Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Lej et jagtvåben
på destinationen



Foto: Henning Kørvel


Læs her om de rystende forhold i Københavns Lufthavn ved jagtferierejse til Canada i september.

 

Af Niels Jørgen Henriksen og Henning Kørvel 09.10.2007

 

Nedenstående gengives en klage fra Niels Jørgen Henriksen, Bønsvig, Jungshoved, over håndteringen af hans medtagning af jagtvåben (glatløbet haglbøsse) ved jagtferierejse til Canada med afrejse fra Københavns Lufthavn (Kastrup) 21. september:

 

Jeg havde en meget ubehagelig start på min jagtferierejse til Canada fredag 21. september. Inden rejsen med flight AC9436 (SAS) var Air Canada blevet kontaktet og informeret om, at jeg medbragte et våben. Jeg opgav mål og vægt på våbenkufferten og fik at vide, at der ikke var problemer i at checke den ind som den ene af de to kufferter, man kan medbringe. Rigspolitiet blev også kontaktet for at være sikker på, at der ikke var kommet nye regler siden sidste år, og her var beskeden, at der som sædvanlig skulle udfyldes ud- og indførelsestilladelser for våbnet, som skulle stemples af Told i afgangshallen.

 

Jeg checkede ind cirka 2½ time før afgang, og her fik jeg den første ubehagelige oplevelse. Jeg fik at vid, at jeg skulle betale 170 canadiske dollar (915 DKK) for at få våbnet med. Jeg havde i situationen intet valg. Det var at betale, eller en 20.000 kroners rejse var spildt.

 

Der blev ringet til den særlige bagageindlevering og givet besked om, at jeg kom derned. Efter at have betalt de 170 canadiske dollar og fået stemplet i Told, ankom jeg til indleveringen af særlig bagage. Her fik jeg endnu en ubehagelig oplevelse. De to kvindelige politiassistenter, der skulle checke, at våben og toldpapirer stemte overens, var så ukvalificerede til deres job, at det var tæt på at koste mig rejsen.

 

De vidste ikke, hvad et glatløbet haglgevær er!

De vidste ikke, at man ikke skal have særlig tilladelse til et sådant, hvis man har gyldigt jagttegn!

 

De vidste ikke, hvordan et sådant skal transporteres lovligt!

 

Og værst af alt: De nægtede mig at tage våbnet med mig, hvis jeg ikke havde en særlig tilladelse til våbnet på trods af, at jeg viste dem de stemplede toldpapirer.

 

Her stod jeg nu cirka en time og tre kvarter før afgang og blev nægtet at tage våbnet med på trods af, at jeg havde gjort nøjagtigt, som jeg skulle.

 

Jeg holdt hårdnakket på, at de tog fejl og ringede til vagthavende hos Lufthavnspolitiet. Efter at have talt med ham, fik jeg endnu en gang at vide, at jeg ikke kunne tage våbnet med. Og hvis jeg ville vide mere, kunne jeg køre ud i cargo’en og snakke med en af dem – én time før boarding.

 

Jeg forlangte at tale med dem i telefonen og fik efter en tid en politiassistent i røret, der efter noget pres fortalte, at jeg godt kunne tage våbnet med “på eget ansvar”, hvis jeg havde toldpapirerne.

 

Jeg fik det formedeles 915 kroner og forhøjet blodtryk i en halv time, men jeg synes, det er skandaløs behandling og en utrolig dårlig start på en ferie – alt sammen på grund af ukvalificerede medarbejdere. Havde jeg nu ikke været sikker i min sag og ikke så autoritetstro, så var min 20.000 kroners rejse aldrig blevet en realitet. Det synes jeg, er tanke vækkende.

 

Det er ikke mit ansvar, våbnet kommer med, men luftfartsselskabets!

Air Canada charger ikke 170 canadiske dollar for at tage et våben med én vej, men 50 dollar. Min våbenkuffert er ikke ekstra bagage, men en del af de to tilladte kufferter.

 

Ved rejse ud af EU med våben kræves kun politiets ud/indførselspapirer, godkendt af Told.

 

Min utrolig dårlige oplevelse kan ikke gøres om, men jeg vil have de 120 canadiske dollar tilbage, jeg uberettiget har betale for meget. I alt har jeg betalt 220 canadiske dollar, uagtet jeg kun skulle betale 100, svarende til 50 canadiske dollar hver vej.

 

Netnatur.dk.: - Hvad kan danske jægere, der rejser på jagt i udlandet, lære af din historie?

 

- At man skal være utrolig velforberedt – også på at blive mistænkeliggjort og holde fast på sin ret. Man kan desuden lære, at hvis det er muligt, så skal man på destinationen leje/låne jagtvåben. Hvis min rejse havde fundet sted inden for EU, så ville der også have været vrøvl. De to kvindelige politiassistenter, der skulle checke våbnet, spurgte ikke efter våbenpas, men ville se en særlig våbentilladelse til et glatløbet haglvåben! De mente også, at bundstykket i et haglgevær skulle sendes særskilt! Og så fortalte de mig i øvrigt, at de ikke ved noget om våben!

 

Slutter Niels Jørgen Henriksen sin beretning.

 

Netnatur.dk vil prøve at få en kommentar fra Københavns Lufthavne.

Når vi modtager den, vil den blive bragt i sammenhæng med ovenstående fra Niels Jørgen Henriksen.

 

SAS: En fejl

Fra SAS’ informationschef, Jens Langergaard, som Netnatur.dk har foreholdt Niels Jørgen Henriksens klage (ovenstående), har vi modtaget følgende:

SAS har begået en fejl, og der er 120 canadiske dollars på vej til Niels Jørgen Henriksen. Vi har opkrævet et for højt beløb, fordi der fejlagtigt ikke var overensstemmelse i de takster, som SAS skal opkræve i denne situation. Det beklager vi.

Vi skal dog understrege, at våben er særlig bagage, og ikke kan medtages som bagage nummer to. Den kritik, som Niels Jørgen Henriksen rejser af politi og Told/Skat, kan SAS ikke svare på. På www.SAS.dk under “alt om rejser”, vælg “bagage”, og vælg så “farligt gods”. Her kan man læse mere om våben som bagage.

 




Nuværende situation
29 Aug 2008


Mest skyet
19°C
Solopgang 6:09 am
Solnedgang 8:10 pm