|
|
|||||||||||||||||||||||||||||
 I 2006 var det 60 år siden, Svend Fleuron blev gået af forfatterforeningen for tyskvenlighed under Anden Verdenskrig.
Han findes ikke i Politikens Dansk Litteraturhistorie. Heller ikke i Gyldendals Dansk Litteraturhistorie eller i Gads Danske digtere i det 20. Århundrede er han oplistet. Og hvis man i dag forhører sig på biblioteket om, hvad der står af værker fra hans hånd på hylderne, så lyder svaret: Få eller ingen.
Men hvis tiden skrues tilbage til den første tredjedel af 1900-tallet, så ville ethvert kommunebibliotek i landet med respekt for sig selv have haft adskillige værker af Svend Fleuron stående på hylderne. Fleuron (1874-1966) var en af den tids mest populære danske forfattere.
Født og opvokset på en proprietærgård på Møn hed han oprindelig Fleron-Christensen. Men da han debuterede i 1906 med en lille samling jagtbreve, var faderen – Christensen – forsvundet ud af efternavnet, og moderens Fleron justeret til Fleuron.
Når han ikke skrev om jagt, var dyr hans foretrukne figurer, som han forsynede med menneskelige træk og evnen til at tænke og ræsonnere. Det var netop denne genre, der gjorde ham populær, hvilket ses af, at fx “Det røde koppel” fra 1914 om et kuld moderløse rævehvalpe udkom i 15. oplag i 1921. En ligeså populær titel “Ib Fidelius Adeltand” fra 1917 nåede allerede at udkomme i 12. oplag i 1919, mens “Grum” solgte i omegnen af 12.000 eksemplarer fra udgivelsen af første oplag i 1919 til 1921. Oplagstal, der giver et klart billede af Fleurons popularitet.
Forfatterskabet var i begyndelsen nebengeschæft til en militærkarriere, som han med rang af kaptajn i artilleriet vinkede farvel til, da hans litterære karriere blomstrede i 1920, og han herefter satsede målrettet på denne. Flittig, nærmest myreflittig, var han, men i 1934 satte Fleuron populariteten over styr med den intrigante roman “Fasandyret”, der fokuserer på godsernes opdræt af skydefugle og den deraf følgende nådeløse forfølgelse af alle predatorer med næb og kløer.
Bogen fyrede op under følelserne. Fleuron lagde selv op til ekstra oktan, fordi han til nogle godsfruer lod sende et eksemplar af bogen med denne tekst på det ledsagende kort: “Til fruerne, der ikke ved, hvad der foregår i mændenes skove”.
Lensgreven på Lindenborg Gods i Himmerland følte sig stemplet, og da han mente at kunne genkende sit eget gods i romanens opdigtede gods “Galtenborg”, truede han i et indlæg i “Dansk Jagttidende”, medlemsblad for Dansk Jagtforening, Svend Fleuron med sagsanlæg. Det var dog overreageret. Galtenborg dækkede nemlig over et sjællandsk gods, hvor Fleuron under et længerevarende ophold hos overjægeren havde fået kulturjagten ind under huden. Hvor berettiget kritikken af kulturjagten og dens følgevirkninger end var efter hans egen overbevisning, så kom han ikke desto mindre til at betale en høj pris for “Fasandyret”, fordi hans stjerne blegnede hos de ellers før så trofaste købere af hans bøger.
I udlandet var Fleuron meget læst i både USA, Sverige, England, Tjekkoslovakiet, Finland og Ungarn, men størst var interessen for hans værker i Tyskland. Her udkom et par snese af dem, i 1940 tillige “Gessammelte Werke”. Fleuron havde derfor både før og efter tyskernes besættelse af Danmark 9. april 1940 betydelige interesser i Tyskland. Interesser, der efter Anden Verdenskrig placerer ham i den gruppe af danske forfattere, som rubriceres som kollaboratører, fordi han har forholdt sig anerkendende til besættelsesmagten gennem rejser til Tyskland, samvær med tyskere og/eller danske nazister, salg af egne værker i Tyskland, og i et ikke nærmere defineret omfang således legitimerede besættelsen af Danmark.
Regnskabets time kom tidligt i 1946. En villavej i Søborg, der i 21 år havde båret navnet, Svend Fleurons Vej, blev til Maglegårds Allé. I februar 1946 blev Svend Fleuron indkaldt til Æresretten i Dansk Forfatterforening, som fandt, at han gennem deltagelse i tyskorganiserede arrangementer af forskellig art havde handlet unationalt og derfor blev ekskluderet. Samme skæbne overgik 16 forfatterkolleger.
I 1952 blæste mildere vinde. Seks ud af ni ekskluderede forfattere, der endnu levede, heriblandt Svend Fleuron, blev taget til nåde af Æresretten og tilbudt genindtræden i Dansk Forfatterforening. Fleuron takkede nej. Han var nemlig ikke bevidst om, at han havde udvist unational adfærd. Derfor ville han ikke genindtræde i forfatterforeningen og gjorde gældende, at hvis denne til gengæld beklagede at have ligget under for “kapitulationstidens psykose, så ville sagen stille sig anderledes. Men den indrømmelse fik han ikke. Og så vidt vides blev hans kommentar til Æresretten aldrig læst op for kolleger i forfatterforeningen.
|
INDHOLD
|
|
|
|
|
||||||||||||||||||||||||
