|
Klip et spor
Jordrugende fugle er sarte over for rovdyr. Derfor må vi lære at leve med et vist tab. Både blandt de vilde fugle og blandt de fugle vi udsætter.
| Af Anders Bach 18.08. 2003 |
Vi kan dog gøre meget for at hjælpe vildtynglen på rette vej. Ofte er det ikke meget hjælp dyrene behøver for at klare sig igennem de første krævende måneder af deres liv.
En fasankylling kan nærmest drukne i et mælkebøtteblad. Efter to dages bygevejr, som vi så ofte ser i Danmark, er livet hårdt for de nyklækkede kyllinger.
De vilde fugle passer godt på deres yngel. Ofte er de ret standfaste, specielt agerhønsene. De kan hjælpes meget ved at slå spor i græsset så kyllingerne kan komme ud og tørre og sandbade efter en dugvåd nat eller en dansk sommerbyge.
Hold sporet slået året rundt, så ikke reden pludselig dukker op bag slåmaskinen det sene forår, når man er kommet for sent i gang. De gamle fugle ved godt, hvor de skal tage kyllingerne med hen efter en byge.
Efter etablering af sporene, kan man hver gang efter regnvejr, se fasanerne og agerhøns i flere generationer sidde og lufte vingerne. Råvildtet, harer og andet vildt bruger også sporene meget. De klippede spor med frisk grønt græs udgør et godt spisekammer, navnlig hvis der samtidig er let adgang til skjul i tilfælde af forstyrrelser.
Sent i bukkejagten er sporene heller ikke at foragte. De giver en spændende islæt og et godt overblik. Man kan jo nemt slå tre spor, der alle kan starte og overskues fra en hochstand.
Sporene behøver ikke være mere end en til to meter brede. De er gode at fodre i, i stedet for at fodre i en bunke på jorden det samme sted året rundt.
Spred fodret ud med let hånd på langs af sporet. Så slipper man for at rotterne samler sig, som rundt om den varme nissegrød. Fasaner bryder sig ikke om at dele maden med rotter.
Ved at sprede foderet aktiverer man også fuglene, da de selv skal arbejde lidt for at finde føden. Kan de i stedet gå hen til en bunke foder og spise sig mæt på rekordtid, kan de hurtig få travlt med at rende over til naboen.
I sommeren 2002 spillede og lyste den verdenskendte musiker Jean Michell Jearre på vindmøllerne i en Nordjysk møllepark. Koncerten medførte diskussion om møllerne blandt naboer, der i dagene op til den store koncert rundede mange emner, der relaterede sig til vindmøllerne. Snakken faldt også på vildt og jagt. Således havde de fleste bemærket, at der omkring mølleparkerne blev set betydelig mere vildt end tidligere. Bestanden var vokset støt siden de første møller skød til vejrs.
Forklaringen på fremgangen er de grusveje, der er etableret ud til møllerne så disse kan serviceres. Vejene har brudt hvedeørken, hvor det eneste føde førhen var etårigt rapgræs.
På møllevejene kan kyllingerne tørre sig og i vejkanterne omkring møllerne, er der masser af fødemuligheder i ukrudtet. Råvildtet og harerne vænner sig hurtigt til snurrende møllevinger. En tidlig morgen langs møllevejene er der meget liv at spore. Endnu et bevis på, at spor i landskabet skaber liv.
Rovfuglene finder dog også hurtigt fødekilden. De skal jo leve af noget. Småvildtet er altid udsatte byttedyr, når de bevæger sig i det åbne landskab.
Men hvis alternativet til sporet var en stor hvedemark ville måske samtlige kyllinger dø af sult eller kulde. Det er naturligt, at man gerne vil passe på sine fugle, de vilde som de udsatte. Men man må acceptere, at der altid vil være et vist tab til blandt andet rovvildtet.
|
