|
|
||||||||||||||||||||||||||||||
 Offentliggørelsen i 1800- og 1900-tallet af skydelister var både interessant og makaber læsning.
En forening til vildtets og jagtens beskyttelse havde alt for længe været et savn, da 100 fremsynede jægere mødtes 8. juni 1884 i Fredericia og stiftede Dansk Jagtforening.
Båret af fremsynethed fokuserede initiativtagerne til Danmarks første jagtorganisation ikke mindst på misbruget af levende ressourcer i også fredningstiden. Højt prioriteret var derfor lobbyisme over for landets lovgivere frem imod at få en bedre lovgivning for jagtens udøvelse, og som samtidig tog større hensyn til vildtet i yngletiden end før.
“Mon man virkelig forestiller sig, hvad det vil sige, at alle vore marker er blottet for harer og høns, alle vore skove (med undtagelse af de meget store) for råvildt, harer og snepper, alle vores enge og moser for ænder bekkasiner og andre vadefugle. Hvilken øde og tomhed”.
Retorikken virker lidt støvet, men alvoren er ikke til at tage fejl af. Dannelsen af jagtforeningen var en nødvendighed, der også var forberedt godt på møder i foråret 1884 forud for det stiftende møde i Fredericia. Allerede i juli kun en måned efter, landet havde fået sin første jagtorganisation, udsendte den det første eksemplar af sit tidsskrift “Dansk Jagttidende” (senere “Dansk Jagt”). Bagest i bladet, som havde en volumen på otte sider, efterlyses meddelelser om vildtbestandene i landets forskellige egne og om jagtudbytter. Ikke for at snage i godsernes jagtjournaler. Godsejere én masse sad jo selv i foreningens hovedbestyrelse, og det er klart, sigtet var at tage temperaturen på vildtbestandene, og responsen kom omgående.
I den følgende udgave oplyser tre jagtdistrikter under overskriften “Skydetabel” deres afskydning af vildt fra 1. januar 1883-1. januar 1884. Set med optikken på det tidspunkt er der ikke tvivl om, at en skydetabel viste tendenser, fordi udbyttet blev taget ud af vilde vildtbestande, eftersom udsætningen af fasaner endnu ikke var slået igennem på alle danske godser. Kolonnen i skydetabellen for fasaner står derfor tomme i juliudgaven i 1884.
Tidstypisk for skydetabellen er det, at de største udbyttegrupper er råvildt, harer og agerhøns. Noget længere nede kommer ænder, og gæs skydes der kun få af. Desuden er ræveudbyttet relativt højt, og det samme gælder for jagtudbyttet af krager. Tidstypisk udstiller skydelisten også nedlagte katte, og typisk for tiden figurerer desuden antallet af nedlagte rovfugle, i den omhandlende skydeliste 45 stk. For fuldstændighedens skyld skal med, at her også figurerer to nedlagte oddere.
I skydetabellen fra Baroniet Gaunø, i dag stavet Gavnø, optræder for første gang udbyttet af fasaner. 81 stk. oplyses nedlagt fra 1. januar 1883 til 1. januar 1884, i hvilken periode totalt set blev nedlagt 2.463 stk. vildt med hovedvægten på råvildt, dåvildt, harer, agerhøns, strandfugle (vadere!), ænder, snepper og bekkasiner. Ræve og grævlinger står også i tabellen, men ubetinget højest er udbyttet af krager og råger, nemlig 1.508, hvoraf råger udgør cirka 1.000. Bemærkelsesværdigt højt er desuden udbyttet af rovfugle, nemlig 189, og i en bemærkning detaljeres, at her af var fem ørne.
I det samme oktobernummer opsummeres desuden på en hel side jagtudbytterne fra klapjagter flere steder i landet, men ikke endt med det: Læseren får også information om revirstørrelsen og vejrliget på jagtdagen, samt om antallet af jagtdeltagere. Typisk for tiden blev der dengang nedlagt råvildt på klapjagt. Harer vejer fortsat tungt, men kun på én klapjagt på Gavnø ud af de 24 i en tabel, blev der nedlagt fasaner, nemlig 33 stk. I jagtudbytterne indgår også katte, få rovfugle og en odder.
I ligeledes oktobernummeret får læseren et indblik i jagtudbyttet af snepper på Gyldenholm Gods i årene fra 1856-1884. Udbyttet topper i 1862 med 251 stk., der fordeler sig på 180 forårssnepper og 71 nedlagt i efteråret. I hele perioden fra 1856-1884 blev der på skovdistriktet skudt 2.766 snepper.
På en klapjagt i Klelund Plantage syd for Grindsted, som er mediestof i dag, fordi her er planer om at indrette en 1.400 hektar stor hegning med kronvildt, blev observeret to urfugle. Og læseren får et indblik i, at nu breder fasanerne sig. På Boller Distrikt skød 11-12 skytter således 134 fasaner. Også på Tåsinge nedlægges nu fasaner, nemlig 21, men alt andet lige, så er harer stadig mere udbredte, da der af dem blev nedlagt 421. Også på Katholm nedlægges nu fasaner, nemlig 23. Men råvildt, harer og ræve tegner dog fortsat udbyttet af tidens klapjagt.
Tidstypisk bruges begreber som ædelvildt og skadeligt vildt. Begreber som udryddelse bruges også. Under rubrikken “Udryddelse af skadelige fugle” informeres således om, at der i en jysk plantage er nedlagt 149 krager og en høg i 265 skud. Fasaner, eller rettere fasanhaner, bliver nu også nedlagt på Engestofte, og mellem 1847 og 1885 oplyses om udbytter på mellem fem og 18 stk. Her nedlægges også en del gæs og ænder. I maj 1885 fremgår det af en skydetabel fra Kjærstrup, at her var fasaner allerede i 1869, men frem til 1884 var det årligt udbytte mellem en og fire stk., mens her blev skudt tre ørne. Udbyttet af fasaner er fortsat beskedent, også på Ravnholdt, hvor der mellem 1879 og 1884 nedlægges mellem en og 30 stk. I 1898-1899 nedlægges på Orupgaard 214 fasaner, og fortsættes til Grevskabet Langeland, så blev her i den samme jagtsæson nedlagt 912 fasaner, fulgt af 756 harer, og af det skadelige vildt, hvortil regnes både oddere og pindsvin, blev nedlagt 1.162 stk. Springes frem til 1900-1901, så var udbyttet af fasaner på Langeland nu nået op på 3.119 stk.
Tal, der viser, at fra 1880’ernes startvanskeligheder kommer der i 1890’erne styr på fasanopdrættet, der finder indpas på stort set alle danske godser. Kulturjagten er en realitet. Bagsiden af medaljen er en skånselsløs forfølgelse af, hvad der betegnes som skadeligt vildt fra pindsvin over krager-skader til katte og rovfugle. Forfølgelsen er nådeløs. Og så sløjt står det til for rovfuglene, at fuglevenner i år for 100 år siden danner Dansk Ornitologisk Forening. Der skulle dog gå mange år, før rovfuglene igen var talrige i antal og arter.
Fortegnelserne over nedlagt vildt i danske jagtrevirer fortsatte i en årrække for til sidst helt at have udspillet sin rolle. Hvad der måske var god tone i slutningen af 1800-tallet, var det til gengæld ikke i løbet af 1900-tallet med det øgede fokus på forfølgelsen af rovfugle til gunst for kulturjagten, som i 1934 fik læst og påskrevet af Svend Fleuron i romanen “Fasandyret” med den ledende underrubrik “Farvel til Nordens fauna”. En bog, der vakte furore og gav anledning til harmdirrende læserindlæg i “Dansk Jagttidende”. Forfølgelsen af dyr med “næb og klør” og skydetabellerne i det hedengangne “Dansk Jagttidende” er nok ikke de forhold, der i jægerkredse erindres med størst glæde, men her er dog tale om autentisk realisme. I dag har den kun historisk værdi, men den er til gengæld stor, for jo bedre vi jægere kender historien, desto større bliver vores selvforståelse.
|
INDHOLD
|
|
|
|
|
|||||||||||||||||||||||||
