|
Opret dig som bruger 
|
Tidløs diskussion
om morskabsjagt
Wild-Life-Image.dk
Nogle synspunkter i ny udgave af “Jægerens skadelige dyr” er ligeså aktuelle i dag som i 1886.
Diskussionen om, hvorvidt det er acceptabelt at dræbe dyr for fornøjelsens skyld, er tidløs. Problemstillingerne i “Jægerens skadelige dyr” er derfor højaktuelle, selv om det er 118 år siden, den fremsynede debatbog, ført i pennen af biolog Oluf Winge (1855-1889), udkom.
Netop fordi argumenterne falder uden for forældelsesfristen, og Winge var visionær, er mange af argumenterne ligeså relevante, som da de blev nedfældet umiddelbart efter dannelsen af Dansk Jagtforening, landets første jagtorganisation, i 1884.
En ny udgave af den 118 år gamle bog matcher derfor den aktuelle debat med afsæt i jagtverdenens aktuelle akilleshæl: Industrijagt på opdrættede fasaner og ænder. Winge havde i en årrække fulgt jagtsportens udvikling. Og debatbogen var en følge af, at han med dannelsen af Dansk Jagtforening kunne se, hvor det bar hen. En af foreningens formålsparagraffer erklærede nemlig udryddelseskrig mod dyr, der var skadelige for de vildtarter, jægeren gerne ville have talstærke bestande af med henblik på jagt.
De uønskede dyr figurerede på en såkaldt proskriptionsliste. Krigen imod dem blev ført med alle midler: Bøsse, gift, fælder og sakse. Intet middel var helligt for skytter på herregårde, der satte fasanen – den asiatiske, langhalede mongoler over oprindelige dyrearter som krage, ræv, mår, lækat og brud. For slet ikke at nævne ugler og rovfugle. Ja, endog nøddekrige og storke blev elimineret til gunst for den faunafremmede larmende mongoler.
Dansk Jagtforening udbetalte i 1884 for hver skudt ræv en skydepræmie på to kroner, svarende til 300 kroner i dag. Efter nogle år ophørte præmieringen, og et flertal i Dansk Jagtforening gik ind for at bevare ræven som et jagtobjekt. I nogle år endnu fortsatte foreningen med at betale skydepræmier for nedlæggelse af rovfugle, ravne, krager og skader. Forarmelsen af naturen var til få øje på, fordi både kongeørn og havørn forsvandt fra listen over ynglende rovfugle i Danmark. Også odderen fik sin bekomst. Men heldigvis er billedet vendt, så der i Danmark i dag findes en levedygtig bestand af oddere. Lykkeligvis er også havørn og kongeørn atter ynglende i landet. Og skarven der var totalt udryddet i 1875, findes nu i så stor bestand (40.000 par), at den er blevet en problemfugl, uønsket af nogen og elsket af andre.
Visionært diskuterer Winge problemstillinger omkring jagt, der bortset fra meget følelsesladede betragtninger er relevante i nutidens jagtdebat. For den sags skyld kunne grundsubstansen for en stor dels vedkommende godt være sat på tryk i dag. Winge havde fingeren på pulsen. Allerede for 118 år siden var han opmærksom på faunaforurening og faunaforfalskning. Og hvis nogen tror, at de har patent på nationalparker, så bør de studere Winge. Han var nemlig fortaler for, at landet fik nogle større sammenhængende arealer, hvor dyr og planter kunne trives på naturens præmisser.
Men hvor visionær han end var, og hvor relevante mange af hans betragtninger er i dag, så er “Jægerens skadelige dyr” ingen facitliste, og den afspejler heller ikke billedet af jagt i Danmark i dag. Der er heldigvis løbet meget vand i stranden, siden der udbetaltes skydepræmier for at skyde ræve, ørne, falke og ravne. Jægerne har også fået et andet syn på jagten og har fået forståelsen af, at alle skabninger i naturen har hver sin opgave. Udryddelseskrig er ikke in i det 21. århundrede, men nu som for 118 år siden er massive fasanudsætninger problematiske i forhold til tilstedeværelsen af rovfugle, navnlig duehøge. Det giver konflikter, og lige bortset fra, at Winges debatbog langt hen ad vejen må betragtes som et kuriosum, så er mange af problemstillingerne om vores måde at behandle fauna og landskab på superaktuelle. Godt skrevet er den også.
Forordet i den nye udgave er begået af biolog Poul Hald-Mortensen. Han konstaterer bl.a., at mens jagtudbyttet siden 1970 er faldet fra 3,5 mio. til 2,7 mio. stk., er antallet af jagttegnsløsere steget fra 140.000 til 170.000. I betragtning af, at bogen er kommet på gaden i oktober 2004, så ville det have klædet den, hvis tallene havde været opdateret, for det seneste jagtudbytte for 2002-2003 var 2,4 mio., og ikke 170.000, men kun 160.500 løste jagttegn. Det sidste er dog kun statistik, for jagtudbyttet tegnes af cirka 90.000 jægere. Resten skyder stort set intet!
Hald-Mortensen undrer sig over, at et stigende antal danske jægere henter deres jagtindtryk i udlandet. Han mener også, at den danske naturforvaltning derved går glip af økonomiske ressourcer, der måske kunne bremse naturforarmelsen. Der er dog ingen grund til at undres over danske jægeres udlængsel. Både råbukke og kronhjorte kan jages billigere andre steder end i Danmark. Og hvis man har lyst til storvildtjagt, så lader man sig naturligvis ikke spise af med haretramp på en flad mark uden harer. Danske jægeres rejselyst afspejler eventyrlyst og manglende jagtmuligheder i Danmark, men da de fleste rejsende jægere ofte er jagtlejere i Danmark, så kan man ikke sandsynliggøre, at den danske naturforvaltning går glip af lejeindtægter. For bruger A sit jagtbudget i udlandet, så lejer B jagt i Danmark, men da land- og skovbruget er betrængt, og jagtudlejning er en indtægtskilde, der kalkuleres med for at få butikken til at løbe rundt, så kommer naturforvaltningen ikke til at mangle økonomiske midler, blot fordi omkring 25.000 jægere søger jagtlykken udenlands. Hvor i Danmark ser man dog jagtlejeindtægter blive brugt til naturforbedring og ikke til terminer og daglige udgifter? Ja, jeg spørger bare!
Pisken svinges også over jagttiderne, der er for lange og gør vildtet sky. Hald-Mortensen er navnlig utilfreds med, at vildt jages efter midvinter, altså i januar-februar. Forældet er det desuden, at mens kronhjort generelt må jages i fem måneder, så kan jægerne nord for Limfjorden nøjes med en jagttid på tre måneder. Ikke overraskende slår Hald-Mortensen videre fast, at Danmark er et af de få lande i Europa, der tillader motorbådsjagt. Og hvad så?
I tråd med Winges ånd sætter Hald-Mortensen fokus på udsætningen af fasaner og ænder og mener, at de kan have betydelige negative virkninger på den øvrige fauna og kan give en kulturpåvirkning. Påvirkningen ses fx af vildtremisers udformning med et majsbælte yderst, kamchatkaroser, et bælte med sitkagran og en sydvendt lysning, omgivet af buske. Remiserne kritiseres ikke blindt, for uden interesse for fasaner, er Hald-Mortensen opmærksom på, at remiserne ikke fandtes, og der de samme steder blot ville være bar pløjemark. Derimod finder han det direkte pinligt, at man i nogle egne med store fasanopdræt kan konstatere, at forfølgelsen af rovfugle, især duehøge fortsætter, som om jagtlovgivningen fra Oluf Winges tid stadig var gældende. Enig: Det er ikke kun pinligt, men forargeligt og en skamplet på jagten, der alt andet lige accepteres bredt som et element i moderne naturforvaltning.
Oluf Winge: “Jægerens skadelige dyr” (2004). Ny udgave, 112 sider. Forlaget Bæredygtighed. 80 kroner. Købes i boghandelen eller bestilles direkte fra forlaget: www.baeredygtighed.dk - gyldegroen@bog.dk
|
INDHOLD
|
|
