Hvis disse vildtkroge kunne tale
Foto: Henning Kørvel
… så ville vi få jagtberetninger fra svundne tider på Rømø, hvor vildtkrogene pryder Duhngård.
Det er ikke sikkert, at de er ligeså gamle som Duhngård på Rømø, som er en kommandørgård fra 1525. Men gamle er de i hvert fald – de to vildtkroge, der hænger på muren på den smukke gård, som i dag er rammen om Danmarks Mekaniske Dukkemuseum fra 1992. I dag ejes og drives det lille spændende museum, der udstiller mekaniske dukker, som fra sidste halvdel af 1800-tallet og frem har været brugt som blikfang i butiksvinduer, af Kim Hansen, hvis forældre har etableret det.
Kim Hansen kender udmærket Duhngårds historie. Navnet linker til den skibskaptajn, som i 1500-tallet opførte gården – blot en af Rømøs mange fine lavloftede kommandørgårde. Af gode grunde kender han imidlertid ikke historien bag vildtkrogene. Men så meget er dog sikkert, at de er opsat på gårdens facade af en tidligere ejer, som efter al sandsynlighed har fået en lokal smed til at lave dem med sine initialer som basis.
Givet er også, at hvis vildtkrogene kunne tale, så var det værd at lægge øren til, for der er ikke den mindste tvivl om, de havde mangt og meget at berette om svundne tiders jagt på såvel Rømø som i Vadehavet, som i dag er pilotprojekt frem mod eventuel nationalpark, og hvor der i modsætning til før ikke længere kan drives jagt bortset fra den specielle vadejagt og lidt jagt 14 steder på forlandet langs Vadehavet.
Men den historie får vi ikke. Derimod kan vildtkrogene beskues på Duhngård, Havnebyvej 227. Og det er ganske vist.
|