Nordjysk kæmpehjort er meget tæt på DM rekord
Bjørn Filtenborg fra Nykøbing Mors nedlagde sit livs hjort på en trykjagt d. 2. december 2006 i Korsø Plantage. Desværre røbede nedlæggelsen, at krybskytter allerede havde haft bud efter kæmpehjorten.
- Der er hjort i såten, lød det over radioen. Det ti mand store jagtselskab er altid i radiokontakt med hinanden, når de afholder jagt på kronvildt. Dermed har de mulighed for med sekunders varsel at korrigere parolen og sikre sig, at de kun får skudt de dyr, som de har på kvoten. I jagtens hede kan der uden radiokontakt hurtig falde en kalv eller en hjort for meget i forhold til de retningslinjer, som der er udstukket for det godt 800 ha store jagtområde i Korsø Plantage ved Hjardemål. Fordelt på to år må de således nedlægge 6 hinder, 2 spidshjorte og 3 store hjorte. Dog udløser to skudte kalve som noget nyt en ekstra hind på kvoten.
- Meldingen om, at der var fundet hjorteurin på jorden, fik os alle til at være ekstra spændte. Og da det ved min post pludselig lød som om, at en mand bankende en kæp mod pilekrattet, var jeg klar over, at der var noget særdeles spændende under opsejling. Kort tid efter sejlede en stor hjort ud af krattet, fortæller Bjørn Filtenborg, der tidligere har nedlagt flotte hjorte i området. Men aldrig en hjort i nærheden af den hjort, som nu åbenbarede sig foran ham. - I begyndelsen kom hjorten med geviret lagt over ryggen, men da den slap helt fri af krattet sænkede den farten. Jeg vidste, at den måtte passere en stor grøft længere fremme i terrænet og mens jeg fulgte hjorten i kikkertsigtet ventede jeg på, at hjorten skulle stoppe og min chance opstå. Samtidig blev afstanden mellem os kortere og kortere.
- Men det gik ikke, som jeg håbede. Hjorten stoppede ikke. I stedet satte den over grøften uden at sænke hastigheden og pludselig var der kun ca. 30 meter til skovebrynet. Der måtte derfor handles hurtigt og i næste nu fandt jeg hjorten i kikkertsigtet og lod skuddet gå. Hjorten fortsatte uden at reagere på skuddet, men inden den nåede skoven, afgav jeg endnu et skud. Heller ikke på dette reagerede hjorten, fortæller Bjørn Filtenborg, der følte, at minutterne efter skuddene sneglede sig af sted.
- Jeg har skudt til hjort, men er usikker på om jeg har ramt den, fortalte jeg over radioen og besluttede mig for at besigtige skudstedet.
- Fra det første påskudsted kunne jeg se ind under de høje graner og her opdagede jeg, at hjorten lå blot 60 meter inde. Den var ikke forendt og jeg gav den straks et skud i ryggen, hvorefter der blev stille. Jeg kunne tydeligt se fangstskuddet i ryggen og gik ind til hjorten. Den kugle måtte slukke lyset øjeblikkelig, resonerede Bjørn Filtenborg.
- Men hjorten var ikke forendt og mens den kiggede mig direkte i øjnene nåede den at blinke to gange inden den gled bort og ørerne faldt ned. - Hvad er det dog jeg har gjort, var min første tanke, da jeg så det store dyr i øjnene. Det var en konges fald, jeg var vidne til og jeg måtte i knæ. Vandet stod for en tid højt i øjenkrogene.
- Desværre viste det sig, at hjorten var ramt tidligere. Slagteren, der senere parterede dyret, mente, at der var tale om skudskade, som var mindst 3-4 uger gammel. Skuddet sad i ryggen og det, som jeg troede var mit fangstskud, var med andre ord blot en gammel skudskade. Mit tredje skud havde slet ikke ramt, hvorimod de to første skud begge sad godt og var at betegne som dræbende.
Slagteren kunne samtidig oplyse, at hjorten vejede 153 kilo brækket vægt. Skudskaden og den efterfølgende sårfeber har formegentlig kostet hjorten adskillige kilo muskelvægt. Samtidig var hjorten under den forudgående brunst givetvis allerede ribbet for fedt, da den blev påskudt. Derfor kan man kun gisne om, hvad den store hjort har vejet, da den mødte hinderne på brunstpladsen for sidste. I september og oktober vejede den i øvrigt helt ukendte hjort langt over 200 kilo.
- Desværre er der ingen, der undertegnede bekendt, har meldt om skud til så stor en hjort. Da der samtidig er fundet yderlige to døde kæmpehjorte i området, tyder det altså på, at der foregår noget i området, som ikke tåler dagens lys. Sidste år tog jeg i den forbindelse en regulær krybskytte i området. Manden, der viste sig at være en lokal erhversfisker, havde skudt en rå fra bilen i et område, hvor han ikke havde jagtret. Den forseelse kostede jagttegnet i to år samt en bøde på 7.000,- kroner, slutter Bjørn Filtenborg.
At en krybskytte tidligere havde skudt til kæmpehjorten fra Korsø Plantage kan dog ikke ændre ved det faktum, at Bjørn Filtenborgs hjort er en af de største hjorte, der nogensinde er skudt på dansk frijord. Trods det, at hjorten ikke fik point for udlæg, har en opmåling hos Nordisk Safariklubs trofæopmåler Sten Breith medført ikke færre end 221 pint.
Vægten står 12 dage efter afkogning på 9,2 kilo. Det øverste omkredsmål lige under kronen er på hele 17 cm og rundt om de gigantiske rosenkranse viser målebåndet 31 cm. Hvad vægt og volumen angår, går hjorten således helt til tops, selv om den største hjort, der er skudt uden for hegn, er nedlagt af Kurt Åbo Emmedsbo Plantage på Djursland. Denne er opmålt til ca. 226 point.
Spor og fald i såten viste senere, at den påskudte hjort havde tilbragt de sidste dage blot 25 meter fra en asfaltvej og en tilgrænsende rapsmark. Men selv om hjorten var påvirket af det formodede krybskytteskud, var den alligevel i stand til at forcere grøften og modtage de to dræbende riffelskud uden at fortrække en mine. Kongen faldt med værdighed. Man kan kun sige: Respekt.
|