Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Små udsætninger

af ænder standset

Wild-Life-Image.dk

 

Mange små andehuller vil gro til i de kommende år, vurderer fynsk andeopdrætter

 

Af Henning Kørvel 21.02.2003
Journalist
hkpress@image.dk

 

Et stort antal mindre vandhuller, hvor jægere tidligere udsatte et lille antal ænder, vil i fremtiden gro til, fordi der ikke længere udsættes ænder, eller rettere, ællinger i dem.

 

Årsagen er de skærpede regler for andeudsætning, der trådte i kraft i april 2000, efter hvilke det i en sø kun er tilladt at udsætte én ælling eller voksen and pr. henholdsvis 50 og 100 kvadratmeter åbent vandspejl.

 

- Som kunder havde jeg mange almindelige jægere, der til udsætning i mindre vandhuller købte lidt ællinger. Men det er hørt op, fordi mange jægere der tidligere udsatte 20-25 ællinger ikke har lyst til at nøjes med at udsætte fx fem ællinger, fordi arbejdet med at passe og fodre dem er det samme som hvis der er udsat flere. Følgen af, at der i mange mindre vandhuller ikke udsættes andeællinger er, at de er ved at gro med siv og pilekrat, siger andeopdrætter Keld Ringer, Bro ved Brenderup på Fyn.

 

Han er derfor ikke utilbøjelig til at mene, at de nuværende regler, anbefalet af Vildtforvaltningsrådet til tidligere miljøminister Svend Auken (S) efter en reportage i DR TV fra en andejagt på Djursland, er forkert skruet sammen. Formålet med reglerne var en begrænsning af de store udsætninger, fordi Auken mente, at de gav anledning til uetisk jagt. Men da det næppe har været hensigten at begrænse almindelige jægeres hobbybetonede udsætninger, burde reglerne have været udformet sådan, at man i et vandhul havde lov til at udsætte 25-50 ællinger og ikke som nu kun én ælling eller and pr. 50 og 100 kvadratmeter åbent vandspejl.

 

Wild-Life-Image.dk

 

Også mange store jagtsteder – fortrinsvis godser - som før de skærpede reglers ikrafttræden udsatte mange ænder har skruet ned for blusset. Samlet set betyder dette så stort et dyk i salget af ællinger, at handlen med dem ikke længere er så god forretning som tidligere.

 

- Vi havde heldigvis skruet blusset ned, inden de skærpede regler trådte i kraft, og nu passer jeg selv rugeriet, hvor jeg før havde et par mand ansat. Da reglerne trådte i kraft, afbestilte flere store kunder deres ordrer på ællinger. Det betød et tab på 700.000 kr., men ved at ringe rundt til aftagere i Norge, Sverige og Tyskland fik jeg til en reduceret pris solgt de ællinger og æg, der var afbestilt, ja, jeg fik endda solgt nogen af dem til Tyrkiet, siger Keld Ringer.

 

Efter at chokket havde lagt sig, har nogle godser der straks stoppede andeudsætning, startet igen, og andre godser og arrangører af andejagt havde en uudnyttet kapacitet op til loftet på én ælling/and pr. henholdsvis 50 og 100 kvadratmeter åbent vandspejl, som de ønskede at bruge. Det er hovedsagelig disse, der køber andeællinger, efter at salget til små andehuller er gået ned til noget nær nul.

 

- Der er dog ikke den forretning i det som før. Og jeg tror aldrig nogen sinde på, at vi vil komme op på den produktion, vi havde før. Man kan også se, at mange rugerier ikke kan få det til at løbe rundt og stopper. Se blot, hvor få der i dag annoncerer med ællinger i “Jæger”. Jeg håber dog, at prisen på sigt vil rette sig, da den uændret er 20 kr. for en fire ugers ælling, siger Keld Ringer.

 

I konsekvens af den faldende afsætning har han nedsat antallet af avlsænder i sit rugeri, som der før de nye reglers ikrafttræden var investeret 1,3 mio. kr. i til ny teknologi. For at forebygge sygdomme hos avlsænderne har kun Keld Ringer adgang til dem, og avlsarbejdet foregår stringent med en hård sortering, hvilket betyder, at han i sin produktion kun ser få “fejlfarver”, fx hvide ællinger.

 

- Jeg lægger stor vægt på, at de ællinger som sættes ud kommer til at se ud, som gråænder skal. Det opnår jeg gennem en hård sortering, forsikrer Keld Ringer.




Nuværende situation
29 Aug 2008


Mest skyet
19°C
Solopgang 6:09 am
Solnedgang 8:10 pm