Disse navne har prentet sig ind i Afrikas historie
“Legends Of The African Frontier” portrætterer jægere, der gjorde Afrika fra 1800 til 1945.
Af Henning Kørvel 22.10.2007
Karen Blixen og broren, Thomas Dinesen er i overensstemmelse med konceptet bag “Legends Of The African Frontier” med biografier over mere end 1.200 personer – legender - i Afrikas historie fra cirka 1800 til 1945.
Adgangskravet til værket er, at personerne enten ernærede sig som elefantjægere og skindjægere eller var jægere med riffeljagt som passion. Over hele skalaen vrimler de frem - fra de værste slyngler og tyveknægte over elfenbenskrybskytter, eventyrere og lykkeriddere til kendte og ukendte professionelle jægere og storvildtsjægere. Men indgangsvinklen delte de: Ønsket om at opleve “det sorte kontinent”, og de her fandt, hvad de søgte.
Baronesse Karen von Blixen-Finecke (1885-1962) kom til Kenya i 1914 for at dyrke kaffe. Hun var jævnligt med sin mand, den svenske baron Bror von Blixen-Finecke (1886-1946), på safari, og senere med sin elsker, den engelske storvildtsjæger og eventyrer, Denys Finch Hatton (1887-1931).
Sent i hendes rige, varierede liv blev hun spurgt, hvilket øjeblik i det forgangne, hun kunne ønske sig gentaget, og hun svarede uden tøven: “To go on safari once more with Bror”.
Dette udsagn står ikke i vejen for, at mens Karen Blixen (Tanne) endnu opholdt sig på sin farm i Kenya, mistede hun lysten til jagt, undtagen når det var nødvendigt for at skaffe føde til de indfødte i hendes brød. Ulysten til at jage græsædere bredte sig dog ikke til løvejagt. I sin sidste bog om Afrika “Skygger på græsset” (1960) skriver hun:
“Løvejagt var uimodståelig for mig; jeg skød min sidste løve, kort tid før jeg forlod Afrika”.
Broren, Thomas Dinesen (1892-1979) modtog Victoria Cross for heltemodig indsats for England på Vestfronten under Første Verdenskrig. Egenmægtigt dræbte han 12 tyske maskingeværskytter og formidlede oplevelserne i “No man’s Land” (1929).
Dinesen skrev dagbog over en safari i Masai-Reserve i 1922, mens han opholdt sig hos sin søster for at hjælpe hende på farmen. Men den udkom først i bogform i 1982. På forsiden poserer Dinesen med en mankeløve. Dette kan tolkes sådan, at han fandt løvejagt ligeså uimodståelig som sin senere verdensberømte søster.
Det spændende værk, der under A starter med William Louis Abbot og rundes af under Z med Ernest A. Zwilling, byder på endnu en dansker: Karl Larsen!
Han var elefantjæger i Portugisisk Østafrika, men var bedst kendt for at have dræbt syv løver på to minutter i Angola. Skønt han var elfenbensspecialist, så skød han i sin tid som storvildtsjæger ikke desto mindre 34 løver. For hudernes skyld skød han desuden bøfler i tusindvis.
Her endnu en dansker: Ian Reginald Nyschens (1923-2006). Han ernærede sig i kort tid som elefantjæger i Sydrhodesia i 1940’erne, men blev senere vildtbetjent, og endte med at avle heste. Han døde dog desillusioneret. I betragtning af volumen ville det være lettere at opremse de, der ikke findes i værket end de, som er her. Nævnes skal derfor Gregers Greve Ahlefeldt Laurvig-Bille og Bøje Benzon. De burde begge have haft en plads i det spændende persongalleri.
Her møder læseren Aga Khan (1877-1957). Sideløbende med at være religiøs leder var han en ivrig nimrod, og gennemførte flere safarier i Afrika. Det var dengang, der var elefanttyre til. I 1928-udgaven af Rowland Ward’s “Records of Big Game” krediteres han for et sæt elefantstødtænder på henholdsvis 162 og 124 pounds (2,21 pounds = 1 kg).
“Bunny”, alias Frank Maurice Allen (1906-2002), professionel jæger, er her naturligvis også. Han debuterede i 1928 hos Bror Blixen. Året efter guidede han i fællesskab med Denys Finch Hatton Prinsen af Wales på dennes safari. “Bunny” fulgtes livet igennem af succes - også hos kvinder, som han nedlagde på stribe.
Sir Robert Stephenson Smith Baden Powell (1857-1941) går værket heller ikke uden om. Som engelsk officer var Baden Powell udstationeret i Sydafrika under Boerkrigen. Hans speciale var udspejdning af fjendens bevægelser, hvilket inspirerede ham til at stifte spejderbevægelsen. Som yngre var han ivrig jæger. Især elskede han at jage vildsvin, men han skød aldrig elefant, både på grund af dens intelligens og kropsvolumen.
Opremset i spredt fægtning møder læseren endvidere Sid Downey (1905-1983), respekteret professionel jæger i Østafrika. I galleriet finder man også Edward VIII (1874-1972), der inden sin abdikation i 1936 fik nogle spændende safarioplevelser i selskab med Bror Blixen og Denys Finch Hatton. Hemingway – Ernest Hemingway (1899-1961) skriver sig ind i værket med to safarier, den sidste i 1953-1954. Ligeså selvskrevet er skotten John Alexander Hunter (1887-1963), der i det meste af sit liv var professional jæger. Selvskrevet er endvidere David Livingstone, Beryl Markham, Theodore Roosevelt, Robert Ruark, James Sutherland (“elefantjægernes elefantjæger”), Frederick Courteney Selous, Rowland Ward, Paul Zimmermann, Stephanus Johannes Paul Kruger og de atter hundreder, som har sat fingeraftryk på Afrikas historie.
Denne palet fra “det gamle Afrika” er unik. Redaktør Ludo Wurfbain, Safari Press, er da også overrasket over, at det ikke tog David Chandler 120 år at skrive den. Researcharbejdet har været omfattende, og Wurfbain skønner, Chandler må have hentet sine informationer i mindst 1.500 bøger, blandt hvilke Rowland Ward’s “Records of Big Game” har indtaget en central plads.
Værket, der fastfryser den tid, hvor elfenben fra elefantstødtand kostede omkring 1 GBP pr. pound, er ikke baseret på at blive læst i ét hug. Her er tale om et opslagsværk, som man kan slå op i når som helst, behovet herfor er til stede.
“Legends Of The African Frontier” får derfor blivende værdi. Der findes ikke en bog magen til denne. Så meget desto større grund er der til at glædes over, at hvad der hidtil ikke er lykkedes for andre, er lykkedes for David Chandler og Safari Press. Og der er ingen tvivl om, at værket har været savnet af de, der brænder for at få viden om personer – legender – som gjorde Afrika i storvildtsjagtens guldalder. Her er de på rad og række.
Chandler, David (2007): “Legends Of The African Frontier”. 432 pp. 85 USD. Safari Press Inc., USA.
Køb den her: Safari Press Inc. 15621 Chemical Lane Huntington Beach, CA 92649 USA Phone: +714 894 9080. Email: info(@)safaripress.com www.safaripress.com  | 
|  | 
|  Venstre: Bill Finaughty var en af de store elefantjægere. Før 1870 havde han afsjælet over 500 elefanter.
Højre: Storvildtsjagten nåede også frem til Hollywood. Under en optagelse af en film i Kenya får Beryl Markham en snak med Douglas Fairbanks Jr.
|

|