|
Jagten på jagten
Wildlife Image: Michael Sand
Det er med jagt, som det er med kærlighed. Den kan være vanskeligt at definere. Men kender vi ikke jagten, og kan vi ikke holde fast i dens væsen, vil den næppe overleve i en verden, som i stigende grad stiller spørgsmål
Af Michael Sand ms@netnatur.dk
Silikonebryster og dopede sportsidoler. Moder naturs rammer for udfoldelser udvides. Vi har allerede vænnet os til solariebrune affarvede blondiner, men er endnu ikke dus med fedtsugning, kunstige bryster og kosmetiske indgreb på næser, ører og andre medfødte vedhæng, som ikke behager os. Men de fysiske grænser flyttes, og holdningerne flytter med. Det er kun et spørgsmål om tid.
Det er kvinden, som suverænt bestemmer, om hun ønsker at forøge sine fortrin med silikone eller saltvandsdepoter. Når det drejer sig om idrætsudøvernes brug af medikamenter, som kan fremme præstationerne, er situationen straks vanskeligere. I hvert fald hvis det drejer som om sportsudøvere, som deltager i konkurrence med andre.
Listen over forbudte stoffer er lang og indviklet, og jævnligt kan man læse om pinlige dopingskandaler. Naturligvis kan man hævde, at den enkelte idrætsmand selv bestemmer over de påvirkninger, han ønsker at påføre sin krop. Men når han deltager i konkurrencer, må han naturligvis overholde spillets regler og undlade at anvende de stoffer, som er opførte på den lange liste. Alt andet vil være snyd.
Ensartede regler
Jægeren har også altid forsøgt at lave ensartede regler, som vi alle er forpligtet til at overholde. Vi må første skyde bukken den 16. maj præcis ved solopgang. Det kunne egentlig være ligegyldig, om vi lod kuglen flyve fem minutter før. Den brede del af befolkningen vil næppe lade sig ophidse, fordi der slippes en kugle et par minutter før startskuddet.
Det sker jo også, at vi kører 85 km/t, hvor vi kun må køre 80 km/t. Men nabojægeren vil aldrig tolerere, at en jæger begynder at gradbøje jagttiderne. Det vil være et brud på de spilleregler, som er opstillet. Tanken er nærmet utænkelig. På samme måde har vi uskrevne regler, som er næsten lige så stærke og effektive som de skrevne. Man kan godt sige, at de uskrevne regler holder sammen på jagten og gør, at vi trods alt føler os som dele af et fællesskab, selv om pramjægeren næppe nærer det store identiske fællesskab med klapjagtskytten og omvendt. Inden for de enkelte og meget store subkulturer er der dog en række traditionelle regler, som vi overholder. Eksempelvis tillades det ikke, at vi driver jagt på samme område hver dag, selv om det rent juridisk ikke er ulovligt.
Wildlife Image: Michael Sand
Etablering af værdier
Når det sjældent sker, at en jæger forbryder sig på de alment accepterede værdier, skyldes det, at vi er enige om de værdier, som jagten skal hvile på. Traditionelt bruger vi meget energi på at ensrette vores opfattelser af jagt. Ofte tager diskussionerne udgangspunkt i det dårlige eksempel. Men selv når de mange diskussioner renses for jalousi og bagvaskelse, tjener de i bund og grund et ganske ædelt formål, nemlig etableringen af de normer og værdier, som skal bære jagten gennem de følsomme tider, vi lever i.
Jagtens forståelse vil næppe overleve i den brede folkelige accept, hvis ikke jagten hviler på et nogenlunde homogent etisk værdisæt. I mediebilledet er en jæger en jæger, og her er der ikke tid og plads til at tegne det mere nuancerede billede af jagtens mangfoldigheder. Enten er vi accepteret, eller også er vi ikke. Blandt andet derfor har naboens gøren og laden altid ligget jægeren meget på sinde, selv om der også er mange knapt så ædle årsager til denne interesse.
Mange poster
I mange år har jagten virket som en slags ø omgivet af forskellige strømninger, som alle er kendetegnet ved at løbe meget stærkt. Den teknologiske udvikling har aldrig rigtig formået at ændre vores jagtkultur radikalt. Selv om firhjulstrækkeren kan køre ud til terrænets fjerneste afkrog, drives jagten efter stort set samme principper, som den gjorde i 80'erne, 70'erne og 30'erne.
Vi venter stadig på at ænderne skal glide til landing i søen. Og de skal stadig ganske tæt på, før vi kan skyde. Jægeren i det tredje årtusinde kan ikke skyde ænderne på længere afstand end den glade jæger i de glade tressere. Måske snarere tværtimod. Derfor har vi kunnet udvikle vores kultur stille og roligt.
Men vi lever i et samfund, som på mange måder bliver mere og mere konkurrencepræget. Vi måler os på hinanden. Og vil være i front på alle områder. Mange kan ikke holde til presset, og når man er fyrre, er man ikke bare fed og færdig, men også sær, skaldet og skilt, siges det lidt ironisk om tidens vilkår.
Også jagten lider under præstationræset. Vi hævder, at vi elsker det sociale ved fællesjagterne, men styrter fra såt til såt, som gjaldt det liv og død. Vi skal nå det hele. Vi vil det hele. Og efter jagten og dens traditionelle afslutning kan det kun gå for langsomt. Hjemme venter familien, og nu skal vi forsvare vores post som veloplagt far og ægtemand - eller som mor og hustru.
Wildlife Image: Michael Sand
Ingen mystik
Den piberygende, velafbalancerede jæger og hans ruhårede er blevet en karikatur på en svunden tid. Effektiviteten har overtaget romantikken, og det uforudsigelige har måttet vige for det kalkulerede. - Vi fik en and, sagde man, da jeg var yngre, end jeg er i dag. Vel var man stolt over egen bedrift, når man havde heldet med sig. Men netop i det ordvalg, "vi fik", gemte en ydmyg erkendelse sig. Med fare for at overdramatisere fortolkningen følte vi virkelig, at vi fik en and. Det var en gave, en gave vi fik fra noget, som var større.
- Vi skal have skudt nogle ænder, kommer du? lyder invitationen i dag. Jagtens udbytte er næsten givet på forhånd. Vind og vejr og held er sat ud af spil. I dag skød vi ti. Det vil være en fornærmelse at påstå, at vi fik dem, for vi har selv opdrættet dem. Selv fodret dem og beskyttet dem mod sygdom og angreb fra rovdyr. Er det ydmyge forhold til naturen og dens forunderlige mystik vigende?
Surrogater
Men hvad betyder det? Kan jagt på opdrættet vildt ikke være lige så godt som jagt på det, vi kalder rigtigt vildt.
Kan købejagt ikke være lige så godt som det troløse krikandetræk over strandengene? Kan det arrangerede ægteskab ikke være lige så godt som det frie? Der skal jo meget mere end blot håbløs forelskelse til at drive ægteskabet gennem livet og den vanskelige kloningsfase. Det ved de fleste.
Den oprindelige hensigt med ægteskabet var at opdrage børn. Den oprindelige hensigt med jagten var at skaffe mad på bordet. Men det er de oprindelige hensigter. I dag bliver folk gift af helt andre årsager end ønsket om at holde sammen på den kommende familie. Mange bliver gift alene fordi de kan lide hinanden. Folk går også på jagt, alene fordi de kan lide jagten.
Alligevel er det ikke altid selve jagten, vi jager. Det håndgribelige udbytte af jagten spiller efter meget at dømme en stadig større rolle, selv om det aldrig nogensinde har haft mindre betydning end netop nu.
Logisk set burde vi indtage en mere afslappet holdning til jagtens udbytte. Men det er ikke tilfældet. Vi gør, hvad vi kan for at komme så tæt på den biologisk tilladt grænse for vores gøren og laden som overhovedet muligt. Jagtlejen er høj, og vi skal have noget ud af det. Og udbytte defineres i chancer og antallet af nedlagte stykker vildt på paraden. I dag gøres der mange tiltag for at præsentere store mængder vildt for gæsterne, når der holdes jagt. Men i bund og grund har jagtens vildtudbytte mistet sin værdi og er blevet meningsløs.
Det har ingen eller kun ganske lille betydning, om vi nedlægger 20 eller 30 fasaner til 11 kroner stykket. Men antallet har betydning. Tallet i sig selv er blevet et surrogat for den værdi, udbyttet havde en gang. På samme måde har begejstringen for store trofæer næppe været større end tilfældet er nu. Udbyttet måles i centimeter og jagtens succes afhænger til dels af trofæernes tildelte point og medaljer. På den måde kan vi stadig holde liv i den gamle forestilling om, at jagten betyder noget. At det nedlagte har betydning.
Wildlife Image: Michael Sand
Ståfor'erne
Men ikke mange ægteskaber kan overleve uden indhold. Uden dybde og kærlighed. Og det uanset om huset er fyldt med børn eller ej. Spørgsmålet er, om jagten kan overleve uden dybde. Uden kærlighed til selve jagten og dens uforudsigelige væsen. Det siges, at kærlighed er en jagt, hvor jægeren må passe på, at han ikke løber så stærkt, at han løber fra vildtet.
Vi er på mange måder allerede kommet til det punkt, hvor vi i overført betydning kan løbe fra vildtet. Og mange bekymrer sig ikke. Det er, som om vi i stigende grad påtager os forskellige roller. Også rollen som jæger. Når vi kommer hjem fra arbejde, skifter vi identitet. Laver et åndeligt fristed, iklæder os jagttøj, kalder på jagthunden og går på jagt. Sammen med andre ligestillede skyder vi ænder, fasaner og opdrættede agerhøns. Vi kalder os jægere.
Vi får anvist en post og nedlægger det vildt, som vi kan og må. Men er vi jægere? Ståfor'er er mere passende, selv om udtrykket kan virke en anelse nedladende. Faktum er nemlig, at de mere udfordringskrævende jagter bliver mindre og mindre udbredte. Pramjagten på fjord og hav har beskeden tilgang, og færre og færre bruger tid og kræfter på at træne en stående hund til jagt på markens fasaner og de efterhånden meget udfordrende vilde agerhøns.
Ikke jagt
For mange mennesker er jagt en livsform. Jagten giver os identitet. Men hvorfor nedprioriterer vi da selve jagten og dens uforudsigelige væsen. Det er, som om vi lever i en virtual reality. En ikke eksisterende virkelighed, som føles ægte og nærværende. Og det kan virke paradoksalt, da moderne jagt netop er et forsøg på at genoplive det oprindelige.
Det ligger i menneskets natur at søge det ægte. Den ægte betingelsesløse kærlighed. Et ægte smil, en ægte latter, en ægte ven. Men hvad med ægte jagt? Rigtig jagt. Vi hører ofte udtrykket "det var rigtig jagt". Underforstået den var krævende. Vildtet havde de største chancer, og vi måtte mobilisere koncentration, snilde og fysisk formåen for at få tag om byttet. At heldet var med os, gør ingen forskel. Pludselig, og egentlig ganske ufortjent, stod bukken på brandbæltet, da jeg gik hjem. Jægeren fik en buk. Sådan er jagt nemlig også.
Omvendt hører vi også det modsatte udtryk. Det var ikke jagt. Ofte dækker udsagnet det modsatte. Over en jagt som gav vildtet få chancer, og som ikke satte vores snilde, koncentration og fysiske formåen på prøve.
Heldigvis udelukker det ene ikke det andet. Den ene dag sveder man på en krævende og udfordrende jagt, næste dag hygger man sig på en fællesjagt, hvor beslutning og initiativ overlades til jagtens øverste ledelse.
Wildlife Image: Michael Sand
Krumme tæer
Men mange jægere kender kun jagtens væsen som gæst og passiv tilskuer. De kender ikke til ændernes træk i mørket, kender ikke hønseflokkens barske liv på de flade kultursletter og har aldrig set en fasankoks forsøg på at unddrage sig hund og jæger. Han kender kun den opskræmte andeflok, som kredser over søen, og har kun mødt agerhønen som en dreven fugl, der er vanskelig at ramme. Han kender ikke længere det ægte fra surrogaterne. Hundesportsfolk priser de velflyvende nyudsatte fugle, som rejses af prøvehundene.
De gamle, som endnu kan huske den rigtige hønsejagt, krummer tæer. De ved, at der skal meget mere end stærke vinger til at hive en nyudsat agerhøne gennem vinteren. Men er jagt blevet konkurrence? Er naturen blevet banen og vildtet bolden, som skal rammes for at score point? Prøvehundens præcise rejsning af den forvirrede agerhøne udløser måske en præmie. Den nedlagte buk måske en medalje. Og de mange fasaner kammeraternes misundelige bemærkninger.
Men er det ikke op til den enkelte at fylde jagtens bæger med de begreber, han eller hun finder passende.
Vælger en kvinde silikonebryster, er det kvindens eget valg. Med tiden vil vi måske helt miste fornemmelsen af det ægte mere eller mindre velformede bryst. Vi vil givetvis vænne os til det, ligesom vi har vænnet os til så mange andre kosmetiske forandringer. Parallellen kan vi dog ikke anvende, når vi snakker jagt. Vi vil næppe nogensinde miste fornemmelsen af det ægte og oprindelige.
Jagten kan nemlig ikke lide en naturlig død. Det omkringliggende samfund vil sandsynligvis skride ind, længe før vi for alvor mister forbindelsen med det oprindelige. Derfor er det vores opgave at grave i os selv. At finde den oprindelige jagtglæde - renset for selvhævdelse og personlig afstivning. En ny har nemlig taget sin begyndelse. Jagten på jagten er begyndt.
|
