Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Værk om dansk
jagtammunition
ud af idéboksen



På forsiden af denne pakke plasticpatroner ses, at der lægges 7,50 kroner i statsafgift på patronerne. Det tvang fabrikationen af den danske plasticpatron i knæ i 1952.


Dansk Jagtpatron Historisk Forening Aquila håber på fondsmidler til bogen.

 

Af Henning Kørvel 02.10.2007
Journalist
hk(@)netnatur.dk

 

Hvordan kom den frem? Hvor længe blev den produceret. Hvor mange versioner blev den fremstillet i? Hvornår stoppede festen?

 

Omtrent hver eneste gang, der søges efter information om dansk jagtammunition med hagl og kugle, render man panden mod muren. Hist og her kan man ganske vist grave lidt information frem om en specifik produktion, men en samlet oversigt over dansk jagtammunition er og bliver en mangelvare.

 

Det agter Dansk Jagtpatron Historisk Forening Aquila imidlertid at gøre noget ved. Med formand Steen Elgaard Møller i spidsen har foreningens bestyrelse sat sig som mål at ville skrive og udgive et værk med titlen “Dansk Jagtammunition”.

 

Et udsnit af medlemmer blev informeret om dette på et kombineret patronbyttemøde og auktion på Falster 23. september.

 

- Bogen skal omfatte samtlige danske hagl- og kuglepatroner, der gennem tiderne er blevet brugt til jagt, fra bagladevåben – pinfire – kom til i 1832-1833 over patroner med centraltænding, introduceret i 1850 og frem til nyere tids dansk jagtammunition, siger Steen Elgaard Møller og erkender samtidig, at det er noget af en opgave, en redaktionskomité med ham selv, Lars Malte, Steen Munthe-Brun, Arne Petersen, Bent Olsen og Torben Ohm har påtaget sig. Den kræver ikke uventet megen research.



Nobile og Volcanus var nogle af de patroner, der blev importeret af danske våbenforretninger med eget logo.

Bogen skal nemlig fortælle historien om den enkelte danske jagtpatron. Men helt på bar bund er foreningen ikke. Tværtimod kendes historien om indtil flere danske patronproducenter og deres patroner. Historien om HK – Hærens Krudtværk i Frederiksværk - er godt beskrevet. Og det samme gælder for patroner fra Otterup Gevær- og Patronfabrik. Kendt af foreningen er desuden historien om verdens første plasticpatron, der fra 1949 til 1952 blev fremstillet af Dansk Patron Industri – DPI – i Roskilde. Foreningen kender også historien om den spøjse virksomhed, “Patronfabrikken Fyn”, der startede med at genlade haglpatroner i 1943, og senere gik over til at producere haglpatroner. En produktion, som verserede, indtil en dansk patronafgift og konkurrence udefra satte en stopper for fabrikationen i 1953.

 

- Så tidligt som i 1991 lavede vi et udkast til et katalog over danske jagtpatroner med sort-hvid illustrationer, men stoppede arbejdet for at afvente, at udviklingen ville resultere i en lettere adgang til farveillustrationer. Den er til stede nu, og med den scanningsteknik, der er til rådighed i dag, er det let at få lavet gode farvefotos af jagtpatroner til en bog, siger Steen Elgaard Møller.

 

Foreningen vil gerne have den ud så hurtigt som muligt, dels af hensyn til medlemmerne og dels for at vise flaget over for omgivelserne og visualisere den tankegang, der ligger bag fænomenet at samle på jagtammunition.

 

Men penge skal der til. Mange formentlig. Dansk Jagtpatron Historisk Forening Aquila har derfor planer om at søge relevante fonde om tilskud. Foreningen vil også prøve at få sponsorer til at spytte i kassen. Men først når man har overblik over den økonomiske side af sagen, og den redaktionelle proces er længere fremme, vil det være muligt at give et realistisk bud på tidspunktet for udgivelsen af værket. Det dækker nok et smalt spor. Men der er heller ikke er tvivl om, at det vil have endda stor interesse blandt ikke blot patronsamlere, men også blandt jægere og samlere af jagtvåben, der interesserer sig for den ammunition, som gennem tiderne er blevet skudt af i hagl- og kuglevåben.

Sådan inddeles de



Danske plasticpatroner fra DPI, verdens første af slagsen. Desværre kun i fabrikation fra 1949-1952.


Næsten rent danske

Dansk Patron Industri – D.P.I.
 “Patronfabrikken Fyn”.
Dan/Arms.

Ladet med dansk krudt

Donse.
Hærens Krudtværk – HK.

Delvis egenfabrikerede

Nogle firmaer fik leveret forladte hylstre fra hovedsagelig Rottweil, som de selv fyldte hagl i og forsynede med egen slutskive:
Teilmann Sport, Nykøbing F.
Emil Frandsen.
Harald Nyborg.
Otterup Patron- og Geværfabrik.

Importeret med eget logo

A. Bjerre, Odense.
Harald Nyborg, Odense.
Petersen Bach, Aalborg.
Jydsk Våbenhandel – Aquila, Aarhus.
Jagt- og Fiskerimagasinet, København.
Forst- og Jagthuset, København.
F.J. Brinkmann, Nykøbing M.
Poul Poulsen.
Poul Dybdal, Ruds Vedby.
KGH, Kongelig Grønlandsk Handel.
Difa.
Safari.
V. Klitgaard, Sorø.
FDB (Træffer).
Yde.
Jilas.

Gennem de seneste 25 år har såvel enkeltpersoner som firmaer importeret haglpatroner med eget logo. Også flere godser har i udlandet fået lavet haglpatroner med logo, fx Gisselfeld.

 

Med i bogen tages ikke patroner, hvor kun æskerne er forsynet med dansk tekst, men patronerne ikke var beregnet til det danske marked. Dan/Arms har produceret sådanne. Det samme gælder for Hull Cartridge, England og Game Bore.

 




Nuværende situation
30 Aug 2008


Godt
12°C
Solopgang 6:09 am
Solnedgang 8:10 pm