“Alice“ i eventyrland
Sådan føler Mette Birkelund, Roskilde, sig, når hun jager storvildt med riffel rundt om i verden
Når jeg er på jagt, så føler jeg mig som Alice i eventyrland”.
Mette Birkelund, charmerende, goodlooking blondine, 49, er tændt på storvildtjagt med riffel og en dygtig jæger. Hun har både nedlagt råbukke, kronhjorte, stenbuk i Sibirien og antiloper i Sydafrika. Trofæerne fra de nedlagte dyr pryder hendes smagfulde hjem i Roskilde.
“Da jeg tog jagttegn i 1991, vidste jeg ikke, om jeg kunne skyde et dyr, før jeg første gang skulle på bukkejagt i Strathyre i Skotland. Men min første nedlagte råbuk gjorde mig til jæger”, smiler Mette Birkelund.
“Min guide, Steven, og jeg gik ud i terrænet tidligt om morgenen. Det var smukt at opleve dagen vågne. Da vi nærmede os en dal, krøb vi det sidste stykke. Da vi nåede frem, pegede han på nogle bregner og sagde, at der stod en buk. Med riflen hvilende på hans rygsæk tog jeg sigte og lod skuddet gå. Med hånden gjorde han tegn til, at bukken var faldet. Da vi efter en smøgs tid gik derned, var det et flot syn at se bukken i sin røde sommerpels ligge i Guds smukke natur. Steven spurgte, om jeg havde haft “bukkefeber”, fordi skudafstanden var 200 meter, men det afkræftede jeg. Da jeg kom tilbage til hotellet, kunne jeg ikke sove og gik ud til en å for at høre fuglesang og vandets rislen i bækken. Mange følelser skulle bearbejdes, og den morgen står fastprentet i mit sind”.
Anden indgangsvinkel
“Min tidligere mand gik på jagt. Og det er nok ham, der har været døråbner, men da jeg altid har holdt meget af naturen, var jagtinteressen naturlig for mig”.
Mette Birkelund er født og opvokset i Roskilde og bankuddannet. Efter 21 år i Roskilde Bank blev hun salgskonsulent. Hun jobber i firmaet Lambech og sælger specialprodukter til ledelses- og samarbejdsfunktioner. Hjertet af Sjælland er hendes distrikt, og når hun er på kundebesøg, er hendes gule Labrador Retriever “Sif” med i bilen.
“Efter at have skudt den første buk vendte jeg tilbage til Skotland for atter at jage bukke. Jeg har også skudt to kronhjorte derovre. Jeg blev rigtig tændt på jagt og kunne mærke urkraften. Jagt er en helt anden indgangsvinkel til naturen, fordi man ikke blot er tilskuer, men aktiv deltager. Jeg ved ikke præcist, hvorfor riffeljagt blev min favorit, for jeg kan godt lide hyggen på en dansk jagt med haglbøsse, og når jeg engang får en ny hund, der modsat “Sif” ikke er bange for skud, så vil jeg på haglbøssejagt igen”, forsikrer Mette Birkelund.
Totalt udmattet
Hun fik afprøvet sin tolerance, da hun i 1998 var på bjørnejagt i Abakan i Sibirien. Hun vågede i dagevis ved et ådsel som lokkemad, men det stank så dårligt, at bjørnene holdt sig borte. Bjørnejagten var kombineret med stenbukkejagt i bjergene i Kyzel på grænsen til Mongoliet.
“Vi sejlede dertil på floden Jenisej. Jeg blev guidet af en lokal jæger, Victor. Opstigningen på bjerget var hård. Til sidst kravlede jeg på alle fire og tænkte: Hvad gør du dog her? Jeg har aldrig før været så udmattet og faldt i søvn og sov sødt, da Victor prikkede mig på skulderen, fordi han observerede syv-otte stenbukke passere forbi på den anden side af kløften. Jeg skød den andensidste i flokken og følte, den var Guds gave til mig”, smiler Mette Birkelund, der samme år også besøgte Canada, Alaska og Sydafrika. Han elsker at rejse og har i år spottet chimpanser i Uganda.
“I Sydafrika startede jeg med at jage bushbuck, og efter fire dages jagt lykkedes det mig at skyde en buk. Trofæet viste sig at være til en guldmedalje, men det gør ikke oplevelsen større. I nærheden af Messina jagede jeg springbuk. Træer og buske var fulde af spindelvæv, og når der var spindelvæv, måtte der også findes edderkopper, som jeg ikke kan lide. Under kørslen i området faldt en mega edderkop ned i bilen med det resultat, at jeg sprang op på skødet af min guide, Lucas, der dog straks kastede edderkoppen bort. Vi så en del springbukke, men ikke på skudhold. Da vi senere sad og spiste, trådte en springbuk frem 80-90 meter borte, og den lykkedes det mig at skyde. Det særlige ved springbuk er, at dens dusk på rygsøjlen dufter som parfume”, husker Mette Birkelund.
“Jeg kunne godt tænke mig at nedlægge en bjørn, men har ingen konkrete rejseplaner. Hvis nogen spørger, om jeg vil med på bjørnejagt, så er det muligt, at jeg springer til. Jeg er meget impulsiv, og da jeg holder meget af at ride, kan det også ske, at jeg sammen med mine veninder tager til Island for at ride på islandske heste. Bare det har noget med natur at gøre, så er det mig. Jeg er egentligt et sjovt sammensat menneske, fordi jeg både er healer og går på jagt. Mine venner er forstående over for min jagtinteresse, men jagt skal udøves med respekt, og de dyr der skydes, skal dø smertefrit og så hurtigt som muligt”.
Mette Birkelund havde det store smil fremme, da hun med gunst fra Diana, jagtens gudinde, havde held til at nedlægge en springbuk i Sydafrika.
Mette Birkelund er ikke i tvivl: Det var nedlæggelsen af hendes første stykke vildt med riffel – en råbuk i Skotland – der gjorde hende til jæger.
Mette Birkelund glemmer aldrig nogen sinde den strabadserende klatretur, da hun jagede stenbuk i bjergene på grænsen til Mongoliet. Her poserer hun med det flotte jagtresultat.
Bjergjagt kræver en stærk fysik, måtte Mette Birrkelund sande, da hun kravlede rundt i bjergene på grænsen til Mongoliet efter stenbuk.
Når man er på jagt, må man tage tingene, som de er, mener Mette Birkelund. Da hun var på jagt i Sibirien, rummede dette primitive telt således messen.
Bjørnejagt i Sibirien var en kold omgang, der også var resultatløs, fordi stanken fra stedets bait holdt bjørne på behørig afstand.
|
