Råvildt og råvildtjagt
Henning Kørvel (2007): Råvildt og råvildtjagt, 304 sider, kr. 299.
Gyldendal.
Boganmeldelse af Alex Røge Hermansen 14.05.2007
Journalist, forfatter og frem for alt ivrig jæger, Henning Kørvel, har endnu en gang stillet skarpt på råvildt og råvildtjagt. Bogen, der vel bedst kan beskrives som en håndbog, er i fuldstændig opdateret i forhold til udgaven fra 1998 med henblik på at give læseren en introduktion til råvildt og råvildtjagt i såvel Danmark som udlandet.
Bogen er, som sin forgænger, opbygget meget logisk i tre dele, hvor første del rummer al væsentlig faktuel viden om råvildtets biologi, herunder bl.a. emner såsom råvildtets historie, opsatsen, levevis, forholdet til mennesker og jagtudbyttet.
Anden del af bogen omfatter jagten. Denne del udgør en meget grundig indføring i jagt på råvildt, hvorunder bukkejagt naturligt nok repræsenter en meget essentiel del, ligesom efterårets råvildtjagt med hagl og kugle. Desuden har en naturlig følge, af at mange danske jægere rejser udenlands på råvildtjagt været, at der i denne udgave er et vægtigt afsnit herom.
Sidst men ikke mindst omhandler bogens 3. del de for jægeren vigtige opgaver efter skuddet. Her instrueres i bl.a. opbrækning og forlægning af dyret samt i trofæbehandling. Naturligvis omfatter del 3 også et afsnit om opmåling af trofæer fra råvildt.
Selvom bogen, ved første øjekast, på mange punkter ligger tæt op ad sin forgænger fra 1998, så er der alligevel lagt op til mange timers interessant og spændende læsning for enhver, der elsker råvildtet og jagten herpå – også selvom man i forvejen måtte besidde den forrige udgave. Bogen er således på mange punkter udvidet med helt nye afsnit og den seneste viden om emnet.
Bogen er særdeles rigt forsynet med billeder, tegninger og grafik, der på bedste vis understøtter og illustrerer teksten. Der er endvidere tale om et nyskabende og friskt layout med adskillige faktabokse og appetitvækkere, hvilket inviterer læseren til at gå i dybden med stoffet.
Ikke mindst på billedsiden er der virkelig tale om en fornyelse af materialet, idet jagt- og naturfotografen Michael Sand har leveret hovedparten af illustrationerne til bogen. De velvalgte billeder gør i sig selv bogen til en stor nydelse, idet her er tale om fantastiske ”skud”, der på en gang er både smukke, stemningsfulde og lidt utraditionelle.
Sandsynligvis som følge af de seneste par års noget følelsesladede debat om forvaltningen af råvildtjagten i Danmark, har Henning Kørvel valgt at bringe emnet op i et efterord til bogen. Der er ingen tvivl om at råvildtet udgør den største succeshistorie i dansk jagt i de seneste årtier med markant stigende udbytte. Imidlertid viser statistisk materiale fra DMU, at der, i forhold til en ideel alders- og bestandsammensætning, skydes lovligt mange råbukke og følgelig for få råer og lam. I stedet for lovændringer på bl.a. jagttidsområdet og arealbegrænsninger gør Henning Kørvel sig til talsmand for, at der skal ske en holdningsbearbejdning blandt jægerne, der kan føre til indretning af det nuværende jagtmønster på råvildt til størst gavn for råvildt og råvildtjægere.
”Dommedagsprofetier er der ikke behov for, med derimod saglig information. Saglig information vil blive modtaget i den ånd, den gives, og resultatet vil hurtigt vise sig og blive et bidrag til, at en enestående succeshistorie i dansk jagt kan overdrages til kommende generationer af danske råvildtjægere i fin kondition”
Bogen Råvildt og råvildtjagt er et godt og solidt værk og bør stå på enhver videbegærlig råvildtjægeres boghylde, idet bogen giver såvel nye som garvede jægere bedre forståelse for vort lands mindste og dog alligevel mest elegante hjortevildt og jagten herpå.
| Henning Kørvel: “Råvildt og råvildtjagt”, 2 udgave. 304 sider, kr. 299. Gyldendal. Fås i boghandler, førende jagtforretninger og via www.gyldendal.dk eller Klik her for at gå direkte |
|