, er ud af en serie, fremstillet til den tidligere jagtgrejforretning, Aquila i Århus.
Hylstret, der formentlig er fremstillet i Tyskland mellem 1910 og 1920, er rødt og i kaliber 12. Betegnelsen, jomfruhylster, bruges om et, der aldrig har været ladt, men fænghætten er sat i.
To samlere ud af de 25 medlemmer, der overværede auktionen, kombineret med byttemøde, bød på hylstret, der betegnes som ret sjældent. Der findes nemlig så at sige ingen af dem, men den samler der satte det til salg, har dog et foruden det, der indbragte den rekordhøje pris. Også formanden for Dansk Jagtpatron Historisk Forening Aquila, Steen Elgaard Møller, har et Aquila-hylster i sin samling.
- Det bemærkelsesværdige ved jomfruhylstret er, at det kun bærer påskriften, Aquila, men er uden illustration af den ørn, der på spansk lægger navn til, bemærker Steen Elgaard Møller, som ikke er utilbøjelig til at mene, at det ville have rimet lidt bedre, hvis det var en patron med ørneillustration, der havde indbragt den rekordhøje pris.
På auktionen, der udover danske medlemmer af patronsamlerforeningen blev overværet af norske patronsamlere, kom i alt hen ved 60 patroner, hylstre og ladegrej under hammeren.

|