Hvem maler svaner røde?
Foto: Claus From Jensen
Spørger strandjæger Claus From Jensen, der i Guldborgsund har foreviget to malede knopsvaner.
- Hvem i alverden maler dog et par knopsvaner røde, og hvad skal det betyde?
Spørger strandjæger Claus From Jensen, Øster Toreby på Lolland, der tirsdag 21. juni i sejlrenden udfor Hasselø Plantage i Guldborgsund spottede to knopsvaner, der var sprøjtet med rød maling på hovedet, halsen, ryggen og gumpen.
Han spottede de to rødmalede knopsvaner, da han i sin motorbåd sejlede sydpå for at sætte garn efter aborrer. Og da han nogen tid efter sejlede hjemover mod lystbådehavnen “Lergraven” umiddelbart syd for Nykøbing F., hvor han har sin båd liggende, kom han i tanke om, at han medbragte sit digitalkamera. Da han nu atter så de to svaner, sejlede han derfor ind på kloshold, og tog fotos af dem.

Foto: Claus From Jensen
- Man skulle umiddelbart tro, at nogen har sprøjtet rød maling på dem for at kunne holde øje med dem. Men det synes dog ikke at give nogen mening, mener Claus From Jensen, der dog er sikker på, at malingen ikke er sprøjtet på af hverken ornitologer eller DMU. Men af hvem så kunne han godt tænke sig at vide.

Foto: Claus From Jensen
Hvis læsere af Netnatur.dk sidder inde med svaret, så kontakt venligst journalist Henning Kørvel. Tlf. 5544 2139. Mobil: 2393 2209.
|