Læser: svaner har fået okker på sig!
Foto: Claus From Jensen
- Jeg har set fænomenet flere gange gennem årene, siger Keld Andersen, Truust nær Silkeborg.
- De to knopsvaner, Claus From Jensen har foreviget i Guldborgsund 21. juni med rød farve på sig, er ikke blevet sprøjtet med maling, men har fået okker på sig.
Siger jæger Keld Andersen, Truust nær Silkeborg, til Netnatur.dk.
- Jeg er 120 procent sikker på, det er okker de to svaner har fået på fjerdragten. De kan have fået okkeren på sig i et vandløb med lav vandstand. Når de først har fået det på kroppen, så vil de også få okker på hovedet og halsen, når de pudser sig, mener Keld Andersen.
Han har flere gange spottet okkerfarvede knopsvaner i såvel Silkeborg Sø som Tange Sø. Han har også erfaring for, at det er ret almindeligt, at pibeænder flere steder i landet har okker på fjerdragten.
- Det er således ret almindeligt, at pibeænder der skydes i Vestjylland, bl.a. på Værneengene, har okker på fjerdragten, og undertiden kan være helt rustrøde på bugen. Fænomenet ses typisk, når nyankomne pibeænder har opholdt sig i landet i 8-14 dage, siger Keld Andersen, og minder om, at netop på Værneengene findes der ofte okker på såvel jordoverfladen som i mindre vandhuller. Pibeænder og andre fugle, der fouragerer her, kan derfor ikke undgå at få okker på sig.
Keld Andersen har også spottet gråænder med okker på fjerdragten, men når fugle med okker på sig skifter til at fouragere og raste på steder uden synlig okkerforekomst, så reduceres den rustrøde farve på fjerdragten. Men ifølge Keld Andersen forsvinder den som regel aldrig helt før dragtskiftet hos fx pibeænder og gråænder.
Claus From Jensen er glad for informationen fra Keld Andersen.
- Jeg har aldrig tidligere hørt om fænomenet. Indtil der foreligger en anden forklaring, tror jeg derfor på, Keld Andersens forklaring er rigtig, siger han.
|