Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Verdensnaturfonden

i vildtforvaltningsrådet

Wildlife Image: Michael

 

Miljøministeren vrager vildtforvaltningsrådets indstilling og optager WWF i sit rådgivende råd

 

Af Henning Kørvel 23.04.2002

hk@netnatur.dk

 

Verdensnaturfonden, WWF i Danmark, har flere gange anmodet om at få en taburet i Vildtforvaltningsrådet, miljøministerens rådgivende udvalg i nationale vildtforvaltningsspørgsmål. Og nu er ønsket gået i opfyldelse, men ikke med Vildtforvaltningsrådets velsignelse.

 

Da vildtforvaltningsrådet i december forud for udpegningen af et nyt Vildtforvaltningsråd blev spurgt, om der var grund til at ændre på rådets sammensætning, lød svaret : Rådet har en tilpas størrelse, og der er ikke grund til at foretage de store forandringer, udover at det allerede er besluttet, at landboforeningerne fremover kun skal have én repræsentant i rådet.

 

Men Vildtforvaltningsrådet gjorde regning uden vært. Miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) har vraget denne indstilling og har optaget Verdensnaturfonden som medlem af Vildtforvaltningsrådet. Det skete med virkning fra 1. april. Samtidig har miljøministeren bestemt, at Danmarks Fiskeriforening fra samme dato skal være ligeledes fuldgyldigt medlem af Vildtforvaltningsrådet, hvor denne organisation hidtil har overværet Vildtforvaltningsrådets møder på observatørstatus.

 

Når tommelfingrene i Vildtforvaltningsrådet var nedad til at få Verdensnaturfonden som medlem, skyldtes det den holdning, at WWF overvejende har ekspertise i international vildtforvaltning, hvor Vildtforvaltningsrådets arbejde primært er rettet mod national vildtforvaltning.

 

- Det er da også rigtigt, at vi er mere engagerede i globale naturproblematikker, men når vi i mange år alligevel har været interesseret i at blive medlem af Vildtforvaltningsrådet, er det fordi, vi interesserer os for de store pattedyr i Danmark. Vi er derfor glade for, at det nu endelig er lykkedes os at blive medlem af rådet, så vi derigennem kan være med til at præge debatten, siger generalsekretær Kim Carstensen, Verdensnaturfonden, til Netnatur.dk., og Verdensnaturfondens repræsentant i Vildtforvaltningsrådet bliver en medarbejder i organisationen: biolog Tommy Dybbro.

 

Wildlife Image: Michael Sand

 

Af nationale emner, Verdensnaturfonden interesserer sig for, nævner Kim Carstensen i flæng genudsætningen af bævere i Danmark, forvaltningen af sæler i vores farvande, forvaltningen af skarver og problemerne omkring fiskerierhvervets bifangst af marsvin, forvaltningen af de store hjortevildtarter og udformningen af danske nationalparker i også relation til forvaltningen af hjortevildt og andre klovbærende dyr. Det sidste er især møntet på Lille Vildmose i Jylland.

 

- Vi har en ekspertise, vi kan bidrage med, og for os er det derfor vigtigt, at vi kan deltage i debatten i Vildtforvaltningsrådet, siger Kim Carstensen.

 

Hvor Vildtforvaltningsrådet foruden formanden, professor Per Ole Olesen hidtil har haft ni medlemmer, kommer antallet i det nye råd, efter at Danmarks Fiskeriforening er blevet fuldgyldigt medlem, og det er udvidet med Verdensnaturfonden, op på 10 medlemmer. Ud af Vildtforvaltningsrådet træder Niels Ilsøe, De Danske Landboforeninger, som herefter har én repræsentant i rådet. Tidligere havde også Danmarks Jægerforbund to taburetter i Vildtforvaltningsrådet, men har nu kun én.

 

Medlemmerne af det nye Vildtforvaltningsråd er følgende: Anders Lassen, De Danske Landboforeninger, Kristian Raunkjær, Danmarks Jægerforbund, Poul-Henrik Harritz, Danmarks Naturfredningsforening, Peter Petersen, Dansk Familielandbrug, Bjarne Clausen, Dyrenes Beskyttelse i Danmark, Lars Møller Nielsen, Dansk Skovforening, Christian Hjorth, Dansk Ornitologisk Forening, Jane Lund Henriksen, Friluftsrådet, Carsten Krog, Danmarks Fiskeriforening og Tommy Dybbro fra Verdensnaturfonden.




Nuværende situation
29 Aug 2008


Mest skyet
19°C
Solopgang 6:09 am
Solnedgang 8:10 pm