|
|
||||||||||||||||||||||||||||
 I år er det 90 år siden, skytte L. Hansen, Engestofte, blev skudt og dræbt af berygtet krybskytte.
“Til minde om skytte L. Hansen, som under udøvelse af sin gerning blev skudt på dette sted 7. juni 1916”.
Denne lakoniske indskrift står at læse på en mindesten på Røgbøllevej, som fører igennem arealer under Engestoftes Gods på Lolland, hvor Ludvig Hansen jobbede. Til skyttejobbet på den tid hørte bekæmpelse af det omsiggribende krybskytteri. Og skytten på Engestofte havde gerne held til at slå kloen i fire-fem krybskytter årligt.
Skytten havde erfaret, at Vilhelm Been, dengang en af Lollands mest berygtede krybskytter, var observeret ved Engestofte som passager i en jumpe, ejet af en lokal handelsmand. Om aftenen 7. juni 1916 patruljerede skytten derfor i området på cykel, assisteret af en god bekendt, som var smed. Skyttens bevæbning er en kraftig stok, der ikke ligefrem er elsket af de krybskytter, som havde fået slagene fra den at føle på rygstykkerne og andre steder på kroppen.
Ved 23-tiden traf skytten omsider den, han søgte, og gik frem imod Been for at vriste haglbøssen fra ham. Been er straks klar over, hvad der vil ske, hvis skytten kommer ham for nær. Han stiller sig nu op midt på vejen og sigter på skytten, mens denne ufortrødent fortsætter frem mod Been. Skytte Hansen udbryder flere gange: “Du skal lade være”. Men da afstanden mellem parterne mindskes for hvert af skyttens skridt, og Been indser, at stokkeslagene snart vil regne ned over ham, trykker han på aftrækkeren og dræber skytte Ludvig Hansen med et skud gennem struben og stikker af fra stedet.
Mindestenen er rejst, der hvor ugerningen fandt sted.
Been blev anholdt dagen derpå og først indsat i Maribo Arrest for derefter at blive overført til Nysted Arrest. I Underretten, der svarer til vores dages Byret, blev han idømt otte års tugthus. Men Overretten, den tids Landsret, lagde to år oven i. Som det ikke var nok, så forhøjede Højesteret senere straffen til 12 års tugthus.
Forinden var handelsmand, Grønborg, der havde kørt for Been, anholdt og arresteret. Ved det efterfølgende retsmøde blev han løsladt, men fik en bøde for medvirken til krybskytteri.
Sagen fik megen presseomtale. Og en, der heglede dommen ned, var den farverige redaktør af Sydsjællands Venstreblad i Næstved og tidsskriftet “Jagtvennen”, K.W.J. Thureholm. I sit blad “Jagtvennen” kritiserede han (før Højesterets forhøjelse af Overrettens dom var kendt, red.), at Overretten med sin skærpelse af dommen havde undladt at ligestille Been med “en almindelig morder”.
“Der er noget demoraliserende i, at en decideret tyveknægt og ugerningsmand som Been, der med forsæt dræber den opsynsmand, som er sendt ud for at gribe ham, ikke behandles som almindelig morder og får den straf, der er almindelig for sådanne forbrydere”, skriver K.W.J. Thureholm.
Han fortsætter: “Der er for os menige mennesker ingen formildnende omstændigheder at øjne i den foreliggende forbrydelse. Tværtimod. Vi er snart ved at drukne i humanitet her i landet. Man hører bare, hvad et dagblad kan finde på at skrive om morderen Been:
“I det udmærkede blad “Jagtvennen” omtaler hr. redaktør Thureholm i en ledende artikel den dom, der ved Overretten er blevet afsagt over krybskytten, Been. Straffen lød som bekendt på tugthus i 10 år ved Overretten, mens Underretten kun havde sat den til otte år. Men dette resultat er “Jagtvennens” redaktør så langt fra tilfreds med. Hvorfor skal han ikke regnes lig med en almindelig morder, spørger hr. Thureholm? Og et andet sted udbryder han: Man havde sikkert ventet, at han havde fået tugthus på livstid”.
“I hvert fald – de tre små ord rummer en del, og deres grundtanker forekommer os ikke just at være absolut smukke. Der ligger jo heri en tydelig tilkendegivelse af, at hr. Thureholm i grunden allerhelst havde set Beens hoved på et fad. Og den tanke virker ikke tiltalende. Den er grim, lav og hævngerrig, skåret over læsten: Øje for øje og tand for tand. Et held da, at vort lands dommere er mere humane i deres tankegang end redaktøren af det lille udmærkede blad Jagtvennen”.
Thureholm giver i samme leder i “Jagtvennen” svar på tiltale: “Det forekommer os, at vi er langt ude, når et dagblad på denne måde kan holde hånden over en morder. Det forekommer os at være på høje tid, at lovgivningsmagten skrider til en ordning af jagtloven. Loven værner ikke i tilstrækkelig grad vores jagtbetjente. Hver eneste af dem går nu mere end nogen sinde med livet i hænderne på deres natlige patrulje i Danmarks skove. Thi hvad bryder en forbrydernatur af Beens kaliber sig om risikoen ved at skyde sin modstander ned”?
“Nogle få års tugthus og hæderlig omtale i avisen”. “Ja, det er nydeligt”, slutter K.W.J. Thureholm lederen “Beens dom” i “Jagtvennen” (15. november 1916).
Epilog Beens rigtige navn var Laurits Vilhelm Larsen, og han var født 13. oktober 1867 i landsbyen Kistofte nær Slemminge- ikke langt fra Engestofte, hvor udåden fandt sted i 1916.
Allerede i 1906 havde Been med et vådeskud dræbt en kammerat ved navn Ejbye Johansen. En novemberaften, hvor Been havde været på krybskytteri sammen med denne og en tredje kammerat, Peder Okse, ville han – mens de slentrede af sted ad landevejen – slynge sin haglbøsse om skulderen. Skuddet gik af og ramte Ejbye Johansen i brystet. Han døde på stedet. Ved klarlæggelsen af forløbet hævdede Been, det var et vådeskud, og der blev ikke foretaget yderligere i sagen.
For tugthusstraffen for drabet på skytte Ludvig Hansen genvandt Been friheden efter seks år i “Hotel Gitterly”. Til en lollandsk forpagterfrue, som traf ham første gang efter løsladelsen, da han i midten af 1920’erne cyklede rundt og solgte lervarer og friske røgede sild, understregede han: For et naturmenneske som ham havde seks år bag tremmer været lang tid.
Been hutlede sig igennem tilværelsen med lidt handel og kortspil. En overgang var han også hotelkarl. Han holdt til i Maribo med nogle kammesjukker af hans egen kaliber, bl.a. en, der hed Martin.
Denne havde ifølge forpagterfrue, Cathinka Madsen ellers været en god sæsonarbejder på hendes mands og hendes forpagtergård, men da han begyndte at drikke “som et hul i jorden”, blev han et vrag. Efter et bråvallaslag mellem kammesjukkerne skulle Been ryge sild til selskabet morgenen derpå, men da han kaldte på Martin, lå denne på gulvet ved siden af sin seng. Been sparkede til ham og udbrød: “Så bliv liggende dit fulde svin”. Men Martin var død. Han blev omkring 50 år.
Selv udåndede Vilhelm Been 81 år 30. april 1949.
|
INDHOLD
|
|
|
|
|
|||||||||||||||||||||||
